Red Barnet i abort-alliance

Red Barnet er godt på vej til at “smide barnet ud med badevandet” – bogstaveligt talt. De er nemlig gået i alliance med Planned Parenthood
Federation (PPF), der betragtes som
“verdens største abort-organisation”Anledningen er, at George Bush i sin første tid som USA’s præsident lukkede af for bistand til organisationer, som udfører eller fremmer abort i andre lande. PPF’s generaldirektør Ingar Brueggemann anslår, at beslutningen koster organisationen 25 pct. af budgettet. Sidste år støttede USA familieplanlægningsprogrammet med 5 milliarder dollars.
Planned Parenthood Federation (PPF) har sat en kampagne i gang for at påvirke de amerikanske myndigheder til at genoptage støtten – og lægger yderligere pres på regeringen ved bl.a. at alliere sig med Red Barnet. Alliancen opfordrer folk til at sende e-mails til amerikanske kongresmedlemmer.
PPF’s målsætning ser ellers tilforladelig ud – og måske er det derfor, det ansete Red Barnet er røget i fælden. For hvem vil ikke støtte “seksuel og reproduktiv sundhed” især i lande, hvor AIDS florerer som nutidens pest? Men PPF arbejder med familieplanlægning fortrinsvis i fattige lande med dels at påvirke udenlandske regeringer til at legalisere abort og dels at støtte sundhedsorganisationer, der udfører aborter.

For kvindens skyld

Colleen Barton, talskvinde for Red Barnets amerikanske afdeling, bekræfter overfor den norske avis Dagen, at der er en alliance mellem Red Barnet og PPF, men vil ikke begrunde, hvorfor en velgørenhedsorganisation allierer sig med markerede abort-tilhængere.
– Red Barnet har ikke noget standpunkt eller nogen politik, når det gælder abort, siger hun kun. – Abort er ikke en del af vort sundhedsprogram, hverken herhjemme eller i udlandet.
Hun begrunder dog alliancen med, at der hvert år dør en halv mio. kvinder af grunde, der har med graviditet og fødsel at gøre. 99 pct. af disse kvinder befinder sig i ulande.
Den argumentation falder landssekretær for Retten til Liv, Kerstin Hoffmann, ikke på halen for:
– Al erfaring viser, at der, hvor kvinder dør af illegale aborter, dør kvinder også af legale aborter og under fødsler. Det, børn i den tredje verden har brug for, er hjælp til at leve, og ikke hjælp til at dø!
– Der ligger et enormt hovmod bag Vestens iver efter at abortere i de børnerige fattige lande. At organisationer med navne som „Red Barnet” og „Care” stiller sig bag disse abort „tilbud” finder vi helt grotesk!

Snakker uden om

Vibeke Vinther, informationschef i Red Barnets danske afdeling, har ikke hørt om alliancen:
– Men som det Internationale Red Barnet arbejder, kan USA være involveret, uden det berører os og vores prioriteter, siger hun til Udfordringen.
På spørgsmålet, om den danske afdeling støtter denne alliance eller andre familieplanlægningsprogrammer, der inkluderer abort, svarer hun kort:
– Vi er ikke en del af denne alliance. I vores arbejde støtter vi famileplanlægningsprogrammer, hvor vi oplyser børn og unge om prævention. Men støtte til abort indgår ikke som en del af de planlægningsprogrammer.
Denne kommentar synes Torben Riis, Landsbevægelsen Respekt for Menneskeliv, er lidt ulden:
– Det er ikke tilfredsstillende blot at konstatere, at man ikke har fingrene i fedtefadet her i landet. Når/hvis ens moderorganisation involverer sig på den måde, er man nødt til at tage sin egen stilling op til overvejelse, siger han og er i øvrigt “chokeret” over nyheden om den uheldige alliance.
Ugen igennen prøvede vi at få en udtalelse af Red Barnet-chef Mimi Jakobsen om sagen, men uden resultat. Hun lod blot sin programchef Niels Hjortdal meddele, at organisationen ikke har nogen „policy” på området, og at de i øvrigt ikke er informerede om den amerikanske søsterorganisations alliance med PPF.

“Sikker udslettelse” af fostre

PPF’s politik på abort-området er at “prævention er altid det første forsvar mod uønsket graviditet” men på grund af at så mange, især unge kvinder får foretaget illegale aborter “mener vi, at kvinder skal have adgang til sikker abort…”
På PPF’s hjemmeside oplyses det, at der på verdensplan bliver foretaget 50 mio. aborter hvert år. Heraf finder 30 mio. sted i udviklingslande, hvoraf 20 mio. betragtes som “usikre aborter”. Mindst én ud af 4 af disse aborter fortages på piger mellem 15 og 19 år. Og det er deres liv, man vil frelse – hvert år dør 78.000 teenagemødre ved “usikre aborter”.
I forbindelse med Nordirlands lovbehandling af abortspørgsmålet i juni udtalte Brueggemann til pressen:
– PPF mener, at i tilfælde, hvor en kvinde ikke er, eller føler sig i stand til at gennemføre en graviditet, skal hun have adgang til sikker udslettelse (af fosteret – red.).

Care Danmark afsløret

Lars Kristensen, informationschef i nødhjælpsorganisationen Care Danmark, ser også “storebror” i USA gå i alliance med PPF.
– I Care Danmark har vi ikke problematikken ind på livet, udtaler han til Udfordringen. Vi arbejder primært med landbrugsprojekter.
Men Udfordringen er ved en tilfældighed kommet i besiddelse af dokumenter, der afslører, at Care Danmarks holdning er positiv overfor abort.
Projektchef Lene Østergaard skriver i en intern mail, som ved en fejl blev videresendt til Udfordringen, at det er “oplagt at tage et standpunkt her og sige, at CARE Danmark klart i sammenhæng med en bæredygtig udviklings og miljø strategi (til trods for at vi ikke er har det så meget inkluderet i vores egne projekter) støtter familieplanlægning herunder abort, som vi mener skal kobles stærkt sammen med kvinders reproduktive rettigheder”.

Bruges som ideologisk udstillingsvindue
Den kendte norske abortmodstander Børre Knudsen, som besøgte Danmark i sommer, er rystet over alliancen:
– Man kan spørge sig selv om ikke Red Barnet og Care har en eller anden ideologi, som siger, at kun det vellykkede og velklædte barn bør få lov til at leve, udtaler han til norske Dagen. – Måske fungerer de to organisationer som PPF’s ideologiske udstillingsvindue…
Børre Knudsen blev for øvrigt frataget sit præsteembede i sidste uge, fordi han “ikke holder sig til kirkens retningslinier”.