Gud har humor – han bruger os uperfekte

Det siger forfatter Jefferson Bethke, som her præsenterer sig selv.

(Læsetid: 4 minutter)
– Jeg er bare en almindelig 23-årig, skriver Jefferson og fortæller ærligt om alt det, der ikke er perfekt i hans eget liv.

– Lad mig sige det helt ærligt: Jeg er ikke rigtig kvalificeret til at skrive denne bog. Jeg har ikke nogen eksamen fra et præsteseminarium. Jeg er hverken præst eller rådgiver. Jeg kan ingen af de bibelske sprog og ved heller ikke, hvordan man laver eksegese – hvad det så end er.

Jeg er som sagt bare en almindelig 23-årig. Men jeg ved, at Gud har humoristisk sans. Man behøver bare at kaste et blik på kristenhedens historie for at være klar over, at jeg er næsten præcis den slags person, som han leder efter.

En mand kom med følgende visdomsord for næsten 2000 år siden: ”Gud valgte at gøre noget, som i verdens øjne ser tåbeligt ud, for at lukke munden på de kloge. Han udvalgte de magtesløse for at gøre magthaverne til skamme.”

Paulus fortæller os, at Gud elsker at bruge mennesker, som er ubrugelige efter verdslig standard – fordi han så får al æren. En kroget kæp kan stadig tegne en lige linje, og en forvirret fyr som mig kan stadig skrive om en storslået Gud.

Jeg har smagt nåden, og jeg kan ikke lade være at fortælle folk om det.

Jeg håber, at jeg ved at dele min historie på en eller anden måde i sidste ende kan bringe os begge nærmere til den ultimative historie om en Gud i himlen, der opsøger og elsker mennesker som os.

Nåden gælder mig – her og nu

Jefferson var alene med sin mor, og de to flyttede mange gange i hans barndom. Det var en barndom med socialt boligbyggeri, socialhjælp, madkuponer og 8 skoleskift. Men hans mor tog ham med i kirke:

”Jeg husker, at jeg gik i kirke og syntes godt om legene, flonellografen og sangene, men det hang ikke sammen med resten af mit liv…

Jeg blev stolt og religiøs. Denne indstilling gennemsyrede mig og fortsatte helt ind i mine teenageår. Da jeg kom på gymnasiet, tænkte jeg, at jeg var god, fordi jeg ikke røg eller drak eller dyrkede sex. Jeg tænkte konstant, at jeg var bedre end alle de andre. Jeg vidste kun lidt om kirken og tænkte endda, at jeg kunne være god nok til Gud. Og det lidt, jeg vidste om Jesus, var nok til, at jeg ikke havde brug for ham.”

Et vendepunkt

Da Jeffersons mor fortalte, at hun var lesbisk, fik han nok af hende – og af Gud. Først på et kristent universitet begyndte han at lære Jesus og nåden at kende.

”Jeg måtte have svar. Jeg måtte vide, om nåden var virkelig.

Jeg husker stadig, hvordan jeg en dag gik hen på universitetets bibliotek og spurgte, hvor mange bøger en studerende måtte låne på en gang. Svaret var femten, så jeg vendte tilbage til mit værelse med femten bøger om Jesus, kristendom og apologetik.

Gennem nogle af de bøger smeltede Guds nåde langsomt skallen omkring mit hjerte. Jeg begyndte at se en enorm forskel på den kristendom, jeg troede, jeg kendte, og den kristendom, der blev forkyndt i Det Nye Testamente. Jeg begyndte omsider at se:

Bibelen er ikke en bog med regler. Den er et kærestebrev.

Jeg er ikke en arbejder. Jeg er et barn.

Det handler ikke om min præstation. Det drejer sig om Jesu præstation for min skyld.

Nåden er ikke noget, der gælder for en fremtidig udgave af mig, men for mig, som jeg virkelig er. Mig, som kæmper, mig, som er forvirret, mig, som er afhængig af porno. Mig, som ikke har alle svarene. Mig, som er usikker. Han elsker mig midt i rodet. Han ventede ikke, til jeg havde styr på tingene.

Den sandhed ændrede mit liv, og jeg er overbevist om, at den kan ændre dit.”

Farlig, radikal – og fantastisk!

Læs også