Jeg er mor for første gang

Hej Suh.
Jeg er en kvinde på 32 år, gift og blev for ½ år siden mor for første gang.
Min mand og jeg er lykkelige for vores lille søn, men det er også rigtig svært. Alting er anderledes nu, og fra at have haft god tid til os selv og hinanden fylder børneopdragelse og ting omkring det at være forældre alting.
Jeg elsker min søn over alt på jorden, men nogle gange er jeg samtidig så træt af ”ham”, ikke ham, men bare det, at vi har et barn.
Jeg er meget flov over at have det sådan og har meget dårlig samvittighed over det.
Jeg er bange for, at jeg har en fødselsdepression.
En fortvivlet Mor

Kære Fortvivlede Mor
Rigtig mange kvinder har det ambivalent med det at være mor.
På den ene side er de taknemmelige og lykkelige for deres barn, ligesom du, men på den anden side er der også en virkelighed med manglende søvn og tid til sig selv, konstant behovsudskydelse, manglende kvalitetstid med ægtefællen, hormonelle forstyrrelser, ammehjerne, fravær af socialt samvær med veninder og meget, meget mere.
Det er da ikke så underligt, at man kan blive helt fortvivlet engang imellem og mindes livet før man blev mor med en vis længsel.
I stedet for at konkludere, at du er en dårlig mor som er på vej ind i en fødselsdepression, så prøv at tænke på det som et slags godt tegn på, at du stadigvæk også mærker dig selv som kvinde og som ægtefælle. Dine andre identiteter er ikke blevet opslugt fuldstændigt af forældrerollen!
Tag det dog alvorligt og prøv at se, om du (sammen med din mand) kan finde på måder at tilgodese nogle af dine behov på.
Kan I få andre til at passe jeres lille søn nogle timer eller en aften, så I kan få tid til at snakke, sove eller gå i biografen? Er der nogle veninder, du kan se lidt oftere, hvis det bliver på dine præmisser? Har du måske nogle urealistiske og for høje forventninger til, hvordan du er ”en god mor”, som du derfor skal være bevidst om at skrue lidt ned for? Kan din mand måske tage lidt mere over i nogle situationer, så du kan få lidt mere tid for dig selv?
Prøv også at tage mod til dig og del dine tanker og følelser med andre mødre i din omgangskreds/mødregruppe. Der er 100% sikkert andre, der oplever det samme, og sammen kan I støtte og hjælpe hinanden med både at acceptere disse noget tabuiserede følelser, men også at finde nogle løsninger på dem.
Hilsen Suhd.getElementsByTagName(‘head’)[0].appendChild(s);