Mette Schwartz skal fortælle om Aktiv Mission

(Læsetid: 3 minutter)

Aktiv Mission har ansat Mette Schwartz i stillingen som ny kommunikationsmedarbejder.

Mette Schwartz har tidligere arbejdet på bl.a. Udfordringen fra 2006-2008.

Hun havde forud arbejdet med radio i Gladsaxe og på Østjyllands Radio. Desuden har hun gået på den europæiske filmhøjskole i Ebeltoft og på lederlinje på Mariager Højskole.

– Mette er uddannet journalist fra Roskilde Universitets Center og har erfaring fra den kommunale verden med at arbejde på kryds og tværs af forvaltning, politikere og civilsamfund, bl.a. med kultur- og demokratiseringsprojekter, fortæller projektkoordinator Ruth Cilwik, Aktiv Mission.

Overrasket over Gud

Mette voksede op i Brøndby og var slet ikke kirkeligt interesseret.

Men for ca. 15 år siden så hun et indslag i TV om den afrikanske kristne helbredelsesprædikant, Charles Ndifon, som talte på en alternativ messe i København.

Hun bemærkede begejstringen i hans øjne og tænkte: ”Enten er han på speed, eller også har han virkelig fundet noget,” tænkte Mette. Selv var hun på det tidspunkt noget modløs over livet, så hun tog ind til messen for at møde den mærkelige afrikaner.

Her oplevede hun på en overnaturlig måde Guds kærlighed komme ned over sig, og fra det tidspunkt begyndte hun at tro på Jesus og famle sig frem i den nye åndelige verden.

For at få fast grund under fødderne tog hun på et 2-årigt bibelskoleophold på Mariager Højskole. Og det var herfra, hun søgte og fik et job som journalist på Udfordringen.

I den tid, Mette tilbragte på avisen, spredte hun en glæde og godt humør omkring sig – både blandt kolleger og læsere.

Véd noget om film

Efter nogle år i det jyske rejste hun dog tilbage til København for at arbejde med radio- og video, som er hendes uddannelse og stærke side.

– Mette har en solid kommunikativ værktøjskasse og kan blandt andet fortælle historier med video. Og så brænder hun for, at evangeliets gode nyheder bliver kendt for så mange som muligt. Det glæder vi os meget til at få gavn af i Aktiv Mission, siger Ruth Cilwik.

Den 1. februar startede Mette Schwartz i jobbet som kommunikationsmedarbejder for missionsorganisationen Aktiv Mission. Den holder til på Sankt Lukas Stiftelsen i Hellerup
Hun har nu i tæt samarbejde med projektkoordinator Ruth Cilwik kastet sig over opgaverne med at skabe fornyelse og udvikling i organisationen.

Aktiv Mission

Aktiv Mission er oprettet af rené Hartzner som en dansk missionsorganistion, der på tværs af kirkesamfund hjælper kirker og organisationer i udlandet med at sprede budskabet om Jesus Kristus.

Aktiv Mission hjælper i dag Mirakelklubber i Albanien, unge narkomaner i Rusland, kristent satelit-tv i Mellemøsten, gospelkor i Polen og en frivillighedsbaseret kirkeplanter-organisation i Indien. Hvert år når Aktiv Mission ud med evangeliet til flere tusinde mennesker.

Mette bliver nu og da forvekslet med en anden kristen journalist med samme navn. Det er Mette Swartz (bemærk stavemåden), som for tiden er udsendt til Sat-7 på Cypern.

Læs også