Millioner til kirkeligt AIDS projekt i Liberia

Danida giver 3,6 mio. gennem Dansk Ethioper Mission
Den lutherske Kirkes hiv/aids projekt i Liberia får 3.663.000 kr. fra Danida i perioden 2003-2006 gennem Dansk Ethioper Mission (DEM) og Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling.

Karen Swartz Sørensen startede projektet i 2001

Målet med kirkens aids projekt, som åbnede i oktober 2001, er naturligvis at forebygge smittespredning, men også at give konkret hjælp, omsorg og pleje til de aids syge, Lyder det i en pressemeddelelse fra Dansk Ethioper Mission.

Kirken tager ud på husbesøg

For at nå disse mål har man bl.a. i august 2002 etableret to frivillige test- og rådgivningscentre i landet. De fungerer samtidig som rollemodel for regering og andre aids-organisationer. Ud over generel oplysningsvirksomhed er desuden oprettet AIDS støttegrupper ud fra Den lutherske kirkes menigheder, som tager på husbesøg og bringer såvel materiel som social og åndelig støtte til de kronisk syge, der ligger i hjemmene.
I Liberia ledes projektet af pastor Moses B. Gobah fra Den lutherske Kirke. Han besøger Danmark i to uger i april og medvirker bl.a. på Dansk Ethioper Missions årsmøde i Rødding den 5. april.
Tidl. Botswana missionær og sygeplejerske Karen Swartz Sørensen er faglig konsulent på projektet.

10 pct. har AIDS

Ifølge de seneste skøn er der nu over 300.000 hiv/aids ramte mennesker i Liberia – ca. 10 pct. af befolkningen. Forskellige oplysningskampagner har nærmest ikke haft nogen særlig effekt.
– løb