Ungkirke får nye ledere

Simon og Maria-Lee Jakobsen fortsætter efter et års forældreorlov som præstepar i Aalborg Citykirke, bl.a. som tovholdere for søndagsgudstjenesterne.

Efter syv år som ungdomspræstepar for UngKirke i Aalborg takker Simon og Maria-Lee Jakobsen af. Mathias og Josefine Schrøder er klar til at overtage tjansen.

Den 27. august var sidste dag for Simon og Maria-Lee Jakobsen som ungdomspræstepar og ledere af UngKirke i Aalborg Citykirke.

Efter syv år på posten er tiden nu inde til at give stafetten videre, og menigheden indsatte i stedet Mathias og Josefine Schrøder som nyt ungdomspræstepar samme dag.

Simon Jakobsen og Maria-Lee har valgt at stoppe som ungdomspræstepar og ledere for UngKirke i Aalborg Citykirke. De kan se tilbage på en tid med massiv vækst blandt de unge både i tilgang, antallet af UngKirke-netværksgrupper og omfanget af unge i frivillige tjenester. UngKirke er i dag karakteriseret af stor trivsel og et tætknyttet fællesskab.

– Det kan man bl.a. takke Simon og Maria-Lee for, da de trofast er gået forrest i lederskab, omsorg og frivillighed. Det ses tydeligt, at det smitter af på de unge, som i dag leder en række centrale tjenester i menigheden og fylder mange vigtige roller på tværs af hele menigheden, siger Dan S. Jacobi, præst i Aalborg Citykirke.

Mathias og Josefine Schrøder
blev den 27.8 indsat som ungdomspræstepar i Ungkirke.

Det har også været under Simon og Maria-Lees lederskab, at UngKirke Lovsang har taget fart med masser af ny musik og flere udgivelser over de seneste år.

Stafetten for UngKirke er givet videre til Mathias Schrøder, der har sin baggrund i Missionsforbundet i Vadum og er kommet fast i Aalborg Citykirke i nogle år. Han er gift med Josefine Jacobi Schrøder og læser dansk på Aalborg Universitet. Mathias blev fra august i år ansat i en studenterstilling og vil sammen med UngKirke-teamet lede UngKirke videre. Mathias og Josefine blev indsat som ungdomspræstepar i Aalborg Citykirke den 27. august 2017.

Udfordringen

Om Udfordringen

Udfordringen giver dig kristne nyheder og emner fra ind- og udland hver uge.

Del artiklen! (Klik på ikonerne nedenfor)
Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someonePrint this page