Jesus døde og opstod – IGEN

Påsken, den store tilbagevendende begivenhed, har netop udspillet sig. Og nu, nogle dage efter var det måske værd at overveje: – Hvad var det, der kom over mig? Der er en gentagelsens fascination ved påsken. – At uanset omstændigheder, så vender vi altid tilbage til den. Påsken er lig med ferie fra skolen og arbejdspladsen. Påsken er lig med familie-kom-sammen i stor stil. Påsken er lig med afslapning og sene nætter foran TV, efterfulgt af sen morgenmad med juice, snaps og rundstykker i lange baner. Og den er lig med en neddykning i et drama, der klart når op på niveau med, hvis ikke det overgår, Bruce Willis i kamp med terrorister i en stor kontorbygning, hvor man tror, han er lige ved at dø; men så gør han det alligevel ikke – Jesu lidelseshistorie.

Sådan er det hver evig eneste år. Igen og igen. Jesus dør, men på tredjedagen opstår han. Og det er dramaet, at vi igen og igen mødes af en begivenhed ud over det sædvanlige. En begivenhed, til døden og livet, som udfordrer mig. Jeg kan ikke slippe spørgsmålet: Han var villig til at gå hele vejen for, at jeg kan leve. Hvad gør jeg med det? Hvad gør jeg for at bevare livet?

Det kan måske indrammes af min ven Thomas Balles ord: – Den der spiser – uden at smage, kigger – uden at se, hører – uden at lytte, mærker – uden at føle, er i live – uden at leve!