”Teknologi gi’r vækst”

I USA har megakirkerne tiltrukket sig forretningslivets opmærksomhed
Megakirker er ikke meget anderledes end store virksomheder, skriver det ledende forretningsmagasin „Forbes” under rubrikken „Kristen kapitalisme“…
– Velkommen til mega-kirkernes ”mega-business”, hvor pastorer ofte agerer som administrerede direktører og bruger forretningstaktik til at få deres menighed til at vokse, skriver det internetbaserede magasin.

Ren teknik

I sidste uge publicerede „Forbes.com“ en analyse af de største kirker i USA, bl.a.: Lakewood Church i Houston, Texas, med 25.060 medlemmer, World Changers Ministries i College Park, Georgia, med 23.093 medlemmer og Potters House i Dallas, Texas med 18.500 medlemmer. Alle kirker har deres eget musikstudie, eget pladeselskab, forlag, adgang til at sende via satellit og dagligt ”talk-show”.
– En af grundene til at megakirker er så store som de er, er at de bruger dagens teknologi, udtaler en Gene Jackson fra en ”underleverandør”, der leverer teknisk udstyr til kirker: – Vi kan hjælpe små kirker med at blive store ved hjælp af teknologi, lover han og udgiver ifølge Charisma Magazine denne måned bogen ”PastorPreneur” (- titlen et ordspil på ”entrepreneur”).

Lidt statistik

Et andet magasin, Church Growth Today, der følger megakirkernes udvikling, oplyser, at der i 1970 kun var 10 megakirker i USA. I 1990 var tallet vokset til 250. I dag er tallet helt oppe på 740 megakirker, altså kirker med over 2000 medlemmer.
Magasinet oplyser endvidere at megakirkernes gennemsnitlige gudstjenestebesøgende ligger på 3.646 – det er 4 pct. flere end sidste år. Væksten skyldes, at op mod halvdelen af de store kirker gør brug af medierne for at tiltrække sig nye medlemmer.

Bill Hybels et godt eksempel på forretningsprincipper i kirkelivet, skriver Forbes
Ros til Bill Hybels

Forbes anbefaler alle religiøse ledere at tage et nærmere kig på Bill Hybels som startede Willow Creek Community Church tilbage i 1975 ved at gå rundt fra dør til dør og spørge folk, hvad der holdt dem væk fra kirken. Han var en af de første præster til at bruge video, drama og moderne musik i gudstjenesterne. Magasinet citerer bl.a. en sociologiprofessor Michael Emerson: – Hybels har vist, at kirker kan bruge marketingsprincipper og stadig være autentiske.