Der er brug for en „gadebibel“

Ugens kronikør er færdig med at sidde passivt og vente på vækkelse…Jeg vil gerne dele visionen om en dansk Street Bible med jer, men først vil jeg fortælle lidt om mig selv.Af Solvej Nyborg Allen
Solvej er sammen med sin
mand, David, leder af en
Vineyard-menighedsplantning
i Roskilde

Det er egentlig ret vildt, at vi sådan efter et halvt liv som „civile“ har kastet os ud i at lede en menighed, men vi har lige siden vi mødtes på Christ for the Nations Bible Institute i Dallas, Texas, for 21 år siden, gået med sådan et kald og „kuller“ i maven. Vi har bare ikke lige kunnet finde et format, der passede ind i, at vi kunne lede som de typer, vi nu engang er.

Roskilde Vineyard

Efter at have været med i lederteamet i København Vineyard gennem de sidste par år, hvor vi også deltog i et mentorforløb under præsten Flemming Mølhede, blev vi „sluppet løs“ og startede en menighedsplantning i Roskilde i november sidste år.
I begyndelsen mødtes vi på vores rummelige andensal hjemme hos os. Siden januar har vi holdt gudstjenester hver søndag eftermiddag på Kulturhuset i Roskilde, og vi er allerede blevet mange flere, også nye mennesker helt udefra, der er kommet til tro.
Det er det fedeste ved at være på Kulturhuset. At folk godt „tør“ komme, fordi de alligevel bruger huset til så meget andet i ugens løb, og så virker vi ikke så farlige.
Gudstjenesten er også ret afslappet. Vi sidder rundt om caféborde og har en kaffepause mellem lovsangen og prædikenen, hvor vi kommer lidt tættere ind på hinanden og snakker på kryds og tværs.
Der kommer alle mulige typer, og måske fordi vi selv er et par lidt „skæve“ eksistenser, får vi lov til at møde andre af samme støbning, der går rundt og tænker på, om der mon „er mere mellem himmel og jord“.
Der snakkes og profeteres så meget i karismatiske kredse om „den dag vækkelsen kommer“, og mange kristne sidder på deres dertil IKKE indrettede og venter på, at Gud skal kaste en eller anden ildbombe, der hedder vækkelse.

„Street Bible“ er meget populær i Sverige
Kom i gang

Vi har også selv ventet på den måde i mange år, men for nogle år siden da jeg var i bøn sammen nogle veninder, gav Gud mig et ord: „I har hørt, at I skal „spise brød til“ – men jeg siger: Gå ud og bryd det brød I har til de sultne. I har hørt, at I skal „klappe hesten“, men nu kalder jeg jer til at komme op på hesten og ride ud i den høstmark, der ligger lige for øjnene af jer“.
Der var mere i det profetiske ord, og det talte meget stærkt til mig, for jeg havde faktisk kørt på lavt blus mht. at nå folk udenfor min lille fold. Ventet på et eller andet „big bang“ fra Himlen, der skulle zappe mig og kalde mig på en bestemt måde, før jeg for alvor gik i gang. Men nu sagde Gud „Kom i gang!“.
Og selv om vi har travlt nu, hvor vi i menighedsplantningens første fase stadig bibeholder vores civile jobs, er det bare så skønt endelig at fungere i det, vi altid har drømt om: At se mennesker komme til tro og blive forvandlet, også selv om de måske ikke lige kommer fra en såkaldt „pæn“ baggrund. Og det er også spændende at være præster som par, hvor jeg er lige så involveret som min mand i præstegerningen og vi skiftes til at prædike. Det er nemlig på tide, at Gud får sig lidt girl-power!

Kynisme

Siden vi har startet kirkeplantningen har vi modtaget en del underlige mails og andre henvendelser om forskellige trosprojekter, som vi absolut MÅ være med i. Spektret dækker alt lige fra tilfangetagne missionærer i Nigeria som vil give vores kirke en million (bare vi sender 1000 $!) – til fornuftigt lydende danske tiltag om fællesfremstød af evangelistisk art.
Kald det bare kynisme, men vi plejer efterhånden at tage dem allesammen med et gran salt og i stedet koncentrere os om de behov, der er lige for næsen af os, dem er der nemlig mange af!

Street Bible

Dog fik jeg for et par måneder siden en svensk mail med en indbydelse til et orienterende møde på Drejervej omkring „Street Bibles“. De svenske initiativtagere havde sendt den ud til alle de sjællandske kirker, de sådan lige kunne finde ved at surfe på Nettet.
Vi havde egentlig ikke tænkt os at involvere os i dette heller, men da jeg alligevel skulle på Drejervej den dag i forbindelse med mit SALT-studie, valgte jeg at blive derinde og tage mødet med.
Det viste sig at være et meget troværdigt og initiativrigt svensk par, der i mange år har været missionærer i Tyskland. Deres organisation hedder „Bible for all Nations“.
De har tidligere udgivet Street Bible til unge i Tyskland, lanceret på en stor ungdomsmesse, samt i Sverige, hvor den blev lanceret på Hultfreds-festivalen, som svarer til vores Roskilde-festival. Herhjemme har de været med til at trykke og redigere Biker Biblen, som åbenbart bliver revet væk i motorcykelkredse.
Nu er deres vision at udgive en norsk og en dansk Street Bible og lancere den danske på Roskilde-festivalen til sommer, hvortil de også vil sende et team unge svenskere til at evangelisere.

I trit med tiden

Jeg blev ret imponeret over den svenske udgave af Street Bible. Lækkert lay-out, der appellerer til unge, flotte farver, levende vidnesbyrd fra „rigtige mennesker“ i begyndelsen og afslutningen, lidt om kristne bands, og hvorfor de spiller, samt en side, der hedder „Hvordan bliver du en kristen?“.
Ca. 30% af de vidnesbyrd der er i, kan oversættes og genbruges i den danske udgave, men der skal også nye vidnesbyrd i fra danskere.
Jeg blev så tændt, da jeg så denne Bibel, at jeg straks lovede at oversætte de vidnesbyrd, der skal genbruges, samt indsamle nogle fra unge danskere, der har mødt Gud på en stærk måde. Der er også links til en masse kristne hjemmesider mm., så den er helt i trit med tiden.
Projektet finansieres ikke ved, at man støtter med penge „ud i luften“, men at man køber et antal bibler, som man så kan bruge ved evangelisation. Hvis man f.eks. køber 150 bibler, får man en annonce bagi med sit website eller en lille indbydelse til sit ungdomsarbejde.
Her udover kan man annoncere yderligere som kirker, og i den svenske udgave er der også private firmaer, der annoncerer.
Når man snakker med de unge i forbindelse med uddelingen, kan man vise dem sin annonce bagi. På den måde knyttes en naturlig kontakt mellem kirken og personen, så opfølgning er nemmere.
Jo flere kirker, der committer til at købe nogle, des flere mennesker når vi, og des billigere bliver trykningen.
Jeg for min del er i hvert tilfæde færdig med at sidde og vente på et „Big Bang“ af vækkelse. Jeg er i fuld gang med at forsøge at møde folk der, hvor de er, og jeg har opdaget, at der virkelig er mange dejlige mennesker, der er søgende og gerne vil „smage og se at Gud er god“, hvis vi bare serverer hans godhed på en spiselig måde. Og dertil er den nye Street Bible efter min mening et rigtig godt redskab.


Artiklen fortsætter efter annoncen: