‘Udsolgte Jesus-sandaler’ er kommet af hylderne

Kvickly nåede at sælge næsten alle de stærkt kritiserede strandsko med Maria og Jesus-motiver, inden kritikken blev så massiv, at restlageret blev trukket tilbage fra kædens butikker.

Sandalerne er købt fordi de er smukke og moderne, og det har ikke været hensigten, at støde mennesker, siger informationschef Jens Juul Nielsen fra Coop Danmark.

Tilbagetrækningen sker efter, at Kvickly og Coop Danmark har modtaget usædvanligt mange skarpe reaktioner fra alle dele af den danske befolkning.
Kritikken er kommet fra en bred række af kristne organisationer og kirker, præster og biskopper samt indvandrere fra Mellemøsten. Alle mener, at man træder på Jesus og Jomfru Maria, hvis man går i sandalerne.
– Det har ikke været Coop Danmarks opfattelse, at der ville være den tolkning, siger informationschef Jens Juul Nielsen fra Coop Danmark
– Sandalerne er købt, fordi de er smukke og moderne, og det har ikke været hensigten, at støde mennesker.
Det har været afgørende for Coop Danmarks beslutning, at en så bred del af befolkningen har følt sig stødt.
– Men det er stort set for sent, for Kvickly-kæden har næsten fået udsolgt strandskoen, så muligheden for en tilbagetrækning er ved at være udtømte, siger informationschefen.

Komisk fejl

Samtidig med tilbagetrækningen, har blandt andet Erik Christensen, som arbejder med liturgi ved Katolsk Bispekontor, fundet ud af at manden på den blå sandal ikke forestiller Kristus, men apostlen Judas Thaddæus. Guldmedaljen omkring den portræterede persons hals og den stav, han holder, viser, at det er Judas (ikke Iskariot).
Biskop Jan Lindhardt, Roskilde, mener det gør hele sagen komisk, mens næstformand for menighedsrådet i Vordingborg, Johannes Kulis, holder fast på sin politianmeldelse af Kvickly for overtrædelse af straffelovens paragraf om blasfemi, uanset om billedet forestiller Jesus eller ej.

Debat om symboler

– Sandalsagen er et udtryk for, at der er en fælles forståelse af, hvad der er helligt, der er ved at forsvinde ud i den blå luft, siger Haderslevs biskop Niels Henrik Arendt til Kristligt Dagblad.
– Før har der været konsensus omkring visse grænser, men de grænser er væk. Vi har mistet den instinktive omgang med det hellige. Derfor trænger vi til en debat om hvordan vi bruger symboler.
– Jeg tror, at der snart kommer et tilfælde, der minder om situationen med sandalerne. Der må være noget, der er helligt, ellers har vi ikke noget at hæfte den fælles moral op på, siger Niels Henrik Arendt.