Lisa hjælper kvinder med knuste drømme

Missionær Lisa Samuelsen gør, som Gud har bedt hende om: En forskel for fattige kvinder udsat for trafficking … alfonser og bordelejere.

(Læsetid: 11 minutter)
Lisa foran drømmevæg: – Alle pigerne maler deres mistede drømme, når de ankommer til Eden.

I to oaser for kvinder, som har været udsat for trafficking – Eden Ministry i Kina og i Myanmar – har kvinder, der er sluppet ud af ondskabens kløer, høj status.
De står ved alteret og deler nadver ud. Det er et symbol på værdighed og ligeværdighed.

At være kristen handler også om at rense sit eget hjerte for urenhed og urene tanker om andre. Ikke om at dømme dem. Bare hjælpe.

Og Lisa Samuelsen undrer sig derfor altid, når hun hører andre kristne dømme de kvinder, hun har hjulpet med at komme ud af ufrivillig seksuel udnyttelse; som tvungne brude eller prostituerede i Asien.

– Nogle gange tænker vi stadig som farisæerne, som ikke selv havde hjerte for at hjælpe, og dømte Jesus for at sidde sammen med kriminelle, prostituerede og syndere, siger missionæren, som sammen med ægtemanden Søren fra Bornholm startede Eden Ministry i Kina, hvor de gennem ti år har hjulpet hundredevis af kvinder ud af menneskehandel.

I Eden får kvinderne et nyt miljø og støtte til et bedre liv. De producerer også smykker, som bliver solgt non-profit – herhjemme i bl.a. København Vineyard og Nexø frikirke. Overskuddet går til at hjælpe endnu flere kvinder.

Hun møder kvinder, alfonser og bordelejere i fattige landes bordeldistrikter. – De er i mit hjerte, forklarer Lisa Samuelsen, her sammen med kvinder i bordel. For det er med hjertet, med kærlighed, hun vinder mennesker.

I dag bor Lisa Samuelsen med sin familie i Myanmar, hvor de også har startet Eden op. Hun fortæller gerne om sit arbejde – også med at vende arrogante holdninger til ofre for menneskehandel:

– En af pigernes opgaver i Eden er at stå for nadver. Engang var der en gæsteprædikant, der seriøst spurgte: ”Hvordan kan I lade den slags piger gøre noget så helligt?”.

– ”Hvordan kan vi lade være?” spurgte jeg, siger Lisa og ser ud som om, hun nærmest vil placere dén prædikant i kategorien faldne mænd eller faldne kristne.

Respekt og jævnbyrdighed er en gave, en gavmildhed, der rejser mennesker op. I modsætning til nedladenhed og arrogance. Lisa har forståelse for vigtigheden heraf. Hun tager hatten af for de kvinder, hun har hjulpet – for deres enorme evne til at tilgive og dermed rense deres hjerte, blive rene for Gud.

Herved giver hun dem værdigheden tilbage:

– Bobo – en kvinde, der blev udsat for trafficking til Kina, stak af, men de fangede hende – og smadrede hendes knæ med en hammer. De sagde: ”Du vil aldrig løbe væk igen”…. At se Jesus løfte hende op og bære hende ind i et kirkeligt fællesskab – og se hende tilgive dem, der gjorde hende til krøbling … Det kan være svært for os andre bare at tilgive små ting. Hendes hjerte er ikke forkrøblet! understreger Lisa Samuelsen.

Kaldet til Kina

Det er femten år siden, at Lisa og Søren Samuelsen efter en kaldelse tog til Kina. Med fem kufferter og en fire måneder gammel baby.

– Troen og visionen var der: ”Ok Gud, vi er klar!” Ingen plan. Kendte ingen. Men vi havde tro!
– ”Gud, hvorfor har du kaldet os hertil?” bad jeg. Efter tre måneder sagde Gud til mit hjerte: ”Vil du bringe min kærlighed til de prostituerede, mafiabosser, alfonser og alle, som er fanget i mørket af moderne tiders slaveri?”

Hertil svarede Lisa Samuelsen: ”Ja, men jeg har ingen erfaring med disse mennesker. Hvad skal jeg sige?”.

Gud svarede: ”Bed”.

– Taxichauffører ved godt, hvor områderne er: Jeg begyndte at gå på bedevandringer i bordeldistrikterne. Gud udfordrede mig, fordi jeg havde denne her tænkning: ”Jeg er her for at redde pigerne. Alle de onde mennesker ignorerer jeg. For de fortjener ikke Guds kærlighed”, fortæller hun.
Men Gud sagde til hende: ”Bad jeg dig ikke repræsentere min kærlighed til alle? De, der ikke kender mig, er fortabte”.

– Jesus vil altid prioritere dem, der er fortabte. Men åh, hvordan skulle jeg tale til mafiabosser, og hvordan skulle jeg elske dem?

– Jeg lærte at bruge hvad som helst og at tage gaver med, når jeg gik rundt i de områder. Da jeg mødte en skidt fyr fra Hong Kong og så hans kat, sagde jeg for eksempel: ”Sikken en smuk kat – hvilken slags er det?”. Og så talte vi sammen om katten i tyve minutter. Så kom jeg forbi hver uge i seks måneder, indtil han bøjede sit hoved og gav sig selv til Jesus. Og stoppede med alt det onde, han havde gang i.

– Gud så ham ikke som en skurk. Han så ham som en fortabt søn, siger Lisa Samuelsen.

En anden mand hun mødte – ”den skaldede”, stod og barberede sig med en shaver. ”Undskyld mig, hvilken slags barbermaskine er det?” spurgte Lisa ham. Snart sad hun på hans bordel, hvor han græd og fortalte sin livshistorie … Også han kaldte på Jesus.

– Jeg har set uhellige, forfærdelige mennesker fortryde deres synder og overgive sig til Jesus.
– Guds nåde er altid over de fordømte. Guds svar er højt og tydeligt: ”De er fortabte. Gå ud og find dem”. Det er ikke Guds vilje, at de går fortabt – og de fortjener det ikke, fastslår missionæren.

Derfor er mænd, der vender ryggen til ondskab, også velkomne i Eden. Der er flere af de tidligere kriminelle, som har opgaver som handymen. I Eden er man opmærksom på at give på en måde, så man styrker mennesker i at gå på gode veje.

Dem, der kalder tidligere tvungne prostituerede for faldne kvinder og stigmatiserer dem, har Lisa Samuelsen svært ved at forstå. Den, der ikke selv har prøvet desperation, fattigdom eller sult, bør ikke dømme eller være nedladende over for andre – men hellere se på, hvordan de kan hjælpe de sårbare bedre.
Hjælp søges

Missionæren prøver også ofte at inspirere andre mennesker til at hjælpe til der, hvor nød og mørke hersker – hvor der er brug for mange flere hjælpende hænder.

– Der er flere slaver i vores verden i dag end nogen sinde tidligere: 40,3 millioner. Trafficking og tvangsægteskaber udgør ca. halvdelen.

– Evangeliet koster noget … din tid, energi og styrke. Ofte, når min familie sidder i sofaen foran tv og hygger sig under dynen med lidt hyggemad, har jeg da ikke lyst til at gå ud til de forfærdelige steder.

Men det er Guds prioritet.

At gøre en forskel for Gud handler om at overgive sig. Det er også en sag om vilje.

– Du må have i sinde at gøre noget. Det fortabte bliver ikke fundet ved et tilfælde! påpeger Lisa Samuelsen.

Hun kommer med endnu et hjertegribende eksempel på, hvad unge piger i fattige lande risikerer at blive udsat for:

– En 13-årig pige i Myanmar blev narret og solgt til et bordel af en nabo, mens hendes mor var på arbejde. Hendes renhed og fremtid blev stjålet fra hende. Men Jesus fandt hende, løftede hende op på skulderen og bar hende hjem. Hun er i dag leder af vores danse-tilbedelsesteam, fortæller Lisa Samuelsen og tilføjer:

– Hvilket vidnesbyrd: Mørket vinder ikke!

For mishandlede kvinder, der har været udsat for trafficking eller andre former for seksuelle overgreb, kan dans være med til at styrke kropsfornemmelse og selvværd.

Dansen kan give dem en fornemmelse af at tage deres krop tilbage.

– Når de danser, genvinder de deres kroppe … disse mennesker, som er blevet købt og solgt. Hjernen – hippocampus, påvirkes af traumer, så den krymper. Sang og dans får hjernen til at vokse. Derfor gør vi begge dele hver dag i Eden, siger hun.

I et område med stoffer og trafficking satte Lisa og et hjælpehold engang et stort spisebord op midt på fortovet – og inviterede kvinder, alfonser og bordelejere fra gaden til middag ved Guds bord.

– Så blev der holdt en fest, hvor jeg fortalte dem om en far, der elsker dem – og som sendte os til dem.
– Vi har set mange kvinder åbne deres hjerter. Vi har en mobilklinik, der tester dem for HIV – og kvinderne placeres i et sikkert miljø – Eden, som sørger for, at de kan forsørge sig selv. Ligesom vi også forsøger at hjælpe tidligere bordelejere, fortæller missionæren.

Lisa Samuelsen arbejder som missionær. Hun bor i Myanmar sammen med Søren fra Bornholm, som friede til hende i Israel.
Skønne Søren

Lisa Samuelsen er gift med Søren fra Bornholm. Parret har tidligere også været missionærer i Nepal og har tre børn: Israel, Abigail og Nativia.

Der er ingen tvivl om, at Lisa er glad for sin mand. Mens hun taler, omtaler hun ham flere gange rosende og med taknemlighed.

Hun mødte Søren Samuelsen i Israel, hvor han vandt hendes hjerte med disse ord:

”Vil du gifte dig med mig? Jeg kan ikke love dig, at vi vil eje et hus eller have penge, men jeg kan love dig et eventyr med Gud”.

– Jeg taler fire sprog og lidt dansk. Det er ikke let at tale dansk. Der er for eksempel 12 forskellige måder at sige nå, pointerer Lisa Samuelsen – og kommer med nogle sigende eksempler herpå, også et morsomt et af slagsen. Som lige bryder den alvorsfulde stemning en stund, inden hun igen fokuserer på det, hun brænder for at trænge igennem med. Og meget gerne vil have verdens rige til at tage et medansvar for.

Her døber Lisa og Søren Samuelsen en ung kvinde, der er sluppet ud af trafficking.

Hendes mod, hendes valg, hendes liv som missionær igennem 25 år har stor betydning for mange.
– Nogle gange ser vi ting i vores samfund, hvor vi tænker, at andre må tage sig af det. Men der er problemer, som hverken kommuner eller regeringer tager sig af: Trafficking.

– Der er 40,3 millioner slaver i dag. Trafficking og tvangsægteskaber udgør ca. halvdelen – for eksempel at blive solgt til ægteskab i Kina, hvor 24 millioner mænd ikke har mulighed for at få en kone på grund af etbarnspolitiken.

– Der er flere slaver i vores verden i dag end nogensinde tidligere. Ikke kun i den tredje verden. Uanset hvor i verden, jeg er, findes der bordelområder. Også i København.

– Hvad har det med kirken at gøre?… (Matt 18:11-14) ”For the Son of man has come to save that which was lost”, slutter Lisa Samuelsen, som talte ved Sommerstævne ’18 i Lindenborg i juli – og også taler på kvindekonferencen Forvandling i Kirken i Kulturcenteret i slutningen af september.

Fakta om Mercy Outreach Denmark (MOD)
”Giver håb til de mest fattige, udsatte og udnyttede mennesker i Asien.”

I Kina, Myanmar og Nepal arbejdes der for at forvandle oversete menneskers liv og give dem en ny chance. MOD er et samarbejde mellem København Vineyard og Nexø Frikirke, som støtter Lisa og Sørens arbejde med:

– Gadebørn, at hjælpe kvinder ud af menneskehandel, børnearbejdere, børn og familier i slummen, jordskælvsofre, handicappede hjemløse mfl.

– Gennem Community Centre mødes menneskers fysiske, psykiske og åndelige behov. De fysiske behov, som ofte er de mest udtalte og følte, tilgodeses først. De forsøges imødekommet ved at lære mennesker, at de har værdi, og at udvikle selvtillid igennem programmer. De åndelige behov mødes ved, at kirker bliver plantet sideløbende med projekterne – i overbevisning om, at håb og helbredelse kommer fra Gud. Der arbejdes for at udruste lokale kræfter til at tage over og lede projekterne på egen hånd.

Man kan støtte arbejdet ved at blive medlem for hundrede kroner om året eller via donationer.

Herhjemme kan man købe smykkerne og se udvalget bl.a. i København Vineyard, Karlslunde Strandkirke og på Edens hjemmeside edenministry.org.

Læs også