En ny port til et normalt liv

Rehabiliteringscentret Bethesda i Blåhøj åbner nyt udslusningscenter ved ØlgodRehabiliteringscentret Bethesda ved Karstoft får en aflægger ved Ølgod: Skomagergården, som skal være udslusningscenter.- Når beboere på Bethesda skal tilbage i det såkaldte normale samfund, er det noget af et kulturchok, siger Bethesdas leder, Søren Kokkenborg. Derfor har vi længe manglet et udslusningscenter, og nu har vi overtaget Skomagergården i samarbejde med Teen Challenge i Danmark.
Skomagergården fra 1919 er oprindelig landsbyskole. I 73 blev den ombygget til revisionskontor. Da revisorerne flyttede til Ølgod, blev Skomagergården ombygget til behandlingscenter i 1997 – på initiativ fra Quo Vadis’ afdeling i Hemmet, men i pinsekirkeligt regie.
Det kneb med at få økonomien til at hænge sammen, især sidste år, og institutionens bestyrelse måtte sætte bygningerne til salg.
Så kom Bethesda ind i billedet. Rehabiliteringscentret ved Karstoft, der er normeret til ti beboere, har ofte pladsmangel og har længe savnet et ”midtvejshus” mellem Bethesda og det „normale“ samfund.

Kendt på egnen

Allerførst skal der nu skabes kontakt med lokalsamfundet, men det bliver nok ikke svært, for Bethesdas leder Søren Kokkenborg er advokat i Ølgod. Han er også engageret i Teen Challenge, som Skomagergården bliver en del af.
Skomagergården er på ca. 880 kvm. I hovedbygningen er der seks store værelser og en stor lejlighed til en familie. Desuden er der mulighed for at indrette endnu en lejlighed til en mindre familie.
Der er bl.a. billiardrum og en gammel gymnastiksal, hvor der er træværksted.
– Vi skal se, om vi kan få en lille produktion sat i gang der, siger Søren Kokkenborg.
Overtagelsen er aftalt, og de sidste formalia klares på en ekstraordinær generalforsamling den 13. januar.

Nye muligheder

For Bethesda betyder det, at man kan tage flere beboere ind. Og der bliver brug for flere medarbejdere.
I en overgangsperiode vil de fire-fem beboere, der flytter ind på Skomagergården, hver dag køre til Bethesda for at være med i aktiviteterne der. Men på sigt skal udslusningscentret fungere mere uafhængigt af det oprindelige center ved Karstoft.