– Frygt må ikke afholde os fra at møde vores næste, om han er indvandrer eller dansker, mener sognemedhjælper og teolog Rajesh David:
– Vi må se hinanden som mennesker

Du kom selv fra Indien til Danmark for to år siden og arbejder i dag blandt indvandrere på Amager. Med den indgangsvinkel til søndagens tekst, hvad får du så ud af den?- Jeg tænker på indvandrerne i det her land. At rejse fra Jerusalem til Jeriko var meget farligt. Faktisk helt frem til 1930. Man kan synes, det er en stor risiko, manden i lignelsen løber, og på en måde hans egen skyld, at han begiver sig alene ud på en så farefuld rejse og falder i røvernes hænder.
– Når indvandrere og flygtninge kommer til Danmark, er det ikke deres egen skyld. Man forlader ikke bare sit land og alt, hvad man ejer og har kært, tager sine børn og familie med og flytter til et andet land for sin fornøjelses skyld. Der er en grund til det. Det kan være deres hjemlands regering, sult eller krig, der er skyld i det.
– Min danskfødte kone og jeg var missionærer i Indien, men måtte på grund af repressalier flygte til Danmark for to år siden. Jeg fik et chok, da vi kom til Danmark, og jeg i medierne blev præsenteret for et meget negativt billede af indvandrere. Det første indtryk, man som flygtning eller indvandrer får, er: ”De kan ikke lide os!” Det er meget sårende.

Rajesh David er ansat som sognemedhjælper i Mødestedet for nydanskere på Amager. Han er desuden præst i den lutherske frimenighed, Hjørnestenen på Nørrebro

Hvad mener du om præstens reaktion, da han ser manden ligge såret og berøvet på vejen?


– I Det gamle Testamente står der, at en jødisk præst ikke må røre ved en død person. Han kan miste sit job i templet, hvis han gør det. For præsten var de kirkelige ceremonier altså vigtigere end folk på gaden.
– Jeg er selv uddannet teolog og præst i en frimenighed og kan let selv blive optaget af de kirkelige handlinger. Men teksten minder mig om, at det er vigtigere at komme ud at tale med folk. Der er så mange mennesker, der er sårede og har brug for, at jeg taler med dem, måske beder med dem. Det er så vigtigt at have fokus på mennesker frem for dogmatik og ceremonier. Vores prædikener i kirken må blive til handling.

Hvad med levitten?


– På den tid var det almindeligt, at røverne brugte et bandemedlem på vejen til at lokke rejsende i baghold. Måske var levitten bange for, at den sårede mand var en fælde, og at røverne ville ligge i baghold og fange ham, hvis han stoppede op og så til manden på vejen.
– Vesten er meget præget af en individualistisk tankegang. Jeg præges selv af den. Man tænker på sig selv først. Men kristendommen er så modsat egoisme. Jesus kom og gav sit liv for os. Vi skal følge hans eksempel.
– Det er vigtigt at være forsigtig. Men vi må ikke lade frygten styre os. Nogle gange er vi bange for hinanden, fordi vi ikke kender hinanden. Da min familie og jeg flyttede ind i et rækkehus i et område, hvor der mest bor danskere, inviterede vi vores naboer til middag. Den ene nabo havde mange fordomme mod indvandrere, men de faldt, da hun mødte en indvandrer, og vi kunne tale sammen. Dialog og respekt for hinanden er altafgørende.

Så er der til sidst samaritaneren?

– Ja, og samaritanerne brød jøderne sig ikke om. Dem anså de for hedninger. Men samaritaneren var mere interesseret i mennesket fremfor dogmer.
– Hvor er det vigtigt, at vi ikke sætter folk i bås som indvandrere, muslimer eller hinduer. Jesus kom ikke kun for at frelse jøderne, men hele verden. Alle har brug for Jesus. Vi må tænke på hinanden som mennesker, der har et hjerte. Måske er hjertet såret, måske er der brug for hjælp. Hvis vi kan møde hinanden på den måde, så tror jeg, vi kan finde ud af at leve sammen her i Danmark.


Artiklen fortsætter efter annoncen: