Mariager Højskole vil påvirke samfundet med syv nye spor

Fag som psykologi, filmproduktion og skuespil kommer fra august på skemaet på Mariager Højskole, da man gennem syv nye spor ønsker at udruste eleverne til at præge landets kulturliv, erhvervsbrancher og videnscentre.

(Læsetid: 2 minutter)
Medie er i dag et valgfag, og fra august kan man vælge linjen ’Film & Kommunikation’.

Mariager Højskole er fra august klar med syv nye spor, som i endnu højere grad skal møde de unges behov for udvikling af talenter og kompetencer. Nye kreative fag er kommet på skemaet, fx ’Film & Kommunikation’ og ’Talent & Scenekunst’.

– Unge i dag har et stort ønske om at gøre en meningsfuld forskel i verden. Til dette ved vi, at man har brug for en tæt relation med Jesus, men også evnerne til at udføre den opgave, man er kaldet til. Derfor starter vi et nyt undervisningstilbud, sammen med specialister indenfor hvert felt, som i én til to dage om ugen kommer til at sætte udviklingen af elevernes kompetencer i højsædet, fortæller forstander Mikael Schlosser.

Højskoleforstander Mikael Schlosser vil med syv nye spor styrke elevernes kompetencer, så de i højere grad kan påvirke samfundet. Mariager Højskole har i dag 95 elever, som har valgt mellem skolens nuværende fire linjer og 11 valgfalg. Højskolen blev oprettet tilbage i 1954.
Hjælp til valg af uddannelse

Ud over at tilbyde flere fag, så skal de nye spor også være en hjælp til valg af videre uddannelse.
– Mange af vores elever skal inden længe vælge en videregående uddannelse, og det er en svær beslutning for mange. Der er uoverskueligt mange uddannelser at vælge imellem, og flere tvivler på, om de har de det, der skal til.

– Disse spor skal hjælpe eleverne med at blive klogere på, hvad de duer til, og samtidig styrke deres kvalifikationer til at fuldføre en fremtidig uddannelse. På et spor som Diakoni og Psykologi får eleverne fx mulighed for at afprøve arbejdet med mennesker, og dette kunne inspirere til videre uddannelser som socialrådgiver, psykolog og medicinstudiet, forklarer Mikael.

Rejser på alle spor

Alle spor inkluderer også en rejse til udlandet, hvor man lader sig inspirere, involverer sig i projekter og samler erfaringer.

Mariager Højskole har over tid opbygget et stort internationalt netværk af forskellige samarbejdspartnere, som eleverne kan få glæde af på deres rejser.

– Det er berigende at rejse ud i en ung alder, få udvidet sit blik på verden og vokse i forståelsen af sig selv i den,” lyder det fra Mikael Schlosser.

Scenekunst er allerede et eksisterende valgfag på Højskolen, der udvider med syv nye spor til sommer.

Mariager Højskoles syv nye spor:
+ Sport & Eventyr
+ Lovsang & Musik
+ Film & Kommunikation
+ Talent & Scenekunst
+ Diakoni & Psykologi
+ Kirke & Lederskab
+ Filosofi & Analytik

Læs også