David “hænger ud” med Vorherre

Ungdom & tro: – Giv mig et tegn, Gud, bad den dengang 19-årige David Viftrup. Og det fik han. Det værst tænkelige af dem alle!– I folkeskolen fornemmede jeg straks, at mine forældre ikke var helt som klassekammeraternes. Hos os bandede man ikke, og Gud var en naturlig del af hverdagen, som vi snakkede om derhjemme og i den Apostolske Kirke, hvor min far er præst. Mine forældre kunne da godt drikke vin til maden, men fulde, det har jeg aldrig set dem, fortæller den nu 25-årige David Viftrup.
I hjemmet på Nykøbing Mors var trosfriheden stor, og David Viftrup har aldrig følt sig presset ind i et forhold til Gud.
– Som barn følger du bare med i alt det dine forældre gør, og det er jo helt naturligt. Mine forældre lagde vægt på at, at det med Jesus var noget de troede på. Jeg måtte selv finde mit ståsted, fortæller David Viftrup, mens han hælder en kop stemmesmørende sort kaffe op.
Indtil slutningen af teen-årene var forholdet til Gud ikke problematisk, men på det tidspunkt fik David Viftrup øjnene op for, at ikke alle kammerater levede efter samme moralske rettesnor som han selv.
– Ingen druk og ingen sex før ægteskabet er emner, hvor vi klart har en skarpere holdning end mange andre unge, men som 18-19-årig fik jeg på et tidspunkt et behov for at prøve grænser. Eller måske gøre mig fri, jeg ved det ikke, fortsætter David Viftrup.

– På et tidspunkt var jeg til et foredrag i den apostolske menighed, og jeg sad vist nok i mine egne tanker, da foredragsholderen pludselig vendte sig mod mig og sagde: “David, jeg har et ord til dig fra Gud: Vær rolig i din tro”, fortæller David Viftrup, mens snakkens anden kop kaffe hældes op.
Og denne konkrete “hilsen” blev vendepunktet:
– Pludselig forstod jeg ordene i Bibelen. Hvor teksten før ofte havde været kedelig og uinspirerende, var det som de bogstavelig talt sprang ud til mig, og jeg forstod meningen. Det var en utrolig oplevelse, fortæller han både ivrigt og overbevisende.
Kort efter var han klar til at tage imod dåben, som i den apostolske menighed først sker, når man er voksen, og selv kan sige ja.
– Det var min store drøm, at jeg efter handelsskole-eksamen skulle ud at rejse og se det meste af verden. Men pludselig blev jeg i tvivl, og så kun en udvej. At bede Gud om at vise, hvad der var det rette for mig, husker David Viftrup.

Og svaret var ikke rart!
– Efter en lang og koncentreret bøn fik jeg svaret. Ikke som et syn, men mere som et konkret ord i min bevidsthed: International Apostolsk Højskole. Gud havde talt til mig!
– Min første reaktion var “No way”, for det var på det tidspunkt det absolut værste sted, Gud kunne sende mig hen. Havde han så bare sendt mig på en bibelskole i New Zealand, storsmiler David Viftrup:
– Højskole-eleverne var, for mig at se, halvgamle og kedelige, og jeg satte derfor nogle kriterier, som skulle gå i opfyldelse, hvis Gud ønskede, at jeg skulle tage på højskole.
Et efter et faldt “kravene” på plads, og da fire kammerater pludselig også var tilmeldt højskolen, følte David sig overbevist om, at han måtte acceptere svaret.
– Og det blev to gode år, hvor jeg langsomt lagde de “kedelige” sider af min personlighed bag mig. Fra at have været lidt doven, ikke hjælpsom, og til tider vist nok ret træls, var jeg med Guds hjælp kommet ud på den anden side som et andet menneske, fortæller David.
I dag lever han i et tæt forhold til Gud og Jesus, og David Viftrup er ikke bange for at fortælle, at han dagligt “forelægger” både små og store bekymringer for Gud.
– Bøn er for mig en slags samtale med Gud. Et far-søn forhold, hvor Gud er den klogeste. Han ved, hvordan jeg får det bedste ud af mit liv, og giver mig dagligt råd og vejledning. Men da det kun er råd og vejledning, kan jeg i princippet sige nej, hvis jeg vil, fortsætter David, mens interviewets tredje kop kaffe hældes op. Han er ved at “tale sig varm”!
Sammenlagt bruger han hver dag mindst en halv time i bøn, og bønnen har forskellig karakter efter hvad det er, som David Viftrup vil “samtale” om.
– Nogle gange “fyrer” jeg bare alle mine tanker og problemer af, andre gange “hænger jeg nærmest ud” med Gud, eller er bare stille og afventende, siger han.

– Det største kald vi kristne har, er at fortælle om Gud og Jesus. Jesus døde på korset for alle mennesker, og det er et faktum, som vi er nødt til at fortælle om. For mig er der ingen tvivl. Der findes Himmel og Helvede, og valget er vores eget, siger en ivrig David Viftrup, der kan lide at gå i dialog med ikke-troende.
– Det fedeste er at bryde grænser ned. At vise ikke-troende, at vi også er almindelige mennesker, der både griner og græder som alle andre. For selv om Gud er en vigtig del af min hverdag, så går jeg ikke hele tiden rundt og “prædiker”. Det er vigtigt for mig, at mine omgivelser ved, hvor jeg står, og har de så et spørgsmål om tro eller religiøsitet, så taler jeg gerne om det. Og gerne længe, smiler han. Fjerde kop!
Men behovet for at leve sin tro ud er stærk:
– I foreningen “Cutting Edge” rykker vi ud i weekendens natteliv, og med sjove gags og en kop varm kakao, eller røde pølser kommer vi i snak med andre unge, siger David.
Som leder af en gruppe unge, der har givet et år af deres liv til at fortælle om Gud, kan han ofte ses på Koldings steder for unge.
– Vi har et par gange været ude på kollegierne, hvor vi tilbyder at tage opvasken eller gøre rent på gangene eller i kollegiekøkkenet. Og uden at få noget for det, selvfølgelig, pointerer David Viftrup.
Ideen er, på en praktisk måde at vise Guds kærlighed, men også at nedbryde grænser, for ikke mange unge forstår, hvorfor helt fremmede vil gøre rent i deres køkken.
– Vil vi i kontakt med andre unge, skal det være utraditionelt. Og det udfordrer helt sikkert folks vanetænkning, når en flok glade, og måske fjollede, kristne kommer med et sådant tilbud, griner David.

Selv om troen er stærk, forstår han godt andres tvivl:
– Tro kan ikke bevises, men for mig er det endnu mere svært at “tro” på evolutionslæren. Den er jo let at gennemhulle. Men troen på Gud er jo ikke en tro på, at livet her på jorden er “lutter lagkage”. Det er derimod en tro på, at Gud er med i både godt og ondt, og at han er med i alt der sker – selv om vi ikke altid forstår det, slutter han.