– Jeg blev vred, når andre talte om Gud

Marianne Hansen voksede op i Jehovas Vidner, men meldte sig ud, da hun fyldte 18 år.

Marianne voksede op i Jehovas Vidner og var ofte med sin mor til møder. Men da hun blev 18, havde hun fået nok og forlod både hjem og bevægelsen. Flere år senere mødte hun Gud et helt andet sted.
Marianne voksede op i Jehovas Vidner og var ofte med sin mor til møder. Men da hun blev 18, havde hun fået nok og forlod både hjem og bevægelsen. Flere år senere mødte hun Gud et helt andet sted.

I flere år kunne hun ikke holde ud at høre andre snakke om Gud.

Marianne Tausen Hansen er født i julemandens hjemland – Grønland. Da hun var 2 år, blev hendes mor medlem af Jehovas Vidner. Det kom til at præge opvæksten og hele familien.

– Da min mor blev medlem af Jehovas Vidner, påvirkede det os alle sammen. Min far ville ikke have noget med det at gøre. Han var vokset op i et kristent hjem på Færøerne, men det mærkede vi ikke til derhjemme. Min mors nye tro tog fuldstændigt over, fortæller Marianne.
I dag er Marianne 40 år, gift og mor til ikke mindre end seks børn, tre drenge og tre piger. Familien bor i dag i Hoptrup i Sønderjylland.
Som barn var Marianne med sin mor og sine 2 søskende til møder i Jehovas Vidner 3-4 gange om ugen. Som 14-årig valgte hun at lade sig døbe – i troen på, at det hun lærte i Jehovas Vidner, var det rigtige.
Året før var Mariannes storebror ellers blevet udstødt, da han som 18-årig meldte sig ud af bevægelsen. I Jehovas Vidner lærer man, at man ikke må have kontakt med dem, som forlader troen. Storebroren boede dog fortsat i kælderen hjemme hos familien.
– Han måtte ikke spise sammen med os, og det var kun min far, som indimellem snakkede med ham. Jeg turde simpelthen ikke, husker Marianne og fortsætter:
– Jeg var bange for både Gud og de ældste (ledergruppen i Jehovas Vidner). Men min bror og jeg havde altid haft et nært forhold, og jeg savnede ham. Så efter nogen tid sneg jeg mig ned i kælderen og snakkede med ham. Men det var der hurtigt nogle, der fandt ud af.
Marianne blev derfor indkaldt til et møde med de ældste, som advarede hende om konsekvensen af kontakt med broren: Hun ville bare ende som ham; frafalden og fortabt.
– Jeg prøvede derfor at overbevise min bror om at komme tilbage til Jehovas Vidner, så vi kunne blive den familie, vi havde været før, og jeg ville jo også gerne have ham med i Paradis, forklarer Marianne.

Opbrud

Et par år senere da Marianne var 17, begyndte hun sammen med sin veninde at tænke mere over det, de lærte i bevægelsen.
– Vi kom begge to til det punkt, hvor vi tænkte, at ”det her – det kunne ikke være Gud”, og vi var enige om, at vi ville forlade Johovas Vidner, husker Marianne.
Men da det kom til stykket, turde veninden ikke gøre alvor af det. Hendes far var en af de ældste, og hun var bange for konsekvenserne. Marianne derimod holdt fast i sin beslutning, og hun var knap fyldt 18, før hun bekendtgjorde over for sin mor, at hun ikke længere ville være Jehovas vidne.
Hun besluttede at flytte hjemmefra samme dag, og det endte med, at hun pakkede alle sine ting i sin mors bil og kørte rådvild rundt i Nuuk, uden at vide hvad hun nu skulle gøre. Stort set hele hendes netværk var i Jehovas Vidner, og morens grønlandske familie havde hun ikke meget kontakt til. På det tidspunkt læste Marianne på Nuuks Erhvervsskole, og hun endte med at opsøge en studiekammerat, som inviterede hende til at bo hos sig.
– Jeg troede stadig på Guds eksistens, men nu var der jo faldet en dom over mig. Mit liv ville ende med fuldstændig tilintetgørelse, og jeg frygtede, at dommedag ville komme, og Gud ville dømme mig. Jeg havde dårlige nerver i lang tid efter, men jeg holdt fast i min beslutning, fortæller Marianne.
Mariannes far blev først meget vred over hendes hurtige beslutning om at flytte, men efter et par måneder ringede han og undskyldte, og det gode forhold blev genoprettet.
Marianne havde på det tidspunkt fået en kæreste, og sammen var de flyttet i kollektiv. Først da sønnen Casper blev født 3 år senere, fik Marianne igen kontakt med sin mor og sin 11 år yngre lillesøster.

Gift, skilt og gift

Marianne blev gift med Caspers far, men allerede efter et par år knagede forholdet.
– Vores forhold var ikke bygget op på det rette grundlag, og det skabte utroskab og mistillid.
Vi flyttede til Danmark for at studere og i et forsøg på at redde forholdet. Men det gik bare ikke, og i 1998 blev vi endeligt skilt, siger Marianne.
Marianne blev i Danmark med Casper, men måtte opgive studiet, da Casper havde det svært efter skilsmissen.
– Mit liv efter skilsmissen handlede om at få styr på mine følelser, det gik heller ikke så godt. Jeg gik ofte i byen og til fester. Jeg fik nogle venner, som måske ikke var det bedste selskab, og de forkerte kærester, som ikke ville have noget med min søn at gøre. Så i min uendelige søgen efter det gode liv og med en indre panik om, aldrig at komme til at lykkes som mor og som kvinde, virkede det hele totalt håbløst. Jeg besluttede derfor, at jeg ikke ville have en mand igen nogensinde, da de jo ikke var til at stole på, fortæller Marianne.
Men en dag var hun på besøg hos sin storebror, som også var flyttet til Danmark, og her mødte hun færøske Hargar, som hun i dag er gift med. Det var kærlighed ved første blik. De bliv gift, og Hargar adopterede Caspar.
– Han tog os begge med storm, griner Marianne.

Fra frygt til vrede

Mariannes forhold til Gud var i de mellemliggende år vendt fra frygt til vrede. Hun kunne ikke holde ud at høre andre tale om Gud. Selv radioavisens monotone oplæser mindede hende om tiden i Jehovas Vidner, og hun ville straks slukke radioen.
Men Hargar havde det noget anderledes. Han var vokset op i en familie, som måske gik i kirke til højtiderne, ellers ikke, og han ville rigtig gerne snakke om Gud. Han kunne endda finde på at lytte til Bibelen på kasettebånd, hvilket gjorde Marianne rasende.

Til Færøerne

I 2001, fire år efter at Marianne var kommet til Danmark, flyttede familien til Færøerne.
I mellemtiden var datteren Yasmin kommet til verden.
Kulturen på Færøerne mindede meget om Grønland, og Marianne følte sig straks hjemme. Èn ting brød hun sig dog ikke om:
– Alle steder hvor jeg kom hen, hørte jeg om Gud. Der var andagter i radioen, og hver gang man tog hjem fra et besøg, fik man altid et ”Jesus være hos dig” med på vejen. Min fars familie, som alle var kristne, inviterede os ofte med til et kristent møde. Men vi sagde altid nej, fortæller Marianne.

Et anderledes møde

En weekend var der et specielt møde med en afrikansk taler, Theresa Varimo, som også bad for syge, og Hargar ville rigtig gerne med til mødet. Til sidst indvilligede Marianne i at tage med. Nu skulle hun vise Hargar, at alt det med Gud var opreklameret og ikke sandt.

Da de ankom til idrætshallen hvor mødet skulle holdes, var den første, de mødte, Mariannes onkel. Det var Marianne ikke begejstret for. Det ville nemlig betyde, at alle i familien ville vide, at hun havde været med til mødet.
– Men så snart jeg trådte ind i selve mødehallen, var det som om, jeg glemte alle mine fordomme og alt det negative, jeg havde imod alt, der handlede om Gud. Stemningen optog og opslugte mig, husker Marianne.
Der lød sang og musik, og hallen var fyldt med mange forskellige typer mennesker.
I Jehovas Vidner havde Marianne været vant til, at mændene kom i jakkesæt og kvinderne i kjoler, som det var forventet. Men her var alle mulige mennesker; unge, gamle, sorte, hvide, nogle med piercinger og endda nogle med grønt hår. Nogle stod op, andre sad ned. Og alle var med til at synge til Gud.
– Jeg tænkte meget over, hvordan folk så ud, hvordan de var enige om at lovsynge Gud. Og pludselig mærkede jeg Guds nærvær, hans kærlighed – det var helt vildt.
Jeg blev bare så fascineret. Jeg blev overbevist om, at det her – det var Gud. Her var der ikke plads til noget ondt, husker Marianne.
Oplevelsen betød dog ikke, at Marianne helt overgav sig. Men samme aften ringede hun til sin mor, som hun ikke havde talt med længe.
– ”Mor, jeg tror altså, at jeg har fundet det rigtige – jeg tror, jeg har fundet sandheden”, sagde jeg til min mor. Hun forsøgte at advare mig mod det, da hun troede, at det var inspireret af det onde. Men der var så meget kærlighed og Guds nærvær, at jeg vidste, at det var umuligt, siger Marianne.

En anden vej til Gud

Oplevelsen gav Marianne lyst til at søge Gud i fred og ro. Hun fandt en Bibel frem og begyndte at læse i Johannes Evangeliet i Det Nye Testamente.
– Da jeg kom til kapitel 14, vers 6, hvor Jesus siger til dis-ciplen Thomas ”Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig”, skete der noget. Jeg blev overbevist om, at jeg ikke skulle igennem Jehovas Vidner for at få frelse, at jeg ikke skulle igennem Jehovas Vidner for at blive elsket af Gud. Og jeg skulle ikke ved hjælp af gode gerninger leve op til noget som helst.
Jeg forstod nu, at jeg måtte igennem Jesus for at komme til Faderen, fortæller Marianne.

Marianne og Hargar begyndte sammen at gå til kristne møder og gudstjenester, og i løbet af nogen tid tog de begge et valg: De ville give deres liv til Jesus.
De begyndte at komme i en kristen frikirke, og de inviterede ofte mennesker, de mødte på gaden, med hjem. De ville dele deres nye liv med så mange som muligt. Noget de stadig gør den dag i dag.
– Jeg er så taknemlig for at have fået et forhold til Gud, og jeg vil ikke bytte det for noget andet. I dag har jeg en fantastisk familie. Efter at vi fandt Jesus, eller at Jesus fandt os, har vi fået drømmefamilien, for nu er vores forhold bygget på Guds værdier, og han kender os bedst, slutter Marianne.

Marianne er uddannet klinikassistent, men er for tiden hjemmegående, da datteren Naya på 6 år har et handicap, som kræver ekstra indsats. Fritiden bruger hun på at male. Se flere malerier på www.mariannegalleri.com
Marianne er uddannet klinikassistent, men er for tiden hjemmegående, da datteren Naya på 6 år har et handicap, som kræver ekstra indsats. Fritiden bruger hun på at male. Se flere malerier på www.mariannegalleri.com