„Elsk Gud og hinanden“

Dove Award-vinder for nyeste navn 2003, Paul Colman Trio, var på kort visit i Danmark og gav koncert i Hillerød og VejleDet australske band Paul Colman Trio (PC3) lagde vejen forbi og gav 2 koncerter i Danmark.Vi er i Vejle missionshus på en trist gråvejrsdag. Paul Colman slænger sig i sofaen og tager det stille og roligt. Man mærker trætheden efter gårsdagens koncert i Hillerød.
Han nyder opholdet i Danmark og er glad for at være her.
– Det at være i Danmark betyder meget for mig.
Da jeg var lille, havde jeg en drøm om at spille min egen musik i hele verden. Nu er jeg i Danmark og synes, det er helt fantastisk, fordi det er et nyt land, med nye mennesker, og et nyt kapitel af min drøm, siger Paul Colman.
Ud over Paul på guitar består PC3 af Grant Norsworthy, bas, og Phil Gaudion, trommer. PC3 er på Europa-tour for at promovere deres nyeste internationale album One, og har i den forbindelse lagt vejen forbi Danmark.

Fra koncerten i Vejle Missionhus. Foto: Henrik Møller

„Gud skabte musikken til fællesskab“

– Dét, der er så stort ved musik, er, at den ikke behøver pas for at krydse grænser. Den går på tværs af sproglige og kulturelle grænser. Vi forstår alle det musikalske og åndelige sprog.
Jeg tror, Gud skabte musikken for at bringe mennesker sammen, så vi kan mærke Guds kærlighed som fællesskab, siger Paul.
I samme åndedrag understreger han også, at musikken ikke blev skabt for, at PC3 skulle blive kendt, men for at Gud skal blive kendt.

Jobbet er en tjeneste

For Paul Colman er det vigtigste ikke at sælge en masse cd’er og få PC3 til at gå til tops på hitlisterne. Folk skal opleve Gud, når de er til en koncert.
Paul ser sit job som en tjeneste, men ved også, at han skal forsørge familien hjemme i USA. Så det er nødvendigt, at han tjener penge.
– Men når vi kommer i himlen, får man ikke en pris for at have tjent en masse penge, fremhæver Paul.
PC3 flyttede til USA for at tjene penge, så de kunne komme til Europa:
– I USA er man én ud af mange gode kristne musikere og prædikanter. At være i Europa er meget mere udfordrende og radikalt – det er ’cutting edge’!, forklarer Paul.
– Folk i USA har en større tro på sig selv, uden at de er arrogante. Jeg fik selv styrket selvtilliden og har siden følt det som et springbræt til at komme videre.
One
Det nye album One har Paul skrevet i USA. Om grunden til titlen One, svarer Paul:
– Jeg tænkte over, hvilket budskab de kristne havde brug for at høre netop nu. Jeg følte at budskabet skulle være:
„Ét med Gud og
ét med hinanden.“

Titlen One refererer til Jesu bøn i Johannesevangeliet kapitel 17 ’…at de alle må være ét’. Alle sange på One handler ikke om det, men det er cover-tema.
Cd’en er minded på kristne, men alle har brug for at høre dette budskab, siger Paul.
– You can’t have one without the other! Du kan adskille de to ting. Du skal være i kontakt med Gud for at elske mennesker, forklarer Paul.
PC3 ønsker ikke at slå folk i hovedet med en Bibel, men vil gerne give publikum „små bidder af himlen“.
Paul fremhæver alle de gange i historien, hvor folk har forladt Gud og sat deres lid til egne evner.
– De troede, at deres liv ville gå godt, at ægteskabet ville holde, eller at der ikke ville væ-re krig, vold, mord eller had, men der skete det stik modsatte.
Lader vi Gud forsvinde ud af billedet, forsvinder Guds velsignelse og fred, siger Paul.

Det ultimative mål

For PC3 er det ultimative mål at ’Elske Gud og elske andre’:
– Hvis dit mål var at spille for 20.000 og der kun kom 70, eller dit mål var at frelse mennesker og de ikke ville, så har du ikke nået dit mål.
Var vores mål kun at promovere vores cd og musik, kunne vi heller ikke nå målet.
Men er dit mål at elske Gud og elske andre i alt, du gør, kan du altid nå målet, siger Paul.
Man mærker, at budskabet kommer lige fra hjertet.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



PC3 består af Grant Norsworthy på bas, Paul Colman på guitar, og Phil Gaudion på trommer.

Tid med Gud

Paul fortæller, at efter koncerten i Hillerød sad han på sit værelse og bad.
– Jeg fortalte Gud, at jeg var ked af de dårlige ting, der er i mit hjerte. Og jeg begyndte at skrive en sang, som handler om, at Gud er den eneste, jeg vil leve for, og han er den eneste, jeg behøver.
– Jeg forstår ikke, hvorfor det har taget så lang tid for mig at forstå det, erkender Paul.
– Hvad Jesus prædikede om tilgivelse og nåde, findes kun i kristendommen. Uden Guds nåde havde vi intet.
– Som mennesker vil vi gerne have kontrol over situationen og skabe vores eget liv. Men vi modarbejder Guds plan, ved at vi hele tiden ønsker selv at være i kontrol.
– Vi kan ikke skabe vore egne liv ved blot at se på, hvad vi selv kan. Vi har brug for Guds nåde og tilgivelse.

De be’r sammen

PC3 bruger også tid sammen i bøn, som gruppe. De udfordrer og sliber hinanden af, ligesom enhver anden gruppe, der er tæt sammen hele tiden.
Paul trækker et frisk eksempel frem fra aftenen før.
– 20 minutter inden koncerten i Hillerød havde Grant og jeg en intens samtale. Grant udfordrede mig til at arbejde med nogle ting i mit liv.
Selv om udfordringer kan være hårde, gør Grant det af kærlighed og ønsker kun det bedste, siger Paul.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



På turne

Hvordan er det at være på turné?
– Det er spændende, men jeg savner min familie, flyver det ud af ham.
– Dét er det sværeste ved at være af sted, men der er heldigvis ikke så lang tid tilbage af tournéen, siger Paul. Glæden lyser ud af øjnene ved tanken om snart at se familien.
Paul udtrykker stor begejstring for at have rejst i så mange lande og set så mange forskellige kulturer og håber, at han kan vende tilbage til Danmark med sit nye soloprojekt.
– Jeg er blevet nød til at give PC3 en pause og finde guitaren frem og lave noget på egen hånd. Ikke alle valg i livet er lige nemme og det her har været et hårdt et af slagsen, fortæller Paul.
PC3 ligger stille et stykke tid, fordi det økonomisk er svært at få det til at løbe rundt, når der er så mange medlemmer i bandet, som nu.
Colman håber at kunne gå i gang med soloprojektet i februar måned næste år.

Må ikke gå i stå

– Bono fra U2 sagde en gang: At når man bliver ældre vil man gerne være omgivet af mennesker, der er samme sted i livet, som en selv. Men det medfører at man bliver mindre kreativ og går i stå.
– Modsat er det i musikkens verden. Jeg er egentlig en lidt doven person, men den går ikke her. Man skal hele tiden udvikle sig og ikke komme til at stå stille. Folk regner med dig og forventer, at der sker noget nyt. Der er ikke tid til at være doven, slutter Paul henslængt i sofaen.

Koncert uden brugsvejledning

Aftenens koncert i Vejle Missionshus, var en koncert der ikke behøvede en brugsvejledning. PC3 gav den, hvad den kunne tåle og alle kunne være med.
Musikken var en frisk gang pop/rock, krydret med nogle stille ballader, som alligevel ikke helt var så stille.
Personligt syntes jeg PC3 godt kunne have vist lidt mere af deres talent, for der er ingen tvivl om at de er dygtige.
De store overraskende elementer, som gør at man spidser ører, udeblev. Jeg manglede feelingen af nogle fede live-lækkerier.
Efter 2 timers glad musik, og et lidt specielt, men sjovt, ekstranummer, gik vi derfra med en god oplevelse rigere.