Sammenbragte familier er bare anderledes
Mine, dine og vores børn. Den sammenbragte familie har mange udfordringer, mener familieterapeut og brevkasseredaktør Peder PoulsenIdealet er stadig den lykkelige førstegangs kernefamilie. Men virkeligheden er for mange en anden. Med det voksende antal skilsmisser i Danmark, bliver der flere og flere sammenbragte familier. Også i kristne kredse.Det oplever Peder Poulsen i sin praksis som familieterapeut i Randers.- Det er helt klart sværere at være en sammenbragt familie. Ikke mindst, fordi hver især kommer med hver deres forhistorie. Den må de leve med, og de må gensidigt anerkende hinandens. Der er børn, der hører til en anden familie. Og der er voksne, som nu har flere familie-historier bag sig.
– Både skilte og ikke-skilte kan blive enige om, at skilsmisse er noget skidt, understreger Peder Poulsen, der også er brevkasseredaktør i Udfordringen.
– Nogle tror, at en skilsmisse løser alle de problemer, man kan have indbyrdes som par. Det er ikke tilfældet. For forældreskabet fortsætter, og derfor er man nødt til at være i samspil med sin eks-ægtefælle, selv om man ikke længere er gift. Man skal altså både forholde sig til sin eks og sin nuværende ægtefælle. Det gør det sværere og kræver meget arbejde.
– Modsat kan de erfaringer, der høstes ved en skilsmisse, give det nye forhold mere kvalitet, fordi det har givet en større ærlighed og selverkendelse. Det ønsker man at lade den nye ægtefælle og familie komme til gode.
– Noget positivt er, at en sammenbragt familie tvinges ud af den isolation, som kernefamilien er. De er en slags stifindere, der skal finde ud af det sammen. Målet må være en kludetæppe-familie, der giver plads til mangfoldigheden og har sin egen charme. Det er en anderledes familie. Som sammenbragt familie er det en nødvendighed at være large om ikke andet så for børnenes skyld! siger Peder Poulsen.
– Mange har sår med i bagagen fra deres tidligere familie-historier, den familie de voksede op i og deres forliste. Det kan bevirke, at de måske er lidt mere spørgende og cementeret og kan have svært ved at turde være sig selv bekendt og være nærværende. Følelsen af at have misset den, skræmmer dem måske, mener Peder Poulsen og understreger, at der er en stor fare forbundet med straks at kaste sig ud i et nyt forhold efter et forlist ægteskab.
– Så brænder man inde med sin sorg og den proces, der er nødvendig for at komme videre.
– Man kan ikke forlange, at ens nye ægtefælle skal forstå, at man går og sørger over sin eks. Hvorfor sørger du over Yvonne, når du har mig?
– Jeg mener ikke, man skal lægge censur på sig selv eller hinanden. Men man må tage vare på sig selv. Hvis den ene har behov for at snakke om sin sorg og forhistorie, og den nye ægtefælle ikke kan holde ud at høre på det, må han/hun sige: Jeg forstår, du har brug for at snakke om det. Men du må snakke med en anden om det.
– Har man et langt forløb bag sig, står man i fare for at sammenligne sin nye og gamle ægtefælle. Men det er uudholdeligt for Frank at høre, hvad John plejede at gøre. Den nuværende ægtefælle må i sådanne situationer sige: Jeg anerkender den periode i det liv og din historie, men nu inviterer jeg dig til at komme ind i vores historie.
Udfordringen er især stor, når der allerede er børn i forholdet. Her understreger Peder Poulsen vigtigheden af respekten for barnet.
– Hvis der for eksempel er en mor og et barn i forvejen, så er mor og barn en familie. Som ny ægtefælle kan man ikke forlange at få barnets plads, at mor og jeg går forud for barnet. Drømmen om de to voksne sammen hører den første familie til. Den duer ikke i en sammenbragt familie, som man som ny ægtefælle er bragt ind i.
– Man må vedstå sin jalousi mod barnet, fordi man ikke kan få den plads, man forventede. Det fører ikke noget godt med sig at slås med barnet om den plads.
– Man kan derimod prøve at adoptere barnet, i al fald forsøge at forstå den smerte og frygt for forkastelse, som barnet bærer på. Det er vigtigt at kunne snakke om det og give barnet lov til at reagere og sørge over tabet af sin familie. Barnet selv vil altid føle loyalitet overfor en anden forælder, og det vil altid bære på ønsket om at se sin familie sammen igen.
Men hvordan forholder vi os i menigheden og som pårørende eller venner til den sammenbragte familie?
– Den familie, der bliver skilt, er en del af den udvidede familie, menigheden. Vi er hinandens søskende og til for hinanden.
– Som forældre har vi det ideal, at vores børn skal være lykkelige og dermed heller ikke skilles. Det sker ikke i vores familie! Men det sker. Også i menigheden. Også selv om vi ikke ønsker det. Så må vi gennem en proces, hvor vi må acceptere, at vi stadig er i familie og bliver nødt til at komme til det nye bryllup.
– Når vi tager det alvorligt, at vi er i familie, må vi også se os selv som ressourcer for hinanden. Så kan jeg sige: Jeg vil være hos min bror, så han kan få hjælp til, at det lykkes den gang! slutter Peder Poulsen, der også er cand.theol. og præst i Den Evangeliske Frikirke i Randers Nord.
Næsten 100.000 danskere lever sammen med børn, der ikke er deres egne, men er bragt ind i ægteskabet fra tidligere forhold.
85 procent af alle børn på fire år bor sammen med deres biologiske forældre. Når de bliver 18 år, har omkring hver tredje oplevet et samlivsbrud.
Børn på gule plader af Marie Scott Poulsen, Forlaget Politiken.
Stedfamilien en anderledes familie af Nancee Noel Kempler og Christine Byriel, Reizels forlag.
