Hanne oplever jødernes skjulte angst for en krig

– Mange israelere går med angsten fra tidligere krige i sig og derfor er de nervøse for, hvad der vil kunne ske under denne krig.

Hanne Gundlach Jørgensen fra Ordet og Israel i Jerusalem afprøver den gasmaske, hun ligesom alle andre i Israel er blevet bedt om at holde rede i tilfælde af et missilangreb fra Irak. Foto: Ordet og Israel

Sådan lyder meldingen fra Hanne Gundlach Jørgensen i Jerusalem. En af fire danskere, som pt. er i Israel for Ordet & ISrael. De øvrige er Søren Bladt – også Jerusalem. Og Lone og Jan Højland, Tiberias.
Jan og Vicka Mortensen, præstepar i Jerusalem, er i øjeblikket hjemme i Danmark på en turné for Israelsmissionen.

Blandet frygt

Frygten for, at Irak ligesom under Golfkrigen i 1991 skal affyre missiler mod Israel, har ikke blot fået de fleste udenlandske volontører til at rejse hjem, men præger også hverdagen for israelerne. Civilforsvaret har beordret befolkningen til at medbringe deres gasmasker overalt, hvor de færdes, og politiet og hæren er i forhøjet beredskab.
Hanne Gundlach oplever, at reaktionerne på situationen er meget forskellige hos de israelere, hun omgås. Nogle ignorerer risikoen fuldstændig. Andre har skaffet sig en gasmaske, men tager den ikke med sig, når de er hjemmefra. Hverdagslivet er fortsat normalt. Men selv om hverdagen fortsætter, har mange været påvirket af situationen – især i de første dage af krigen.
– Det er min fornemmelse, at mange israelere går med angsten fra tidligere krige i sig og derfor er nervøse for, hvad der vil kunne ske under denne krig, siger hun. Men samtidig forsøger de at holde det fra livet ved at passe deres arbejde og gøre de ting, de skal. Livet går videre. Men alle venter på noget, som ingen kender, og som måske slet ikke kommer.

Engageret i socialt hjælpearbejde

Hanne Gundlach er engageret i social-diakonalt hjælpearbejde og besøger og hjælper syge, gamle og mennesker, der er nødlidende.
– Jeg har fået nogle meget positive reaktioner på, at jeg er blevet her under Irak-krigen, fortæller Hanne Gundlach.
– Jeg arbejder bla. for en social hjælpeorganisation, der plejer at have en hel del amerikanske volontører. Men lige nu er der stort set ingen tilbage. Derfor undrer det dem ekstra meget, at to kristne danskere stadig kommer nogle dage om ugen for at arbejde. Hver gang jeg dukker op, lyder det overrasket: „Er du her endnu?“. De er meget glade for det. Ingen tvivl om det!
Hanne Gundlach er overbevist om, at Gud vil have hende i Israel netop nu:
– Personligt tror jeg ikke, at der kommer til at ske noget her, siger hun, men de sidste dage har alligevel været lidt af et pres.
– Man bliver konstant konfronteret med, at der er krig i Irak, og at Israel måske eller måske ikke bliver involveret.
Det er temmelig uvirkeligt, samtidig med at jeg jo er nødt til at forholde mig til det.
Jeg er ikke angst eller bange for at være her, men jeg har ind imellem nogle sommerfugle i maven.
– Jeg ved, at der er mange mennesker, der beder for os. Det er jeg utroligt taknemmelig for, og jeg tror, at det er med til at give den tryghed, jeg oplever, slutter Hanne Gundlach.