Elsker skaberværket os?

(Læsetid: 3 minutter)
Af Trine Izabella
Linde Hedegaard

I en verden med stigende forurening, fældning af regnskove og uddøende dyrearter, elsker skaberværket så stadigvæk os? Min klare overbevisning er helt klart: JA. Det er på trods af vores overforbrug og ignorance som vi, især i de sidste århundreder, har budt jorden.

Professor Robin Wall Kimmerer underviser i miljøplanlægning og miljøvidenskab på SUNY College i New York. Hendes studerende er ofte unge, ivrige miljøaktivister, som med stor længsel ønsker at redde verden. Det spændende ved professor Robin Kimmerer er hendes tilgang til forholdet mellem mennesker og natur. Hun stiller altid sine studerende to spørgsmål. Det første spørgsmål er: Elsker du naturen? Hver eneste hånd i lokalet ryger op. Det næste spørgsmål hun stiller, er: Tror du, at naturen elsker dig? Hver eneste hånd i lokalet ryger ned igen.

Jeg ville gerne være en flue på væggen, når professor Robin Kimmerer efterfølgende forklarer sine studerende, at det er netop her, vi har problemet. Når vi taler om miljø i dag, er det generelle syn, at vi mennesker blot er en ødelæggende parasit i jordens øjne. At vi ikke er andet end forbrugere, som bare tager og tager og derudover ikke bidrager med noget tilbage til naturen.

Men sådan står der ikke i Bibelen. Helt fra begyndelsen gav Gud os budet om forvalterskab. Vores måde at give tilbage til jorden, skal være igennem et godt og ydmygt forvalterskab. Kort forklaret: det er naturen, der giver frøene, menneskene, som planter haven og markerne, og Gud, der giver livet. En cirkel af liv, som skal være baseret på både ofre, visdom og kærlighed. Professor Robin Kimmerer er ikke blind for den stigende forurening, som finder sted på jorden, men hendes pointe er, at vi aldrig kan helbrede naturen, hvis ikke vi forstår, at vi spiller en væsenlig rolle i denne helbredelseproces.

I Romerbrevet 8,19 står der, at det ikke blot er menneskeheden, som længes efter, at Gud skal åbenbares, men hele skaberværket. Skaberværket har faktisk brug for os og vil gerne være underlagt vores gode forvalterskab.

Vi kristne kan ikke helt sige os fri for at have udnyttet og misbrugt budet om at herske over jorden.

Mange har taget ordene “at herske over jorden” til sig, som om naturen er en stor uudtømmelig kilde, hvis tilstand vi intet ansvar har overfor. Ordet herske er nok i virkeligheden ikke det rigtige ord. For med blot lidt kendskab til Guds natur og Jesus på korset, så ved vi, at ordet herske aldrig er ensbetydende med udnyttelse. Nok snarere at forvalte, ofre og elske. Da Gud virkelig spillede med musklerne i Bibelen, var det døende på et kors, og ikke som en brutal hersker.

Ofte når Bibelen taler om at modtage, så taler den også om at give. Vi må forstå, at vi ikke kun er sat her til at modtage fra naturen, men også at bidrage til det hjem, som Gud har skabt os. Hvis vi hver især udfører vores forvalterskab med mildhed, tålmodighed og godhed, så tror jeg på, at Gud vil give os nye kreative ideer til at opretholde og helbrede skaberværket igen.

Læs også