Nye Impact-volontører er rejst ud for at hjælpe børn og unge

(Læsetid: 1 minutter)
Fra venstre ses Mia Dimke, Cecilie Kjøller-Hansen, Amalie Høeg, Amalie Nielsen og Julie Henningsen. De skal arbejde i Honduras og Filippinerne.

Et nyt hold af volontører og praktikanter rejste den 26. august til Honduras og Filippinerne, hvor de skal deltage i arbejdet med at hjælpe udsatte børn og unge.

De fire volontører og en praktikant er rejst med Vivas volontørprogram, Impact. Under opholdet skal de være en del af Vivas arbejde med at sikre bedre vilkår for børn og unge i Honduras og Filippinerne.

Opgaverne er forskelligartede og spænder for volontørernes vedkommende fra engelskundervisning over leg til madlavning, mens praktikanternes hverdag bliver præget af interviews, workshops og casearbejde.

Kursus i Aarhus

For at klæde volontørerne på til deres opgaver har de gennemgået Impacts forberedelseskursus, ImpactAcademy. Kurset er bygget op om Impacts vision: learn, give, share, som handler om, at opholdet i udlandet gerne skal give mening på den lange bane.

Derfor investeres der tid i læring for på den måde at udruste volontørerne til at være ambassadører for udsatte børn og unge.

Første del af kurset foregår i Aarhus, og dernæst vil der være læringsmoduler under opholdet, hvor volontørerne besøger andre Viva projekter og derigennem får en større forståelse for børn og unges vilkår i det land, de besøger.

Man kan læse mere om volontørprogrammet på Vivas hjemmeside.

Læs også