Godt nyt i Matrix?
„The Messiah“ is back

Alligevel er den afsluttende film i trilogien ikke meget bedre end 2’erenMan tager: 1. en stak „moderne“ kampsportstegnese-rier, 2. nogle avancerede computerspil, 3. en masse filosofisk/religiøs spekulation, herunder ikke mindst en „omvendt“ Platon, …… 4. forestillingen om den „store“ kærlighed, dvs. den kærlighed der vil gøre alt for den anden – blander det og placerer det i en pc-/IT-kontekst – og så har man Matrix.

Neo med sin højt elskede Trinity („Matrix Revolutions“: Sandrew Metronome Filmdistribution)

I Matrix Revolutions, der havde verdenspremiere 5. november, går det hele over gevind – og herefter er det i alle fald ikke muligt at tage Matrix alvorligt. Man mister både følelserne for personerne og følingen med begivenhederne. Det hele er skruet vildt op i tempo, effekter, action, com-puteranimation. Dertil kommer alle de informationer, som slynges ud, og som nærmest forudsætter, at man for at kunne følge med – tænker ligesom de to Wachowski-brødre (trilogiens manuskriptforfattere og instruktører).

Hvorfor et sådant sammensurium?

Matrix-trilogien er et monstrøst sammensurium af ideer, og man kan godt få den tanke, at de er løbet lidt af med Larry og Andy, og spekulere på, om de tre film holder for et nærmere, mere dybdegående studium, om de er den omvendte historie af „Kejserens nye klæder“. „Han“ har i høj grad noget på, men er tæt på at være hul indeni. Måske ligger der her en civilisationskritik: en advarsel mod informationsteknologien med de uendelige muligheder og den evindelige og forvirrende strøm af informationer, fordi vi ikke kan følge med, selv om vi gør, hvad vi kan – og derfor bliver overfladiske, tvivlende, „hu-le“. IT skaber buldrende tønder (som fx Matrix-trilogien?). Relevant for forståelsen bliver da også den franske rationalistiske filosof Descartes’ „Om alt bør der tvivles“. Spørgsmål, der må stilles – og rejse tvivlen – her, er: Hvorfor gør eller siger vi det, vi gør eller siger? Hvorfor vælger vi, som vi gør? Er vi „programmeret“ til det?

Neo – her lidt ophængt – i sin afsluttende og afgørende konfrontation med Agent Smith („Matrix Revolutions“: Sandrew Metronome Filmdistribution)
Også en kristen inspiration

Men, hvad så med frelseshistorien i Matrix? Efter at Neo i slutningen af Matrix Re-loaded havde valgt kun at ville redde Trinity, bliver han i Matrix Revolutions nærmest tvunget, ikke mindst af netop Trinity, til at påtage sig rollen som menneskehedens frelser – for det er først, da han endegyldigt (?) har mistet sin store kærlighed, at han går ind i rollen – og fuldfører den, faktisk liggende med armene bredt ud, som om han ligger på et kors. Slutningen af filmen viser, at Wachowski’erne i høj grad har hentet inspiration fra bl.a. den kristne tro (om at tro på en frelser, der er død, men nok skal vende tilbage), men der rumsterer alt for meget andet i kulisserne til, at den umiddelbart kan bruges som endnu en Kristus-allegori.

– Men tro bliver til tvivl

Min anmeldelse af Matrix Reloaded (i uge 22) sluttede jeg af med at skrive: „Hvad vil den overhovedet sige os? Svaret må hænge i luften til november…“ Det kunne være en understregning af troens betydning, for troen sejrer trods alt – og dog: for er det kun en drøm, noget der er „programmeret“, en forestilling blandt mange andre og uden hold i virkeligheden – eller …? Matrix-trilogien skaber mere forvirring end afklaring og kan derfor også forstås som en trilogi om, hvordan tro kan blive til tvivl som grundvilkår i et IT-samfund.


Artiklen fortsætter efter annoncen: