Bekymring for Bush’s snak om tro

Den amerikanske præsident er dyb religiøs. Hans kritikere mener han sammenblander religion og politikGeorge Bush siger, at troen på Gud giver ham fred, selv om en krig mod Irak synes uundgåelig. Hans kritikere, derimod, er bekymrede over præsidentens religiøse overbevisningDet fremgår af reportagen ”Bush og Gud” i nyhedsmagasinet Newsweeks seneste udgave. Præsidenten siger her, at ”hvis nogen kan have det godt” med udsigten til krig, så ”har jeg det godt med dette”.

Holder andagt

Inden han går ned i det ovale kontor hver morgen, læser han et andagtsstykke i bogen ”Alt for Ham” af Oswald Chambers – en feltpræst i Egypten under 1. Verdenskrig – fortæller Newsweek, og fortsætter med at beskrive hans regering som ”den mest gennemført tros-baserede i moderne tid, et forehavende, der er grundlagt, støttet og vejledt af tillid til Guds umiddelbare og åndelige kraft”.
Præsidenten ynder at møde kristne prædikanter og elsker at høre, at nogen beder for ham. 1,4 mio. amerikanere er organiserede i en særlig bedekampagne for præsidenten og hans mænd i Irak-krisen.
Newsweek beskriver George Bush’s omvendelse efter et alkoholmisbrug som ”et mix af selvhjælp, selvdisciplin, gruppeterapi og … gudsdyrkelse”. Det hvide Hus er ”gennemsyret af en aura af bøn”, skriver nyhedsmagasinet.

Kan starte religionskrig

Men Bush’s tro møder også modstand:
– Jeg har ikke problemer med Bush’s oprigtighed, men med hans tydelige overbevisning, at han udfører Guds vilje, skriver teologen Martin E. Marty i et essay et andet sted i magasinet. – Præsidentens snak om Gud kan være den gnist, der sætter den muslimske verden i brand, advarer kommentatoren.
Til ”National Religious Broadcasters”, et netværk at kristne radio- og tv-stationer, sagde Bush for nylig, at „terroristerne hader, at vi kan tilbede Gud på den måde, vi ønsker“, og at USA er kaldet af Gud til at bringe frihed ”til hvert eneste menneske på jorden.”

Europæere uforstående

Også andre aviser er ifølge det kristne magasin Charisma betænkelige ved præsidentens åbne snak om tro: The Chicago Tribune advarer om, at det netop er de åndelige overtoner, europæerne ikke kan forstå. Det ser ud, som om Bush bruger religion til at opnå amerikanernes støtte til krigen. The Boston Globe kunne ønske sig mere ydmyge udtalelser, måske at præsidenten viste større sårbarhed, for på den måde at komme anderledes troende i møde.
Til Newsweek udtaler embedsmænd i administrationen, at præsidentens ”stille men stærke tro giver ham styrke, men ikke får lov til at diktere hans politik. At han sommetider optræder mere som prædikant end som præsident skyldes begivenheder som terrorangrebene d. 11. september 2001 og rumfærgen Columbias forlis tidligere i år. Og i krisetider kan netop troen på Gud holde en nation sammen.