Tid til jul

Julen nærmer sig. For børnene er der åh, så lang tid til juleaften. For forældrene flyver dagene afsted.

Både børn og voksne kan få noget sjovt ud af trylledej. Her er inspirationen til et ophæng hentet fra eventyret om Hyrdinden og Skorstensfejren.

Der er julearrangementer i både børnehave, på skolen, til spejder og i kirken; julefrokoster med kollegaerne, og så er der alle julegaverne, som skal købes for ikke at tale om juleforberedelserne sammen med børnene. Det ender ofte med, at en tid, der var tiltænkt hygge og samvær, bliver til stress og jag, som bare skal overstås. Og så går charmen af julen.
Måske er det en idé at sænke ambitionsniveauet. Især når man er børnefamilie. Oftest er begge forældre udearbejdende, og det betyder altså, at julen ikke kan blive, „som vor mor lavede den”.
For børn skal alt helst være som sidste år, for at det bliver „en rigtig jul”. Derfor kan det være en god idé at satse på en enkelt juletradition eller to, så det ikke bliver for krævende. Hvad kan I lide at lave sammen?
Hos undertegnede er det f.eks. blevet en tradition, at mor og datter laver juledekorationer inden den første søndag i advent, og far og datter henter juletræ, når vi nærmer os juleaften. Begge dele noget, vi synes, er rigtig hyggeligt. Det betyder så, at vi køber os fra småkager, knas og det meste julepynt.
Arrangementerne kan der også skæres ned på. Man kan ikke være med til alt og kan ikke behage alle. Kunsten er at begrænse sig. Det kan godt være tante Signe bliver ked af, at I ikke kommer til æbleskiver den første søndag i advent, som familien plejer, men måske får I til gengæld en hyggelig dag sammen som familie.
Hvad er vigtigst?
Også julegaveræset kan der dæmmes op for. Enten ved at droppe gaverne til „den udvidede familie” eller også ved at lave julegave-aftaler, der er til at overskue for alle. Igen handler det om, hvad du/I kan lide og overskue, hvis december måned samtidig skal blive en hyggelig tid for alle.
Her på siden er der nogle idéer, der kan være til inspiration, og som ikke er særlig krævende for hverken børn eller voksne.

Selv de helt små kan være med, når en stor tændstikæske med pasta og guld forvandles til en dekorativ gave

Julebrunch

Skift familiefrokosten før eller efter juleaften ud med en julebrunch. En brunch kan tilrettelægges efter, hvor meget eller lidt, man ønsker eller har overskud til at gøre ud af det. Det er mere uforpligtende og kan sagtens være på sammenskuds-basis.
Den lette udgave kan f.eks. indeholde brød fra bageren, ost, syltetøj, pølse, røræg og bacon. Der kan suppleres med hjemmebag, pandekager og youghurt med frugt og sirup, som man har lyst eller tid til.
Julebrunchen kan også suppleres med, at mændene måske tager nogle af børnene med ud at fælde juletræer, mens kvinderne bliver hjemme med de øvrige børn og laver julepynt eller julebager.

Pakkekalender

Hvad giver man bedste- eller oldeforældre, der ikke ønsker sig det store? En idé kan være at skifte julegaven ud med en pakkekalender til hele december måned. Voksne og ældre bliver spændte som børn, når de hver dag skal åbne en ny gave. Så er der noget at se frem til.
Igen kan gaverne planlægges efter pung og tid. Et stykke julepynt, et lille lys eller en pakke servietter er gode gaver. De kan evt. suppleres med hjemmelavede gaver som små glas med havregrynskugler, marmelade og småkager eller gipsaftryk af en barne-hånd, trylledejsfigurer osv.
Man kan evt. slå sig sammen med andre familiemedlemmer om gavekalenderen.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Her har Nicoline på 6 år lavet en figur i trylledej af Tomme-lise på Åkanden
Figurer i trylledej

Trylledej er altid et sikkert hit for børn. Men også voksne kan være med, og man kan få en hyggelig tid sammen med at lave alt fra julepynt til juletræet til krybbespil og ophæng.
Figurerne kan males og lakeres. Maling og lak købes i hobbyforretninger. Yderligere inspiration kan hentes i diverse bøger om trylledej – f.eks. „Juleting i trylledej” af Bente Breindahl og Lone Penstoft, Olivia eller „Eventyrlig trylledej” af Anne Skødt, Klematis.
Brandgod gaveidé
Denne gave-idé er så enkel, at selv de helt små kan være med, og den er et sikkert hit til forældre, bedsteforældre eller moster og onkel. På en husholdnings- eller pejsetændstikæske limes forskellige pasta-figurer (Ikke kogte – selvfølgelig!). Bagefter sprayes der med guld-, sølv- eller glimmer-spray. (Det er noget giftigt stads, og sprayeriet skal gøres af en voksen – helst i det fri.) Så har du en smuk, dekoreret gave lige til at pakke ind.

Opskrift på trylledej:

Bland 8 kopper mel, 3 kopper fint salt, 3 kopper varmt vand og 2 spsk. madolie, og ælt det godt i 5-10 minutter. Store figurer skal bages i 3-4 timer ved ca. 150 grader. Små og flade modeller cirka 2 timer ved 100 grader.


Artiklen fortsætter efter annoncen: