Forklaring midt i juletravlheden

Du er i Netto for at handle ind. Pludselig hører du et vræl af en anden dimension og ser et lille barn, der er ude at handle med sin mor. Til din store forargelse ser du, at moren giver barnet en ostehaps for at få ro! Alle dine alarmklokker ringer! „Hvad er det for en dårlig mor? Mødre nu om dage, typisk altså. De „køber“ deres børn for at få ro. De kender ikke til et godt gammeldags NEJ!“. Har du nogensinde tænkt noget i den retning? (Hører jeg et lille ja?).

Det skræmmer mig lidt, at jeg selv er så hurtig til at dømme folk som „dårlige mødre“, „sure gamle mænd“ osv. Er vi ikke nogen gange lidt for hurtige til at sætte andre folk i bås?. „Dårlige mødre-båsen“, „gammel dame, der ALTID skal snyde i køen-båsen“ osv.
Måske er der en fornuftig forklaring på, hvorfor folk reagerer, som de gør. Måske er „den dårlige mor“ den type, som altid siger nej til sit barn, men denne ene gang har barnet lige været hos lægen og fået vaccine og græder, fordi hun har ondt. Derfor giver moren hende en ostehaps.

Jeg har fulgt med i et norsk reality/naturprogram. I et afsnittene ser man en af de kvindelige deltagere sidde meget stille hele tiden, og de andre kommenterer, at de ikke kan lide hende, fordi hun holder sig for sig selv. Hun er en „outsider“, mener de, og derfor stemmer de hende hjem. Efter udstemningen forklarer hun for hele gruppen, hvordan hun dagen før havde fået besked om, at hendes far var død, men at hun ikke ville sige noget om det for ikke at ødelægge turen. Derfor var hun så stille! Dårlig smag i munden.

Ofte, ja næsten altid, er der en forklaring på, hvorfor folk reagerer på underlige måder. Måske er den sure mekaniker ellers altid den søde mekaniker, men netop i dag har han fået at vide, at han er gået konkurs? Den ubehøvlede pædagog plejer måske at være sød og venlig, men lige i dag er hendes mand gået fra hende? Hvem ved.
Lad os give hinanden lidt nåde og forståelse. Jeg kunne i hvert fald godt bruge lidt.