Israelsk sorg-skik

(Læsetid: 3 minutter)
Af Trine Izabella
Linde Hedegaard

En formiddag, mens min israelske kollega og jeg sad og ventede på at få mit og min families visa fornyet, så vi kunne fortsætte vores ophold i Israel, kom vores snak ind på sorg.

Jeg var på daværende tidspunkt halvvejs i mit praktikforløb, og Sari var min dygtige kollega, som jeg først var blevet introduceret til. Vi faldt i hak fra dag ét, hende som troende jøde og jeg som troende kristen. Et venskab var spirende, og nu sad vi altså her i venteværelset, eller rettere sagt i “ventegangen”, til visakontoret sammen med alle de mange andre mennesker.

Sari havde været så generøs at tage fri fra arbejdet for at agere tolk. Hvad vi ikke vidste var, at processen var besværlig, og vi endte med at sidde der fem timer to dage i træk. På de to dage fik vi vendt verdenssituationen, fortalt platte jokes, bedt sammen, snakket kulturelle forskelle, og på et tidspunkt kom samtalen også ind på sorg.

Få år forinden havde jeg mistet min mor til kræft, og jeg fortalte om, hvordan jeg hele tiden bevægede mig ind og ud af sorgen, mest af alt for at skabe en distance, når smerten blev ubærlig.

Sari fortalte, at i traditionel israelsk skik dyrker man smerten i stedet for at fjerne den. Efter et nært dødsfald hjælpes den sorgramte af sine venner til at udleve smerten.

Vennerne skiftes til at være ved personen både dag og nat. Fordi sorg er så unaturlig for kroppen at bære, så sørger de for, at personens omstændigheder også er unaturlige. De dækker alle spejle i huset til, fjerner alle ure, mobiler, TV og computere, mørklægger vinduer, og personen må hverken bade eller vaske sig. De sørger for at handle ind og laver mad – dog kun smagsløs flydende kost. Det er nemlig meningen, at personen ikke må blive distraheret i sin sorg.

Til gengæld forlader vennerne aldrig den sørgende person. De græder med deres ven og favner personen midt i al elendigheden. Efter en lille uges tid forsvinder gardinerne langsomt fra vinduerne, kosten bliver mere fast, og man begynder at kigge i gamle fotoalbums og dele gode minder om den afdøde.

Hele processen varer i alt 14 dage, og Sari siger, at det er den mest hjertelige gestus, hun nogensinde har været vidne til. Som vestlinge kan dette ritual nok virke grænseoverskridende, men hvis man sammenligner med Gammel Testamente, hvor israelitterne klædte sig i sæk og aske i forbindelse med sorg, er der alligevel en del sammenligninger.

Denne skik er mere tids-opdateret, men den bygger stadigvæk på bibelsk visdom. I vestlig kultur lever vi, som om vi aldrig skal dø, og døden er svær at forholde sig til. Derfor tror jeg netop, at vi kan lære af denne skik. At give slip på kontrollen og lade det, der er større end os selv, overtage styringen. At bøje sig for sorgen, mens den skyller ind over en.

Ingen af os undslipper sorgens bølger alligevel, og jeg tror, at israelitterne har fat i den lange ende, når de så intenst deler den med deres nærmeste venner.

Læs også