Krøller, pelshatte og morgenkåber
Som klæderne skaber folk, skaber folket sit land hvad kan heraf uddrages?To vigtige faktorer i det, som gør Israel til et helt unikt land, er altså det tøj, som pryder gadebilledet, og de mennesker, som gemmer sig inde bag.
Lad os tage en typisk elevatorblikssituation, som den kunne forekomme i Jerusalems gader – oppe fra og ned (er man nybegynder indenfor vurderingen af ortodoks jødisk påklædning, ville manøvren sikkert gentage sig flere gange under let måben).
Det første, som fanger mit blik, er en stor, cirkulær brun pelshat; 20 cm høj og 35 cm i diameter på øjemål. Ned langs mandens ansigt hænger to lange krøller – allerede nu er to vigtige forskrifter opfyldt: du må ikke blotte din isse, og du må ikke klippe håret af ved din tinding. Så langt så godt.
Mit blik opfanger nu glimtet af noget skinnende – det får mit nysgerrige øje til at rykke en tak længere ned, og minsandten om manden ikke bærer en satinlignende morgenkåbe – sort og med tilhørende bælte om livet. Endnu en etage ned og vi når til de hvide strømpebukser, som leder opmærksomheden helt ned på groundfloor de sorte laksko.
Jeg må bare erkende, at forklaringen på hans påklædning fra hals og ned er mig stadig ukendt, som så meget andet ved de kære ortodokse, som jeg må ryste på hovedet over, og holde af.
Aldrig har jeg oplevet så sammensat et folk som jøderne. Et folk indvandret til Israel fra alle verdenshjørner – med al den forskellighed i sprog og kulturbagagen, som det nødvendigvis må medføre.
På samme tid har jeg aldrig (i mit unge liv) oplevet et folk udgøre en sådanne enhed – holdt sammen af ønsket om et land, men ikke mindst af den religion, som fastsætter deres gøren, laden og påklædning i større eller mindre grad.
Den religion som satte den samme dagsorden for 2000 år siden – tænk at få lov at opleve nogle af de mennesker, som Jesus kunne have gået i blandt i moderne udgave – et Guds folk, tugtet og elsket af ham.
At få lov at tjene og elske dem – det er en gave.
Af Rebekka Lykke Ringgaard
Udsendt som volontør af
Ordet og Israel