At elske med vilje

Midt i en skov i Sverige var kristne fra hele Norden samlet for at finde ud af, hvordan man, som det hedder på engelsk, kan praktisere ”Loving on purpose”, eller elske med vilje.

(Læsetid: 5 minutter)

Idyllisk ser det ud, når man kommer på Vineyard Nordics Summer Camp i Sverige. Campen ligger i en smuk skov ned til en sø. Men der var også god grund til at finde de gode følelser frem, for campens tema handlede om at elske.

På grund af frikirkens beskedne størrelse i Norden har der i mange år været en fælles Summer Camp for de nordiske lande. Og selvom Vineyard de senere år er vokset meget i Danmark med mange nye kirker i både Rønne, Aarhus, Odense og Helsingør, så foregik campen endnu engang i Nyhem i Sverige.

Der var dog flere deltagere end nogensinde før, da især de nye danske Vineyard-kirker havde flere nye med. Heraf var der mange unge. Knap 1300 deltagere var i alt med.

Det var, ligesom i Danmark, også en meget varm uge i Sverige, så der blev flittigt badet ved den smukke, afkølende skovsø og man nød det gode vejr.

Del den evige fremtid

Talerne var hentet ind fra de nordiske lande plus blandt andet engelske Tom Murphy, som i mange år har været præst i den store Trent Vineyard i Nottingham. Han talte om, hvordan vi kan vise Guds kærlighed i vores hverdag og om Guds kærlighed. Han fortalte, hvordan han i mange år sad på tilskuerrækken og ikke rigtig vidste, om Gud var noget for ham.

– Men der kommer et punkt, hvor man pludselig kan se klart og forstår, at Gud elskede med vilje. Ikke så vi kunne have et dejligt og let liv, men så vi kunne have en evig fremtid. Og man ser den pris, Jesus betalte for os. Det er overvældende. Og det er Helligåndens arbejde i os, som overbeviser os om behovet for at have en relation til Jesus.

Norske Arne Skagen udfordrede til at dele troen på Jesus med alle og enhver på alle mulige måder. Og at se det som en kærlighedshandling i sig selv.

– Vi er først og fremmest kaldet til korset, til Jesus Kristus. Uden den relation kan vi ikke nå ud til andre mennesker. Så pas på dit hjerte. Og vær følsom overfor Helligånden. Ikke mindst når du ser på mennesker. For det meste, når Gud taler til mig, så er det ikke med klare ord. Så er det en følelse i hjertet, forklarede han om at leve et vejledt liv.

En underlig profetisk kirke

Svenske Andreaz Heden talte om, hvordan det er vigtigt, at vi ikke glemmer eller neglicerer det profetiske element i kirken.

Midt i hans tale om, hvordan profeterne ofte var underlige og ikke blev accepteret, kom Guds nærvær over ham, og han fik selv nogle krampeagtige, underlige bevægelser, som passede meget godt til budskabet – til stor morskab blandt forsamlingen!

– Hvorfor er der profeter? Jeg tror de er sat der for at opmuntre kirken og minde os om at være tro mod vores profetiske kald. Det er ikke for at lave et profetisk show, det er for at kalde vores sande natur frem. Vi er et underligt folk, med en underlig vision om et nyt Rige, som kommer, sagde han og opmuntrede til, at vi offensivt taler dette budskab ud til magter og herskere i verden.

– Vi har brug for profeterne, så vi ikke glemmer, hvem vi er, understregede Heden.


1. Hvad var den mest positive oplevelse du havde?
2. Hvordan synes du det var at være på en lejr med så mange nationaliteter?
3. Følte du, at Gud talte til dig om noget specifikt på campen?

Belize Umuhoza, 23 år.
1. Dåben bliver jeg altid rørt over. Det er en gave at få lov at se den forvandling mennesker gennemgår, når de siger ja til troen. Min egen tro bliver styrket samt bekræftet på ny, når jeg glædes over Gud sammen med andre.

2. Det er fedt at opleve, at selvom vi er så forskellige, kan vi alligevel enes og lære noget af hinanden.

3. Jeg følte, at Gud sagde til mig, at jeg skal begynde at give slip på negative tanker om mig selv og glædes over, at han ser mig i et andet lys. Er det let? Nej, men det giver mig et håb om, at noget bedre er på vej.

 

Christine Stig Andersen, 25 år
1. Jeg synes, at højdepunktet for min camp var Stockholm Vineyards præst Andreas Hedens prædiken. Den inspirerede mig meget.

2. Det synes jeg var fint, men jeg må indrømme, at jeg primært fokuserer på at lære danskerne at kende.

3. Jeg tror, at jeg fik en generel påmindelse om, at Gud betyder noget for min livsanskuelse, og at jeg konkret ønsker at tale det mere ud i min hverdag

 

 

Mads Rødvig, 25 år
1. Jeg tror, at det mest positive for mig, er den måde hvorpå lejren er opbygget, hvor der både er plads til at holde ferie i skøn natur, hænge ud med vennerne og samtidig mulighed for at høre interessante taler, fantastisk forskelligartet lovsang og spændende seminarer om fx hvad der sker i Vineyard i Thailand & Myanmar.

2. Det var helt fantastisk. Det var bl.a. dejligt at opleve, at på trods af vores forskelligheder, så nød vi hinandens fællesskab og blev klogere på hinanden. Jeg synes, at specielt volleyturneringen og det at være frivillig på summercampen gav mange gode oplevelser og nye venskaber på tværs af nationaliteterne.

3. Jeg følte, at Gud sagde til mig, at vi skal blive bedre til at tale om tabubelagte emner i vores kirker. Det kan eksempelvis være forskellige afhængigheder, stress og depression, hvilket der desværre er flere og flere mennesker, som rammes af.

Vi skal også i vores kirker tage vores del af ansvaret, når det kommer til udbrændte ledere, mennesker som er blevet såret/svigtet pga. kirken mv. Jeg fik også dette bibelvers: Lad os tage os af hinanden og opmuntre hinanden til at vise kærlighed og gøre godt – Hebræerbrevet 10:24

Læs også