Mordet på Jesu bror Jakob

(Læsetid: 11 minutter)

Efter Jesu fødsel giftede Josef og Maria sig, og fik flere sønner og døtre, som var Jesu „halvsøskende“ – bl.a. fik de Jakob.
I 2002 dukkede der en 1900 år gammel benkiste op i Jerusalem med påskriften: „Jakob, søn af Josef, bror til Jesus“. Hvem var denne Jakob?Efter Jesu fødsel, giftede Josef og Maria sig, og fik flere sønner og døtre, som var Jesu (halv-) søskende.

Kisten af limsten med knoglerne af Jakob er ca. 50 x 28 cm. Knoglerne blev normalt lagt i kisten efter at liget havde været begravet mindst et år. Sådanne benkister blev kun brugt til jødiske familiers begravelser i tidsrummet mellem år 20 f.Kr. og år 70 e.Kr. Det er usandsynligt, at der fandtes andre betydningsfulde personer ved navn Jakob med en far, som hed Josef og en bror ved navn Jesus, som var så kendt, at han også måtte nævnes – på netop det tidsrum. Derfor er eksperter overbevist om, at den er ægte.
Indskriften på kisten lyder oversat: „Jakob, søn af Josef, bror til Jesus“ – og er skrevet på en måde, som kun blev brugt mellem år 10-70. Teksten er på aramæisk, som på den tid blev talt af Jesus og hans familie og disciple.

Vi læser første gang om disse søskende, da Jesus virkede i hjembyen Nasaret, og folket der blev forargede på ham, og sagde: ”Er det ikke tømreren, Marias søn og bror til Jakob og Joses og Judas og Simon? Bor hans søstre ikke her hos os” (Mark. 6:1-3)
Senere læser vi, at Jesus efter sin opstandelse ”blev han set af Jakob” (1. Kor. 15:7).
Derefter læser vi, at Paulus under sit første besøg i Jerusalem som en Jesu disciple, ca. år 35, kalder Jakob og Kefas (Peter) og Johannes for søjler i menigheden i Jerusalem (Gal. 1:19 og 2:9). Derefter læser vi flere gange om Jakob, Jesu bror, som en vigtig leder i menigheden i Jerusalem, hvor han bl.a. optræder som leder af det store apostelmøde og den første missionskonference i Jerusalem i år 49. (Ap.G. 5:6-22)
I Apostlenes Gerninger kan vi følge Jakob, Jesu bror, som en leder i menigheden i Jerusalem, fra år 35, da Paulus besøgte menigheden, og videre ca. år 44 (Ap.G. 12:7), lige før kong Herodes Agrippa I’s død, til Paulus’ arrestation i Jerusalem i pinsehøjtiden i år 57. (Ap.G. 20:16 og 21:17-18).

Ypperstepræst
stod bag mordet

Da var Antonius Felix landshøvding (52-59), og Ananias Nedebeus var ypperstepræst (47-58). (Se Ap.G. 23:1-2 og 24:1-3).
Efter Felix, blev Porkius Festus landshøvding fra år 59-62. (Ap.G. 24:27).
Lige før Festus døde i år 62, blev Annas II Ben Annas indsat som ypperstepræst. Han var søn af Annas I Ben Seth (6-15), som var svigerfar til Josef Bar Kaifas (18-36), og den sidste af Annas I’s fem sønner som indehaver af ypperstepræstembedet.
Annas II hadede Jakob, Jesu bror, som nu var populær, ikke kun i Jerusalems menighed, men også blandt mange af jøderne, som kaldte ham for Jakob den Retfærdige. Ypperstepræsten fik ham myrdet…

Historieskriveren Josefus om mordet

Historie-skriveren Josefus fortæller os i sit værk ”Jødernes historie”, kapitel 9:197-203, om mordet på Jakob.
Josefus kalder endog Jakob for bror af Jesus, ham som kaldtes Messias (Kristus), og fortæller: ”Annas II, mente nu at han havde sin anledning, når Festus netop var død, og Albinus endnu ikke var ankommet. Han sammenkaldte derfor hele Sanhedrin, og fremstillede Jakob bror til Jesus, ham som kaldtes Kristus (Messias), for Det høje råd, sammen med flere andre. Han anklagede dem for at have brudt Moseloven og dømte dem til at skulle stenes.
Men alle i byen, som blev regnet som de klogeste, og som havde den største respekt for lov og ret, blev tynget af sorg over dette. Derfor sendte de i hemmelighed (sendebud) til kongen (Agrippa II 48/53-ca. 100), og bad inderligt om, at han skulle beordre Annas II at stoppe med disse ting (forfølgelsen af de Jesustroende). For han havde handlet ulovlig fra begyndelsen. Nogle af disse drog også til Albinus, som var på vej fra Alexandria, og informerede ham om, at Annas II ingen ret havde til at sammenkalde Det høje råd, uden hans godkendelse.
Albinus var enig i det, de fortalte, og skrev rasende til Annas II og truede ham med straf for, hvad han havde gjort. Som følge af dette tog kong Agrippa II straks ypperstepræstembedet fra Annas II, som kun varede i tre måneder, og Jesus Ben Damneus blev indsat som ypperstepræst i hans sted”. (Så langt Josefus).

Kirkehistorikeren Eusebius’ beretning

Den store kirkehistorikere Eusebius Pamphilus (265-339) omtaler også Annas II’s mord på Jakob, Jesu bror i sit store kirkehistoriske værk. Eusebius bygger også sine informationer på Josefus og delvis på Klemens, som sammen med apostelen Peter havde skrevet brev til Jakob, Jesu bror. Dette er sikkert den Klemens som omtales af Paulus i brevet til Filliperne 4:3, og som senere blev biskop i Rom (ca. år 90-100). Men hovedsagelig bygger Eusebius på den jødiske Jesus-troende forfatter Hege-sippus, som levede under kejser Hadrians tid (117-138), og skrev om Jakobs martyrium i sin femte bog af ”Erindringer”.
Eusebius skriver, bl.a. om mordet på Jakob, Jesu bror: ”Men efter, at Paulus havde appelleret til Cæsar, og var blevet sendt til Rom af (landshøvdingen) Festus, blev jøderne frustreret over, at han var sluppet fra deres snarer, som de havde lagt for ham. De vendte sig derfor mod Jakob, Herrens bror, som var biskop i Jerusalem, indsat af apostlene”.
Eusebius citerer hele Josefus’ beretning om Annas II’ og Det høje råds mord på Jakob. Men han har også en lang beskrivelse af Jakobs martyrium bygget på Klemens og Hegesippus’ skrifter, som jeg her citerer fra: ”Angående Jakobs død, så har Klemens allerede skrevet om hvordan han blev kastet ud fra Templets tårn, og blev tævet ihjel. Også Hegesippus, som levede omkring apostlenes tid, giver følgende detaljerede beskrivelse i den femte bog af hans ”Erindringer”:

Heggesippus om mordet på Jakob, Jesu bror

”Jakob, Herrens bror, blev af alle helt fra Herrens dage, kaldt Jakob den Retfærdige, fordi mange på den tid hed Jakob. Han havde været leder af menigheden i Jerusalem sammen med apostlene, helt til nu. Denne apostel havde været indvidet (som nasiræer) helt fra mors liv. Han drak aldrig vin eller stærke drikke, og afstod fra kød. Han brugte aldrig ragekniv til sit ansigt, han salvede aldrig sit hoved, og han brugte aldrig at bade i de romerske offentlige bad.
Han alene fik lov til at gå ind i helligdommen, og han bar aldrig klæder af uld, men bare lindeklæder. Han havde for vane at gå ind i Templet alene, der fandt man ham ofte ligge på sine knæ i forbøn om tilgivelse for folkets synder. Derfor blev hans knæ hårde som kamelskind, fordi han ofte knælede i bøn for Guds åsyn. Og dette var den virkelig grund til, at han blev kaldt Retfærdig (Zadik) og Oblias, som symboliserede retfærdighed og beskyttelse for folket, som profeter havde profeteret om ham.
Men nogle af de syv (jødiske) sekter, som jeg har omtalt i mine ”Erindringer”, spurgte ham, hvad ”Døren til Jesus” betød. Da svarede han: «Han er Frelseren!» Dette førte til, at mange troede på Jesus som Messias.
Men de, som ledte disse sekter, troede hverken på opstandelsen, eller at Jesus skal komme tilbage og lønne enhver efter hans gerning. Alligevel var der mange, som troede på grund af Jakob – også mange af jødernes ledere. Derfor opstod der stor modstand og uro blandt jødernes skriftkloge og blandt farisæerne, som så, at der var stor fare for, at folket skulle indse, at Jesus er Messias.
De samlede sig derfor og sagde til Jakob: ”Vi bønfalder dig, korrigér folket som nu vildledes til at følge Jesus, som om han var Messias. Vi beder dig om at give folket, som nu kommer til påskefesten, det rette syn på Jesus, for vi stoler alle på dig. For vi, og alle andre, giver dig det vidnesbyrd, at du er retfærdig, og ikke gør forskel på folk. Overtal folket til ikke at blive vildledte af Jesus. Stig derfor op på Templets tårn, så at du står højt oppe, så dine ord kan høres af hele folket, for alle er nu samlet til påskehøjtiden, endog nogle af hedningerne!”
Disse ledende skriftkloge og farisæere placerede derfor Jakob på Templets tårn, og råbte til ham: ”Du retfærdige mand, som vi alle bør tro på, fordi folket er blevet vildledt siden Jesus blev korsfæstet. Fortæl os hvad der er døren til Jesus, ham som blev korsfæstet!”
Da svarede Jakob med høj røst: ”Hvorfor spørger I mig om Menneskesønnen? Han sidder nu i himlene, ved Guds højre hånd, og skal komme tilbage med himmelens skyer.”
Mange som hørte hans stadfæstelse priste sig da lykkelig over Jakobs vidnesbyrd, og råbte: ”Hosianna, Davids søn! Da sagde præsterne og farisæerne til hinanden: ”Vi har gjort en fejl ved at give Jesus sådan et vidnesbyrd. Lad os gå op og kaste Jakob ned, så folket af frygt ikke længere tror på ham”. Og de råbte: ”Åh, Åh, endog Zadik (Den retfærdige) er faret vild”, og de opfyldte Esajas ord (57:1): ”Den retfærdige omkommer, fromme mænd bliver rykket bort, før ulykken kommer”.
De gik da op, og kastede den retfærdige mand ned, og sagde til hinanden: ”Lad os stene Jakob den Retfærdige!” Og de begyndte at stene ham, fordi han ikke blev dræbt i faldet. Men Jakob vendte sig om, og knælede og sagde: ”Jeg beder dig Herre Gud og Fader, tilgiv dem for de ved ikke hvad de gør”. Men de fortsatte med at stene ham, indtil en af præsterne af rekabitternes slægt, som Jeremias talte om, råbte og sagde: ”Stands! Hvad er der med jer? Ser I ikke, at den retfærdige beder for jer!”
Men en af dem, en garver, knuste hjernen på Jakob den Retfærdige med en kølle som han brugte til at banke vasketøjet med.
Sådan led Jakob martyrdøden, og de begravede ham samme dag. Hans gravsten står fremdeles i nærheden af Templet. Han var et trofast vidne, både for jøder og grækere, om at Jesus er Messias.
Og ikke længe efter, invaderede (general) Vespasian landet, og indtog Judea.
”Sådan var det grundige og udførlige vidnesbyrd om Jakob fra Hegesippus, som stemmer helt med Klemens beretning”, skriver historikeren Eusebius, og siger: ”Jakob var altså en så højagtet mand for sin retfærdighed, at det til og med blandt de lærde jøder fremstod den opfattelse af belejringen af Jerusalem, som begyndte lige efter, skete på grund af den forbrydelse som jødernes ledere havde gjort mod ham.” (Så langt historikeren Eusebius).

Ben-kisten

Nu har arkæologerne fundet Jakob den Retfærdiges sidste jordiske hvilested med Jesu navn påskrevet, og navnene på to andre vigtige Nytestamentlige personer Jakob, Jesu bror og hans far Josef.
De fleste lærde har altid været enige om, at Jesus har levet på vor jord. Men intet fysisk arkæologisk bevis fra det første århundrede (da Jesus skal have levet) er fundet før nu, da skelettet af Jakob, Jesu bror blev fundet – dateret til år 63.
Jøden Hershel Shanks siger om dette fund: ”Dette bygger en bro over tidsgabet til vores egen tid. Min reaktion på dette arkæologiske fund består mere af ærefrygt, end af begejstring”. Shanks fortæller, at det nu planlægges at Jakob, Jesu brors skelet, skal udstilles i Ontarios kongelige museum i Toronto, Canada, i forbindelse med et stort årsmøde for bibelske videnskabsfolk.

Referancer:

Internet; CNN.com I Science Space. 22/10-2002.

The Works of Josephus; Oversat af William Whiston. Hendrickson Publishers Peabody 1992. Side 537-538.

Caiaphas Tomb. Biblical Archaeological Review. Sept. – Oct. 1992. Side 28 – 31.

Eusebius Pamphilus: The Feciesiastical History. Oversat af Isaac Boyle. Baker Book House Grand Rapids 1992. Side 75 – 78.

The International Dietionary of the Christian Church. Zondervan 1974: Ciement of Rome side 234 – 235. Hegesip pus, side 457.

Læs også