Den nye Oasehøjskole har mod på meget mere

Dansk Oases nye højskole siger nu farvel til det første hold elever. Og levede højskolen så op til de store ord om at inspirere, danne, oplyse og udruste? Hør, hvad nogle af eleverne mener.

(Læsetid: 4 minutter)
Elevholdet på Oasehøjskolen har til huse i “Oustruplund”, der er en tidligere drengeskole fra 1830.

Oasehøjskolen i Kjellerup kan foreløbig tælle til én – nærmere bestemt et elevhold. Et hold på tredive elever, som ankom i januar, og som der lige er blevet taget afsked med.

– Selvom det kun er ét elevhold og ét halvt år, føles det alligevel som en lille uendelighed, som en fuld og sluttet cirkel. For rejsen sammen med de unge har været hel og fuld – og skøn at følge og være en del af. Så vi er ret stolte af vores ene, første streg i optællingen af elevhold, lyder det fra Steen Balle Kristensen, der er forstander på Oasehøjskolen.

– Det er ikke nemt at starte en højskole i dag. Højskolen er en modkultur. Et sted, der går imod tidens krav om det effektive og det målrettede. Her mener vi, det er vigtigere at tage sig tid til at lytte end til at jage. Det kan være svært for mange unge mennesker at prioritere netop dét i dag – og desto mere vigtigt er det.

– Og det har ikke været nemt at leve op til alt det, der er blevet sagt og lovet. Vi lovede, at vi ville inspirere, udfordre og udruste. Vi lovede, at vi ville danne og oplyse. Og endelig lovede vi at være et sted, hvor den personlige tro gik hånd i hånd med dannelse og udvikling.

Steen indrømmer, det er store ord. Og lykkedes de så med de store ord på Oasehøjskolen?

Hvad siger eleverne?
Astrid Bak Kristensen i Israel med Oasehøjskolen.

Fra Astrid Bak Kristensen lyder det:
– På Oasehøjskolen lærte jeg noget af det mest banale, men vigtigste, jeg endnu har lært; at man ikke kan klare alting selv, og det at turde lægge paraderne ned og være sårbar i et større fællesskab er vildt stærkt og vildt udfordrende på samme tid. Det var der, jeg lærte at lægge noget af mit liv i andres hænder og stole på, at de og fællesskabet som helhed godt kunne bære det; at det kunne det, gav mig en større frihed og fred.

 

Joachim Vestergård på udlandsturen til Israel.

Joachim Vestergård har også lært meget af fællesskabet:
– At gå på højskole har lært mig at sænke de egoistiske parader. Jeg er blevet bedre til fællesskab, bedre til at lukke mennesker ind, som jeg ikke umiddelbart matcher med.

 

 

 

Laura Norgaard Mortensen her i valgfaget Outdoor.

Laura Norgaard Mortensen har fundet en ny frimodighed:
– Før højskolen delte jeg sjældent min tro og tvivl med mine venner. På Oasehøjskolen oplevede jeg trygge rammer og frimodige mennesker, der lagde op til dybere snakke om alt mellem himmel og jord. Denne nyfundne frimodighed til at dele liv med folk på en mere åben og ærlig måde, håber jeg at tage med mig videre.

 

 

’Hyggetante’ sætter pris på indbyrdes tillid

Rebecca Sode Jensen, der har været ansat som hyggetante, glæder sig over elevernes mod til at dele – også de mere sårbare emner:

– Allerede i løbet af de første uger udviste eleverne stort mod – f.eks. da de fortalte livshistorier i fortællecafeen. Det gav en erfaring af, at fællesskabet godt kan holde til, at jeg er sårbar.

Derefter sprang nogen hurtigt og ærligt ud i fællesskabet, mens andre havde brug for længere tid.

– Det eleverne delte med hinanden de sidste dage vidnede om et fællesskab, hvor alle havde dyb tillid til hinanden. Det havde udviklet sig til et fællesskab, der kan rumme det grimme og det sårbare.

Så Steen Balle Kristensen og resten af medarbejderteamet har mod på meget mere:

– Oasehøjskolen vil fortsætte med at inspirere, udfordre og udruste unge mennesker. Og hvis man er et ungt menneske, der overvejer at tage på højskole, er der heldigvis stadig ledige pladser, lyder opfordringen fra forstanderen.

Oasehøjskolen
• Oasehøjskolen er en selvstændig højskole med tilknytning til DanskOase, som er en kirkelig netværksorganisation tilknyttet Folkekirken.

• Højskolen ligger i Kjellerup midt mellem Silkeborg og Viborg.

• Første elevhold startede januar 2019.

• Læs mere på:
www.oasehøjskolen.dk

• Dansk Oases store sommerstævne afholdes i Horsens i uge 29. Læs mere her: www.danskoase.dk

Læs også