Hellere være sær end tvær…

Jo mere, man prøver at undgå at være sær, jo mindre lykkes det for en. Er vi skabt til at ligne hinanden, eller er det i orden at føle sig original? Stod det til janteloven, gjaldt det vel næsten om at opføre sig som kloner. Ikke noget med at skille sig ud. Hvorfor er der fx så mange grå biler? Man tør måske ikke føre sig frem i sprælske farver?
Ifølge Præd. 7,29 skabte Gud menneskene, som de bør være; men de har så mange sære ting for. Det kan jeg skrive under på. Se bare alle de sære mennesker omkring en. Nå, jeg kan begynde med mig selv, på krydstogt gennem 50 år:
– I børnehaven måtte jeg som krokodille hos tandlæge råbe „Av, min tand“. Jeg var god til at krybe.
– Så kom jeg en gang til at skubbe til en bakke med mælkepenge, femører der blev stablet. Så måtte jeg krybe.
– Engang på Grønland skulle jeg køre en gummiged ned fra „en klat bjerg“. At bruge bremsen var halsløs gerning. Så hellere i gear og lidt omdrejninger på. Så krøb jeg ned stille og roligt med motoren bremsende.
– Nu, vi er ved det rullende materiel, så cyklede jeg som brudgom på tandem. En måde at holde takt på. Siden har det knebet med både takt og tone. Men jeg har stadig den samme kone.
Så vidt et lille indblik i mit lidt sære livsforløb. Hvor sært kan det være?
Det er ikke utilgiveligt at være sær. Faktisk er det helt legitimt. At dyrke sine særheder kan føre til mere, end hvis man lader sig opsluge af kedelig konformitet. Giv eller gør Gud ære ved at leve dig ud med de særheder, du nu en gang har med i bagagen!
Min bedstefar tog først sine sko på og trak så bukserne på bagefter, for så blev skoene pudset på den måde. Kan særhed mon ligge i generne?
Nå, men hellere være sær end tvær.

Evan Straarup
Buschauffør