Ida er inspireret af afrikaneres troshistorier

Ida Jensen Friis blev valgt som førstesuppleant til bestyrelsen på Mission Afrikas repræsentantskabsmøde. Her fortæller hun om sin begejstring for Afrika-mission.

(Læsetid: 2 minutter)
Ida Jensen Friis har fået Afrika i blodet efter et volontørophold i Tanzania. Nu er hun involveret i Mission Afrika.

Afrika gik i blodet på Ida Jensen Friis, da hun allerede efter gymnasiet kom på volontørophold i Tanzania. Siden har det handlet om Afrika, Afrika, Afrika. Først som ansat i det nedlagte Afrika InTouch, hvor hun bl.a. besøgte Nigeria. Senere som frivillig og formand i samme. Og nu som førstesuppleant til Mission Afrikas bestyrelse.

Ida Jensen Friis blev valgt ind på Mission Afrikas repræsentantskabsmøde den 8. september 2018. Vi spurgte hende i en pause, hvad det er ved Afrika, der klæber sig fast.

Naturligt at tale om tro

– Det er, at afrikanerne tør gå til folk og snakke med dem. Jeg er rigtig inspireret af at afrikanernes vidnesbyrd og troshistorier. Det er ikke fordi, vi ikke fortæller om vores tro her i Danmark. Men de har en naturlighed, som jeg bare synes er fantastisk.

Derfor glæder hun sig over, at Mission Afrika støtter afrikanske missionærer:

– Det er interessant, at man arbejder med idéen om at sende missionærer mellem forskellige lande begge veje. Jeg synes, det er spændende, at vi kan dele vores trosliv med hinanden. De afrikanere, jeg har mødt, er gode foregangsmænd, og de forbilleder har vi måske brug for.

Levende kirkeliv

Ida har selv været med til at formidle kontakt mellem Afrika og Danmark:

– Jeg kan se, hvor meget det har betydet for konfirmander og børneklubber at møde folk, der har været afsted som volontører i Afrika. Eller at møde afrikanere, som har en helt anden måde at dele kirkeliv på.

Vi har måske nogle gange har en fordom om, at kirken er kedelig og grå, men når man så pludselig møder den afrikanske kirke, får man et andet indblik. Det synes jeg er vigtigt.

Som førstesuppleant i bestyrelsen skal hun træde til, hvis et bestyrelsesmedlem udtræder af bestyrelsen. Det åbner mulighed for indflydelse.

Brænder for børn og unge

– Jeg håber, vi kan få sat gang i et større børne- og ungdomsarbejde. Erfaring er vigtig, og det synes jeg, der er meget af i Mission Afrika. Men det er også vigtigt at få børnene og de unge med.

Ida Jensen Friis uddyber:

– For at vi kan blive ved med at sende folk ud, må en yngre generation til og blive fastholdt. Det håber jeg, at jeg kan være med til.

Ida Jensen Friis er 29 år, er gift og har en datter på 1 år. Ida har en bachelor i dansk og lingvistik og har senere læst audiologi, som hun afslutter med speciale i januar. Audiologi handler om at arbejde med hørehæmmede.

 

Læs også