Pludseligt opsving for trosmenighed

Der har været stille omkring Københavns Bibeltræningscenter en tid. Men i mandags startede hele 200 på bibelskole. Og i sidste uge blev over 50 kinesere ”døbt med Helligånden”…
I Københavns Bibel-trænings Centers nye lokaler på Slotsherredsvej i Vanløse har håndværkere og menighedsmedlemmer knoklet på højtryk for at blive færdige til bibel-skolestart i mandags.
Omkring 200 elever har meldt sig til trosmenighedens bibelskole, fra alle samfund, både danskere og udlændinge. Allerede i sidste uge, da Udfordringen kiggede forbi i byggerodet, var en forskole med 59 kinesere i fuld gang.
– Vi havde en pragtfuld dag i går fortæller ”pastor Jens”, som medarbejderne ynder at kalde Jens Garnfeldt, manden der startede KBC for 16 år siden – på et mekanikerværksted i netop Vanløse, for øvrigt.
Kineserne er på forskole, fordi de ikke har fået fat i de bibelske grundsandheder som frelse, omvendelse osv., forklarer han.
– Alle kinesere, med undtagelse af to, kom frem til forbøn for at blive døbt med Helligånden. Efter undervisningen, spurgte tolken, der tolkede til engelsk, om ikke han måtte blive den første, der blev bedt for. Og snart begyndte han at tale i nye tunger.
– Derefter bad vi for alle de andre, og inden vi så os om, lå de rundt på gulvet og lo og var som fulde. Jeg måtte nive mig selv i armen…
KBC har fået kontakt med de mange kinesere gennem en enkelt kineser, som besøgte menigheden. Og da kinesere har et fantastisk netværk, begyndte kinesere, der var ved at afslutte en videregående uddannelse her i landet, at melde sig til bibelskolen.
– Vi kunne have fået over 100, fortæller Jens Garnfeldt, men vi tog et personligt interview med dem alle sammen og udvalgte kun dem, der virkelig var kommet for at indvi deres liv til Gud og dygtiggøre sig til tjeneste i hjemlandet.

Studierektor Martin Bergsøe, pastor Jens Garnfeldt og daglig bibelskoleleder Jan Hansen har fået hænderne fulde med det nye bibelskolehold – midt i byggerod

Katolsk rektor

Det var Martin Bergsøe, nyudnævnt studierektor, som forestod samtalerne. Bergsøe er tidligere katolsk pater, men kom i konflikt med biskoppen for et par år siden i forbindelse med en vækkelse blandt teenagere i hans kirke i Nykøbing Falster. Han valgte at gå ud af kirken og starte ”Bibelværk-stedet” i byen, en uafhængig frikirke med stærke bånd til KBC. Martin Bergsøe kører nu hver dag til Vanløse for at lægge den teologiske linie på skolen.
I mandags sluttede så yderligere 140 elever sig til skolen, så elevtallet nu er oppe på omkring 200.
– Vi har taget et stort ”jump”, siger Jens Garnfeldt. – Vi udeksaminerede kun 50 her i foråret. Og det er fantastisk, at vi nu har bl.a. kinesere under vores indflydelse i 9 måneder og kan tale til dem frit fra hjertet uden at blive overvåget, som vi ville blive det i Kina.
Skolen har både en 1. og en 2. årgang. 1. årgang skal mødes i den 600 m2 store mødesal i det tidligere BG Bank hovedkvarter, der nok er nymalet, men endnu mangler tæpper på gulvene. Forhal, forkontorer og bogsalg er heller ikke klar, ”men det må vi tage efterhånden”, som Garnfeldt udtrykker det. 2. årgang mødes i et sidelokale, der i sammenligning ser rigtigt godt ud.
Hvor kommer eleverne fra?
– De danske elever kommer fra stort set alle frikirker og retninger inden for folkekirken. Også dem fra udlandet. Det er den mest tværkirkelige forsamling, man kan tænke sig, fortæller han. – Der er både forkyndere og almindelige kristne mellem hinanden.

50.000 i husleje

Kirken lejer sig ind i de i alt 2300 m2 for 50.000 kr. om måneden, en pris Garnfeldt kalder favorabel og kun er kommet i stand, fordi menigheden tager et slæb med istandsættelsen. KBC har med sine 200 voksne medlemmer en fornuftig økonomi. Et hurtigt regnestykke viser, at det er 250 kr. om måneden pr. medlem, men så er lønninger til menighedens 4 pastorer og mange aktiviteter ikke regnet med…
Men hvad har I gjort for at få så utroligt mange elever på bibelskolen?– Ingenting, faktisk, ud over nogle annoncer i Udfordringen. Det er, som om Gud har gemt os væk en tid – for der har været stille omkring os længe – indtil dette her. Det er, som han ville ”make us and break us” for at føre os igennem en modning…

200 elever samlet mandag i KBC’s lokaliteter, der stadig mangler en hånd


Artiklen fortsætter efter annoncen:



KBC er modnet

Du har en plakat på væggen om forholdet mellem Danmark og Tyskland, hvor der står: Vi er under samme himmel. Er I blevet mere åbne og favnende over for andre kristne?
– Ja, der er sket en modning i de 16 år, menigheden har eksisteret. Jeg var 23, da vi startede, nu er jeg 39. Selvfølgelig sker der en vækst i karakteren. Før havde vi en ungdommelig stil, proklamerede store ting uden at have styrken til at gennemføre det.
– Selv om vi stadig tror, at Gud vil gøre store ting for Danmark, kunne de store proklamationer let føre ungdommeligt hovmod med sig. I dag gør vi tingene i stedet for at snakke om det, siger Jens Garnfeldt, og slutter med et lille hjertesuk:
– Vi var uvise dengang – men modsat var der heller ingen åndelige fædre, som kunne sige til os: Hør her, hvis I bliver ved på denne måde, fører det hertil. Hvad med at gøre sådan i stedet.
Der fattes stadig åndelige fædre med format i Danmark, mener han, for selv om han gennem et interview i Udfordringen for ca. 5 år siden gav en undskyldning, der har lægt personlige relationer på man-ge planer, har han ikke fået et officielt gensvar, f.eks. i erkendelse af, at den etablerede kirke ikke formåede at tackle den unge trosbevægelse.
De nye lokaler indvies den 2. weekend i oktober. Den første uge henvender man sig kun til de ”ikke-kristne” i nabolaget gennem tre møder med Charles Ndifon. Indvielsen ugen efter erstatter den sommerkonference, man for første gang pga. lokaleproblemer måtte springe over i år. Her medvirker den efterhånden velkendte Teresia Wairimu fra Kenya og Robert Kayanja, der har 100.000 medlemmer i sin kirke i Uganda.