Claus er ny Alpha-leder i Danmark

s12_stor_claus mester
Claus Mester er ny Alpha-leder

Claus Mester starter med et brag af en Alpha-kampagne til september, hvor hele Danmark inviteres på kursus i kristen tro. Men han kan ikke gøre det alene. Hvem vil være med?

– Fra 1. september er Alpha Danmark en del af den største evangeliserings-kampagne nogensinde. Vi er med i en global kampagne, hvor vi frimodigt siger: Vi inviterer hele Danmark til Alpha, fortæller Claus Mester.

– Vi håber, at alle kirkerne herhjemme vil være med til at få det til at lykkes. Vort internationale kampagnenavn er den britiske eventyrer, forfatter og tv-stjerne Bear Grylls, der er verdenskendt fra tv, hvor han kører vilde shows med kendte. Bear Grylls er kristen og har selv været på Alpha-kursus. Mange husker et af højdepunkterne i hans karriere – mødet med Barack Obama i ødemarken i Alaska, hvor de sluttede med at bede, siger landslederen.

Fra Citykirken til Alpha

Siden 1. marts har Claus Mester haft travlt med at afvikle jobbet som frikirkepræst i City Kirken i Taastrup, sælge familiens hus i Roskilde og sætte sig ind i jobbet som leder af Alpha Danmark – med fuld tiltrædelse i Århus omkring 1. september. Ikke mindst den store kampagne giver nok at se til.

Kendt af 1.5 mia.
s12_Bear-Grylls-and-Obama
Den verdenskendte wild life-eventyrer Bear Grylls medvirker i kampagnen. Her er han sammen med USAs præsident Obama.

– Bear Grylls shows er tilsammen blevet set af 1,5 milliarder seere. Han har desuden en høj såkaldt likeability – dvs. er kendt og elsket af de fleste… af kinesere, arabere…
– Nu håber vi bare, at rigtig mange kirker vil invitere hele deres lokalområde og være en del af Alpha-kampagnen. Der kommer pressemeddelelser og helt nyt invitations- og undervisningsmateriale til kurserne.
Vi opfordrer alle kirkerne til at bidrage med bannere, busreklamer og til på enhver måde at skabe størst mulig opmærksomhed om den fælles invitation til introduktionskursus, siger han.
Som at starte forfra
– Selvom Alpha har været i Danmark i ca. 20 år, føles det som at starte forfra. Jeg har selv kørt Alpha og ægteskabskurser. Både som underviser og som arrangør i City Kirken – og tidligere. Mit nye job føles som spændende iværksætteri på et professionelt plan.
– Der er lavet en ny serie med 16 undervisningsfilm, som gratis kan vises, når der fra efteråret skal holdes nye grundkurser i kristen tro over hele landet, fortæller Claus Mester.

Ny filmserie til Alpha

I april var der verdenspremiere på den nye filmserie, som er alle talerne i en professionel kvalitet. Filmene er i øjeblikket ved at blive oversat til dansk. Så man i kirkerne fremover kan sætte en ny film på hver aften i kursusforløbet.
– Alpha-grundlægger Nicky Gumbel medvirker sammen med bl.a. Bear Grylls og to dygtige tv-værter, der præsenterer hvert afsnit. Det er hele kurset, som nu findes på film – i små bidder til de ti uger, siger han.
Claus Mester har tidligere arbejdet for SBS TV, som nu hedder Discovery Networks Denmark. Her var han redaktør i en periode, indtil han var i starten af 40erne, så han føler sig på hjemmebane som leder af bearbejdningen af de nye film.
– Når jeg ser det nye materiale, bliver jeg slået af enkelheden. Det er enkelt og evangelistisk og handler om de vigtigste ting i troen, så det kan bruges på trods af kirkeskel. Som en sognepræst sagde til mig forleden: ”Vi er glade for materialet og tilpasser det vores sammenhæng og forståelse, hvor der er behov for det”.

Spis, lær og tal sammen

En Alpha-aften indeholder altid tre ting: Fællesspisning, undervisning og dialog mellem deltagerne.
Deltagere mødes en aften om ugen i ti uger samt en enkelt weekend. Man spiser sammen, får undervisning i den kristne tro og taler bagefter sammen i små grupper. Ofte bliver der undervejs talt om nogle af livets store spørgsmål, som man ikke altid får talt om i hverdagen.

Afhængig af Guds ånd

– Inden jeg startede som landsleder, tog jeg et ”Run Alpha kursus” i England. Her var der masser af bøn og en fin enkelhed…især med brug af den helt enkle bøn ”Kom Helligånd”. For Helligånden er den bedste vejleder og læremester.
Hvis Alpha skal lykkes, er vi afhængige af, at Guds Ånd overbeviser og hjælper mennesker. Det er ikke materialet, men Ånden, der gør den største del af arbejdet. Det er også derfor, materialet kan bruges af alle, siger Claus Mester.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Oversat til 112 sprog

Alpha kurserne bruges herhjemme i mange folke- og frikirker, ungdoms- og missionsforeninger og såmænd også i fængsler. I udlandet bruges det også i bl.a. militæret.
– Alpha er oversat til omkring 112 sprog og findes i 169 lande. For eksempel på arabisk, farsi, urdu, engelsk… Det er det samme, der læses overalt i verden – nogle steder i grupper med tolk.
På verdensplan har 29 millioner gennem årene prøvet et kursus, fortæller han.

For få evangelister

– Alpha er for alle dem, der er på vej til at udforske den kristne tro. Ofte er det ellers et område, der bruges for lidt kræfter på. Der er for få evangelister herhjemme.
For nylig aflyste man en konference, der skulle skaffe flere evangelister… på grund af for lille tilmelding.
Jeg har altid kunnet lide at arbejde med nye mennesker, også i forretningslivet, og med nye områder.
Det er rart nu at kunne bruge det i min åndelige tjeneste.

Uvidende danskere

– Danmark har stærkt brug for, at flere lærer om den kristne tro i en tid, hvor vi prøves på vor bekendelse af mange nye mennesker med en anden baggrund.
Som Naser Khader har pointeret: Hvis man tager en dansk, en jødisk og en muslimsk teenager og spørger dem om deres tro, så vil jøden og muslimen give et omfattende svar. Den danske teenager vil ikke vide, hvad han skal svare.
De mange fremmede giver os perspektiv. De får os til at forstå, at vi har behov for, at flere mennesker vælger at være efterfølgere, vælger den kristne tro, siger han.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Det brænder jeg for

Claus Mester så opslaget om jobbet som landsleder på nettet.
– Jeg læste ”brænder du for at dele evangeliet med danskerne? Vil du løfte Alpha til næste niveau?” og så vidste jeg bare, at det skulle jeg søge – og at jeg sikkert også ville få det.
Det var sådan en fornemmelse af, at ”det var skrevet til mig”. Jeg ringede til bestyrelsesformanden og spurgte, om stillingen havde været opslået længe.
”Et døgn”, lød svaret. Og uopfordret fik jeg flere bekræftelser på, at jeg skulle søge jobbet.

Et stort skridt

– Det er et stort skridt for os at sælge hus og flytte til Århus. Det er et idealistisk valg, vi har truffet. Jobbet er en firs procent stilling, og det er ikke en højtlønnet lederstilling. Jeg skal have fundet de sidste tyve procent ved siden af, og af alle de jobs, jeg har søgt, er det lønmæssigt det lavest lønnede. Men det er samtidig jobbet med det bedste indhold og jobbeskrivelse. Og Jylland er et dejligt sted. Vi vil gerne bo i Århus, siger han.
Huset i Roskilde er sat til salg, og hans hustru, Gina, som er pædagog, skal også have fundet et nyt job. Parret har to voksne børn, som bor i Århus. Deres tredje barn bliver boende i Roskilde for at færdiggøre gymnasiet.
– Det er dejligt, at vore store børn i forvejen bor i Århus. Vi har været meget engageret i Roskilde i 19 år. Men at flytte er et lille offer for et stort formål, mener han.

Prøv, kør, giv

De tre målgrupper, Alpha arbejder med og henvender sig til, kaldes: Prøv, kør og giv.
– ”Prøv” er alle dem, vi håber vil prøve et kursus og lære om tro.
”Kør” er de mange frivillige, der vil være ledere og deltage i afholdelsen af kurset i landets kirker og trosfællesskaber.
”Giv” er alle gavegiverne – alle vore sponsorer, som gør det muligt at tilbyde gratis kurser, så vi kan få skabt større viden om den kristne tro, forklarer Claus Mester.
Mange har svært ved at se sig selv som kursus-arrangører og har derfor brug for mere viden.
Kør Alpha-materiale er for arrangører, og kan downloades gratis. Vil man også have bøger, koster de dog noget.

Behov for partnere

– Giv Alpha er afgørende for vore muligheder for at komme bredt ud. En stor del af mit arbejde er at være fundraiser. Jeg skammer mig ikke over at samle ind til noget, der er så godt. Vi har fået det for intet, og vi giver det for intet. Men vi har behov for nogle, der vil stå fadder til andre. Nogle, som vil hjælpe andre med at opleve troen.
– Vi går ud til enkeltpersoner, som vil være faste partnere. Vi spørger desuden kirkerne, om de vil være partnere og støtte og bruge os. Og sponsorer.
Vi har også stort behov for nogen, der beder for, at det her skal lykkes: Forbøn for at få det hele til at hænge sammen i den store kampagne. Vi har altid brug for nogle, der vil arrangere kurser.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Behov for frivillige

– I det hele taget har vi et stort behov for frivillige – og Alpha ”lever” jo kun på grund af deres indsats i kirkerne. Hvor de hjælper med alt det praktiske, underviser og arrangerer weekends.
Vi skal nu i gang med at træne teams forud for efterårets kampagne, skaffe løn til praktikanter og studenterhjælp, og vi skal bruge nogle stabile frivillige til landskontoret i Århus – som vil oversætte, skrive, give en hånd med rengøring, fotografere, vedligeholde hjemmeside…
Vi leder efter folk, der er motiverede og ønsker at gøre en frivillig indsats for at hjælpe med at lede mennesker til Gud. Som vil arbejde sammen for et højere formål. Alpha handler mere om at forsøge at skabe nye trosfællesskaber end om et kursus, slutter landslederen.
Claus Mester er 47 år, og han har overtaget som landsleder i Alpha Danmark efter Levi Dørken, der fratrådte ved årsskiftet.

Alphas historie:

Alpha startede som et introduktionskursus i den kristne tro i kirken Holy Trinity Brompton Church i London med præsten Nicky Gumbel.
Kurset appellerer til mennesker, som ikke nødvendigvis beskriver sig selv som kristne, men måske er på vej.
Alpha blev hurtigt populært, og i begyndelsen af 1990’erne spredte det sig til andre lande.
Den nu pensionerede præst Helge Pahus fra den karismatiske folkekirke Karlslunde Strandkirke bragte kurset til Danmark i 1995.
Alpha-materialet stilles gratis til rådighed – til download.
www.danmark.alpha.org