Jens føler han har fået et drømmejob

(Læsetid: 2 minutter)
Jens Bækgaard mener, at Indre Mission kan bidrage med stærke værdier i vores samfund.

Jens Bækgaard Dahl, Aarhus, er ansat som missionær og uddannelseskonsulent i Indre Mission.

Det er en drøm, der virkeliggøres, når Jens Bækgaard Dahl fra Aarhus begynder at arbejde i Indre Mission som uddannelseskonsulent og missionær den 15. februar.

”Jeg har længe haft et ønske om at kunne arbejde i Indre Mission. Jeg føler mig hjemme i bevægelsen, for den har en høj grad af troværdighed,” forklarer 25-årige Jens Bækgaard Dahl, der har en baggrund i IM på Thyholm og kommer i Aarhus Bykirke i dag.

”Jeg oplever, at Indre Mission kan bidrage med nogle stærke værdier, som samfundet har brug for. Samtidig formår bevægelsen at rumme alle mennesker uden at gå på kompromis med, hvad den står for.”

Hans øjne fangede hurtigt stillingsopslaget som uddannelseskonsulent og missionær.

”Den var lige skræddersyet til mig og det, jeg gerne ville beskæftige mig med,” fortæller Jens Dahl, der har en uddannelse som bachelor i Kristendom, Kultur og Kommunikation (3K) fra Diakonhøjskolen i rygsækken.

”Halvdelen af min tid skal jeg bruge som missionær i Region Aarhus, hvor jeg skal have fokus på familiearbejdet.

Den anden halvdel af tiden har jeg en landsdækkende opgave som uddannelseskonsulent, hvor jeg skal være med til at udruste frivillige gennem kurser og undervisning.”

Han har arbejdet med frivillige på flere måder. Blandt andet i projektet ”BibelTid” for Bibellæser-Ringen.

”Det projekt ville slet ikke køre uden frivillige. De er en kæmpe gave og en fantastisk hjælp,” fortæller den kommende uddannelseskonsulent, der har gode redskaber med ind i tjenesten fra to højskoleophold. Dels fra Ordet & Israels discipelskole i Israel og dels fra Luthersk Missions Højskole i Hillerød.

Jens Bækgaard Dahl er gift med Julie og bruger noget af fritiden på gode fantasyromaner og på at spille hockey på klubplan.

Læs også