Tidligere folketingsmedlem, Merethe Due Jensen:
– Man er aldrig parat til at miste

Indenfor to år mistede Merethe Due Jensen først sin søn ved en trafikulykke og siden sin mand, der døde af kræft. – Et meget lykkeligt liv ændrede sig fra det ene minut til det andet. Sorgen er enorm og tager tid at gennemleve, siger hunMan bemærker det med det samme, man træder ind i den hyggelige stue: Familiebillederne. Væggene er prydet af adskillige kunstneriske fotos af sønnerne, Henrik og Thomas´ opvækst. Også på skrivebordet og på flyglet i stuen er der gjort plads til fotos af manden, Ebbe, de to sønner, og de to børnebørn.Tidligere folketingsmedlem for Kristeligt Folkeparti, Merethe Due Jensen, omgiver sig med minder og billeder af sine kære, døde såvel som levende.
– Når man kæmper mod døden, er man parat til næsten alt. For at få økonomi til behandling i udlandet, flyttede vi fra vores lejlighed på Amager til en mindre lejlighed her på Vesterbro. Men desværre var det for sent. Canceren havde spredt sig så meget, at der ikke var noget at gøre, fortæller 59 årige Merethe Due Jensen.
Hun befinder sig stadig midt i sorgen over sine to kæres død. Indenfor to år mistede hun først sin yngste søn, Thomas, ved en trafikulykke i november 1999. Han blev kun 27 år. Knapt to år efter, den 29. august 2001 døde Ebbe efter lang tids kræft-sygdom.
– Man fatter det ikke, når døden indtræffer. Man klarer alt det praktiske. Først bagefter, når væggene i lejligheden runger af ensomhed, melder smerten sig!
Og smerten og sorgen har slået hårdt. Tabet af søn og mand og den fysiske og psykiske udmattelse, der fulgte af at skulle være den stærke, der i situationen både skulle begrave sin søn, flytte og passe sin syge mand, har været næsten ubærlig for Merethe.

Den vigtige afsked

Merethe og familien fik aldrig mulighed for at tage ordentlig afsked med Thomas, da han døde så pludselig og tragisk.
– Vi fik kun ti minutter på stuen, hvor Thomas var bragt til efter døden på motorvejen. Hans skulle derefter køres på retsmedicinsk. Sådan er reglerne ved trafikulykker. Ingen fortalte os om vores rettigheder eller tilbød psykologisk krisehjælp. Det hele var så uvirkeligt og kaotisk.
– Hvis jeg havde vidst, hvad jeg ved i dag, var afskeden blevet anderledes. Thomas skulle have været hjem i vores stue. Der skulle have været tændt lys og holdt andagt. Thomas, der elskede musik, skulle være fulgt på den sidste rejse med dejlig musik.
– For at komme igennem sorgen er det så vigtigt, at der bliver taget ordentligt afsked, fastslår Merethe.
Netop derfor vægtede Ebbe og Merethe afskeden endnu mere, da Ebbe fik sin dødsdom som kræftsyg.
Merethe tog orlov fra sit job som friskolelærer på Esajasskolen i Hvidovre og passede Ebbe hjemme, så længe hun kunne. Da han til sidst måtte indlægges på Bispebjerg Hospital, blev hun indlagt sammen med ham og veg ikke fra hans side.
– Selv om det var en hård tid, så er det alligevel den bedste tid, vi har haft sammen. Der var så meget nærvær, 24 timer i døgnet.
De fik talt alt igennem. Også Ebbes ønsker omkring sin død og begravelse.
– Jeg fik lov at læse højt for Ebbe dagen igennem. Om søndagene lyttede vi til gudstjenesten i radioen, og vi havde nadver sammen. Vi har altid holdt meget af musik. Det var en stor hjælp i de sværeste nætter, at vi kunne sætte video og CD med dejlig kristen musik på.
– Den nat Ebbe døde, sad Henrik og spillede klaver på stuen. Det var Ebbes ønske, at Henrik skulle spille de salmer og kristne sange, som Ebbe holdt af. Det gav en ro og en særlig atmosfære på stuen midt i den svære afsked.
– Da Ebbe fik konstateret kræft i 1994, bad vi Gud om ekstra år. Vi fik syv år. Men man bliver aldrig parat til at miste. Den nat Ebbe døde, bad jeg: ”Bare jeg kunne få en dag mere sammen med Ebbe!”
Merethe har stillet alle spørgsmålene, som man uværgeligt stiller Gud i en sådan situation. Alle hvorfor´erne.
– Jeg har ikke nogle færdige teologiske udredninger om livet og døden. Men med Guds aftryk i os betyder det, at Han – selv når han føles langt væk – er på de sørgendes side. Vore tårer vækker Hans ægte medfølelse.
– Job stillede mange spørgsmål til Gud. Hans venner gav ham undervisning i teologi. Men Job havde brug for medfølelse og hjælp til den indre styrke. Halvdelen af Bibelen er klagesange, der handler om mennesker, der har det svært. Ofte kan jeg kun sukke til Gud, fordi jeg er så ked af det.

Sorgen er som et isbjerg

Merethe var sygemeldt i lang tid efter Ebbes død. I al den tid fandt hun stor støtte i at gå i en sorg-gruppe, som hun kom i via hospitalet. Hver uge mødtes hun med andre, der havde mistet deres nærmeste.
– Her kunne jeg tale frit om Ebbes og Thomas´ død. Og om de gode minder fra da de levede. Jeg kunne vise mine følelser, græde, give udtryk for vrede, sorg og magtesløshed, uden at de andre blev skræmte. Vi forstod hinanden fuldt ud.
– Sorgen er som et isbjerg. For hver gang man får lov at tale om den eller græde, smelter noget af bjerget. Derfor er det så vigtigt, at man taler om det, man har mistet, mener Merethe og understreger videre:
– Sorgen tager lang tid. Tiden læger ikke alle sår, men med tiden kan sorgen bearbejdes, hvis man får lov at tale om den. Den hverken kan eller skal fejes ind under gulvtæppet, for så krymper hjertet sammen. Sorgen skal gennemleves.
– Jeg har haft meget brug for kærlighed, lytten, overbærenhed, forståelse og en arm at læne mig til. Jeg tror, at den sørgende kommer igennem krisen alt afhængig af den hjælp, den sørgende får i den første tid efter tabet.
– Det ville være godt, om der i menighederne kunne opbygges et sorg-beredskab med udgangspunkt i et kristent menneske- og livssyn. Et sorg-beredskab, som kunne vise den sørgende omsorg på den sørgendes præmisser, være til rådighed, lytte eller give en praktisk hånd.
– Jeg tror aldrig, jeg kommer over tabet af mine to kære. Smerten over Thomas´ død vil altid være der. Det sår kan aldrig helt læges. Det vil altid præge mit liv. Jeg bliver aldrig den sammen.
– Men trods savn og smerte er jeg nu nået dertil, hvor jeg kan give rum for glæden, og jeg kan i det små række ud til mennesker, der har mistet en kær, og som ligesom jeg befinder sig i sorgen. Jeg forstår dem.
– Thomas skrev musik til en sang, der hedder ”Never give up the hope”. Jeg beder Gud dagligt om hjælp til ikke at give op. Det skylder jeg min søn, Henrik og mine børnebørn, selv om jeg synes, det er svært at være alene, slutter Merethe Due Jensen.