Steffen fik en ’lykkepille’ af Gud

Steffen Reimers-Nielsen hjælper misbrugere og hjemløse på Vesterbro – helt uden at dømme, for han ved, hvad det handler om. Først i mødet med troen kom han ud af ungdommens depression og misbrug.

(Læsetid: 7 minutter)
Efter at det meste var mislykket fra han var 13 til 26 år, fik den kristne leder Steffen Reimers-Nielsen en nat en livsforvandlende åndelig oplevelse, der fik ham ud af både misbrug og depression.

Lederen af kontaktcenter Klippen – for hjemløse og misbrugere på Vesterbro i København, var som ung helt ude af kurs.

Det startede, da Steffen Reimers-Nielsen som 13-årig, sammen med en gruppe jævnaldrende unge i Sønderjylland, indledte en selvdestruktiv affære med alkohol og hash.

Kombineret med depression førte hans misbrug bl.a. til tre selvmordsforsøg i påvirket tilstand. Men han blev heldigvis hjulpet og fik livsglæden tilbage som 26-årig efter en overnaturlig oplevelse, som forandrede alt.

Han tog efterfølgende en uddannelse i Kristendom, kultur og kommunikation samt en kandidatgrad i socialt arbejde. Steffen Reimers-Nielsen har også høstet erfaringer som projekt-, kursus- og børnekirkeleder … plus alt det løse.

– Jeg bliver aldrig træt af at fortælle min historie, for det er så vigtigt at inspirere andre, siger Steffen Reimers-Nielsen, der er taknemlig for, at han blev hjulpet.

Mønsterbrydningskursus

Den mest livsbekræftende del af hans ungdom starter, da han finder vej til en kirke:
– I maj 2012 flyttede jeg fra Sønderjylland i håb om at starte på en frisk. Jeg fik job på en døgninstitution for mennesker med autisme, og fjorten dage senere opsøgte jeg Kirken i Kulturcenteret på Nørrebro, fordi jeg gerne ville starte på et mønsterbrydningskursus.

– På det tidspunkt boede jeg på et lejet værelse på Frederiksberg, og jeg havde ikke engang penge til at tage bussen, så jeg måtte gå derhen. Jeg var ved at vende om flere gange på vejen dertil, men så tog jeg mig sammen. Da jeg ankom, tænkte jeg: ”Det her er jo ikke en kirke,” fordi den er så anderledes, fortæller Steffen Reimers-Nielsen.

Mønsterbrydningskurset kunne han ikke få lov til at deltage i, for det var henimod slutningen af et længere forløb, som man skulle følge fra starten. Men lederen greb ham heldigvis alligevel.
– Lars Due-Christensen inviterede mig med til en gudstjeneste i Lyngby Frikirke i juni måned.

Først tænkte jeg, at det skulle jeg ikke, for det lød vanvittigt, men lige op til sendte han mig også en sms og spurgte, om jeg kom. Og det er jo noget af det vigtigste – at holde fast i mennesker og sige: ”Hej, jeg kan se, du har det skidt …”

”Du ligner lort”

– Sina fra Sønderjylland var en af de første, som kunne gennemskue, hvordan jeg havde det. Indtil da var hun var den eneste, der spurgte ind til det – og en dag ligeud sagde til mig:

”Jeg synes, du ligner lort. Du skal gøre noget!” Det var provokerende, men megafantastisk, at nogen sagde det så direkte. I dag ville hun i øvrigt sige det på en anden måde, understreger han.

Sina, der var ærlig og inspirerede ham til at søge hjælp, og Lars, der greb ham, da han gjorde det, var med til at bane vejen for, at han blev hjulpet.

Fra sommeren 2012 indtil januar 2013 blev Steffen Reimers-Nielsen med jævne mellemrum inviteret til kaffe og samtale hjemme hos den tidligere frikirkepræst Lars Due-Christensen.

– Han inspirerede mig også til at tage et Alpha-kursus (Kursusforløb om den kristne tro, red.) i Lyngby Frikirke, selvom jeg tænkte: ”Det er ikke noget for mig.”

Men jeg hang i, og i februar 2013 startede jeg på mønsterbrydningskurset. Det rykkede! … i forhold til at begynde at arbejde med de problemer, jeg havde, forklarer lederen af Klippen.

Gud som lykkepille

Steffen Reimers-Nielsen bliver dog ikke synderligt forandret, før en forårsdag i 2013, hvor han i en alder af 26 år har følgende oplevelse:

– Jeg vågnede midt om natten og havde det, som om jeg fik ”elektrisk stød”. Jeg satte mig op i sengen og tænkte: ”Hvad sker der her?” Det var som om, jeg havde fået stød med en kraftig hjertestarter.

– Da jeg vågnede næste morgen, kunne jeg mærke, at noget var ”galt” – var anderledes i hvert fald: Jeg var hverken sur eller deprimeret…

Jeg kunne mærke, at jeg blev helt vildt varm i kroppen. Efter at jeg havde fået stød, mærkede jeg varmen brede sig ud i min krop.

– Det føltes lidt ligesom, når du en kold vinterdag kommer ind og får varmen igen. Varmen bredte sig i mig indefra og ud, og jeg faldt snart i søvn igen. Den nat tænkte jeg ikke over, at det kunne være forbundet med en overnaturlig oplevelse.

– Da jeg vågnede næste morgen, kunne jeg mærke, at noget var ”galt” – var anderledes i hvert fald: Jeg var hverken sur eller deprimeret … noget jeg ellers stort set havde kæmpet med hver dag, siden jeg var 13 år gammel, fortæller Steffen Reimers-Nielsen.

Han fortalte Sina, der var blevet hans kæreste, om oplevelsen, men forholdt sig ellers afventende.

– Som en god skeptiker måtte jeg teste det en uge, to uger, en måned, et halvt år … for kan det virkelig passe, at jeg kan vågne hver dag uden at have de negative følelser?

– Jeg var rigtig glad og havde det godt. Efter ti måneder stoppede jeg med at teste det. Det har varet ved lige siden, jeg har det stadig sådan.

Et nyt liv

Efter den stærke overnaturlige oplevelse var Steffen Reimers-Nielsen endelig i stand til at fuldføre en uddannelse.

Tidligere var han startet på både handelsskole, som han skippede lige inden praktikopholdet, gymnasie- og pædagog-uddannelse, mens han stadig boede i Sønderjylland, hvor han er født og opvokset.

– Efter oplevelsen med at få downloaded varme, kærlighed, begyndte jeg at studere ”Kristendom, kultur og kommunikation” på Diakonissen på Frederiksberg. Det er en fire-årig uddannelse, som jeg gennemførte.

– I 2016 blev jeg ansat som projektmedarbejder på Klippen, og jeg mærkede en brand og lyst til at gøre noget i det felt. Både på grund af min historik med alkohol og stoffer, men også fordi jeg gerne vil bruge mit liv på en god måde – gerne vil gøre noget godt for andre, forklarer han.

Kandidat i socialt arbejde

Deadline for tilmelding var overskredet, da Steffen Reimers-Nielsen året efter søgte ind på en kandidatuddannelse i socialt arbejde på Aalborg Universitet, fordi han gerne ville kvalificere sig yderligere. Alligevel kom han til sin store overraskelse ind.

I april 2018 udløb projektstillingen på Klippen, men han fortsatte som frivillig indtil årsskiftet 2019, hvor han skulle skrive kandidat-opgave.

– I løbet af foråret 2019 skal Klippen så bruge en ny leder, og det job søger jeg. Jeg er i bøn, taler med venner om det, og det ender med, at jeg starter 1. august – kort efter at jeg er blevet far til Elias, fortæller Steffen Reimers-Nielsen, der blev gift med Sina, der turde sige tingene rent ud til ham og har været en uvurderlig støtte.

Parret er med i Lukas Fællesskabet (et kristent fællesskab baseret på et folkekirkeligt grundlag, red.) og bor i Hellerup, hvor de har en lejlighed og laver diakonalt arbejde.

Hans forældre er i øvrigt også gået troens vej. De er aktive i en kirke i Sønderjylland.
– De er blevet kristne, fordi de har fundet ud af, hvem Jesus er. Sina og jeg har bare fortalt dem om, hvad Han gør for os, tilføjer Klippens leder.

Steffen Reimers-Nielsen har i dag ofte folk til forbøn i Klippen. Han ved, at Gud også elsker misbrugere og er glad for at kunne bidrage til at helbrede dem.

Læs også