Houman håber stadig på et mirakel

Blandt de knap 40 afviste asylsøgere, der foreløbig er overflyttet til det tidligere åbne fængsel Kærshovedgård ved Ikast, er en større gruppe iranere, der er blevet døbt i Danmark. De drømmer om en fremtid i et land, hvor de kan praktisere deres nyfundne kristne tro uden frygt for repressalier.

Houman er 28 år, musiker og tidligere arkitektstuderende. Han kom til Danmark i 2010 og var en af de første, der flyttede ind på Kærshovedgård.

Houman fortæller:
– Jeg voksede op i en større by i det sydlige lran. Vi var muslimer, men min familie var ikke religiøs. Da jeg var barn, fortalte min mor mig om Jesus. Hun sagde, at han var en helt særlig person og Guds Søn. Jeg forstod ikke rigtig, hvad hun sagde. Måske vidste hun det heller ikke selv. Men hendes ord blev liggende i mit hjerte. Mens jeg læste på universitetet, fik min familie politiske problemer. Der skete mange ting. Som 22-årig blev jeg smidt ud af universitetet, og min bror og jeg måtte flygte ud af landet.

Jeg kom til Danmark en måned før min bror. Han fik asyl, men jeg fik afslag. De næste fire år boede jeg på et asylcenter i Hanstholm.
Her mødte jeg en iraner, der inviterede mig med i kirke. Jeg var nysgerrig og sagde ja – hvorfor ikke?
Det var, som om jeg havde gået og ventet på at høre mere om den Jesus, min mor havde fortalt mig om. De næste syv måneder kom jeg i kirken hver søndag og fik undervisning af præsten, inden jeg blev døbt. Jeg fik lov at spille guitar i kirken og følte mig som en del af en stor familie. Den kristne tro var noget, jeg voksede ind i.
Men det var også en meget stressende tid.

Jeg havde fået afslag på asyl og nægtede at skrive under på frivillig hjemrejse. Det ville være madness. Jeg véd, hvad jeg er flygtet fra.
Først sendte de mig til Sandholm. Nu er jeg så her. Jeg ved ikke, hvad der vil ske i morgen. Hver dag beder jeg til Jesus. Jeg er helt sikker på, at han hører mig. Jeg beder for os alle sammen her. Nogle gange er det hele overvældende. Ensomheden. Håbløsheden. Men når jeg læser i Bibelen, får jeg nyt håb. At være kristen handler om at være et lys for andre – også når man selv er under pres. Min mor bor i dag i USA og er netop konverteret. Hun siger, at min tro har inspireret hende. En af de første dage her fik vi besøg af en præst. Han inviterede os hen i kirken og sagde, at han ville hente os.

At komme i kirken giver mig ny styrke. I kirken føler jeg mig ikke som en flygtning. Efter en måned fik jeg lov at blive konfirmeret. Jeg havde meget brug for at bekræfte min kristne tro i kirken. Det var, som om Jesus sagde til mig, at det her ikke er enden. Jeg skal bare holde ud lidt længere. Så bliver det bedre.

Når jeg ser mennesker, der lever et normalt liv med arbejde og kæreste, spørger jeg somme tider Gud: Hvorfor ikke mig? Men jeg er taknemmelig for det, jeg har. Jeg er rask. Jeg taler flere sprog. Jeg har min musik og min guitar. Musikken hjælper mig til at stresse af. Og Jesus er her. Det er jeg overbevist om. Vi er ikke alene. Hvorfor skulle jeg så være bange?
Jeg er i Guds hænder. Han kender min fremtid.
BMF