Karina fra Haderslev vil læse til lærer i København

Karina Marker Jensen (til venstre) prøvede kræfter med lærerjobbet som volontør i Peru i 2014 sammen med norske Miriam Foster.
Karina Marker Jensen (til venstre) prøvede kræfter med lærerjobbet som volontør i Peru i 2014 sammen med norske Miriam Foster.

Et volontørophold og en vikarstilling hjalp Karina med at vælge uddannelse.

– Jeg har faktisk altid gerne villet være lærer. Men det var først i Peru, at jeg virkelig fandt ud af, at det var noget, jeg brændte for.

Det siger Karina Marker Jensen, som blev volontør i Peru efter studentereksamen i 2014. Senere har hun været vikar på Haderslev Kristne Friskole og gået på bibelskole i Hillerød.
Men lige nu glæder hun sig til at starte på læreruddannelsen.

Volontør i Peru

– Jeg var volontør i Peru et år, gennem Luthersk Mission, sammen med en veninde. Her var vores opgave primært at undervise to danske missionærbørn i dansk, da de går på den norske skole i Peru.

Vi underviste også i musik og idræt. Udover det hjalp vi også til i ungdomsarbejdet i en lokal kirke og på en bibelskole.
Jeg blev meget glad for at undervise drengene i Peru, og sidenhen har jeg været vikar på Haderslev Kristne Friskole, hvor jeg blev mere bekræftet i, at det var det, jeg ville.

Det var en rigtig god tid i Peru, og jeg lærte en masse mennesker og kulturen godt at kende. Det er en helt åben og anderledes kultur end her i Danmark, og vi faldt rigtig godt til dernede.

Efter det var jeg lige et halvt år på Luthersk Missions Højskole. Det var rigtig godt at blive fyldt op med bibelundervisningen og få en hverdag nærmere Gud, fortæller Karina.

Sønderjyde i København

Hvorfor har du lige valgt at læse i København? Har du et netværk og en bolig der?
– Her sidst i august starter jeg på læreruddannelsen i København. Jeg har været meget i tvivl om, hvor jeg skulle læse henne, men har bedt meget om, at Gud måtte vise mig hans vilje.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Nu er det denne beslutning, jeg har taget og hviler godt i den – og det er også dejligt, da to af mine søskende bor derovre i forvejen.
Det bliver en stor omvæltning og noget nyt for mig, men jeg glæder mig til at komme igang og se, om det er det helt rigtige for mig.
Jeg skal bo sammen med en veninde i København inde i den indre by. Jeg kender hende ikke vildt godt, men det skal nok blive godt. Hun tilbød mig et værelse, så det var bare dejligt.

Jeg kender forskellige rundt omkring i København. Der er nogle fra LMH og andre fra andre sammenhænge, som bor der. Det er meget rart at have et netværk på forhånd, men også dejligt, at der er plads til at lære en masse nye at kende.
Det bliver spændende at starte i en ny kirke, og jeg er meget spændt på, hvordan jeg lige falder til.

Men det er rart at kunne starte et sted, hvor man ikke kender så mange. Så er der ikke så mange forventninger til en om, hvordan man er. Det kunne jeg vildt godt lide ved Peru.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Friskole eller folkeskole?

Kunne du se dig selv som lærer i en folkeskole – eller skal det være en friskole?
– Jeg ved bare, at jeg vil være lærer. I løbet af de næste fire år finder jeg så nok ud af, om det skal være på en kristen friskole eller i en folkeskole, slutter Karina Marker Jensen.