Gud ledte mig til ham

(Læsetid: 3 minutter)
Katie kunne ikke udholde tanken om den gamle mand, der var udenfor i det kolde vejr. Hun følte sig ledt til at søge et andet sted end alle andre.

– Jeg kunne bare ikke sove, før jeg vidste, at han var fundet i god behold.

Det siger 17-årige Katie Quals, som for nogle uger siden deltog i eftersøgningen af en gammel mand fra byen Madison i den amerikanske deltstat Missouri.

Folk fra lokalområdet søgte efter manden på landjorden, mens beredskabet blandt andet søgte efter ham med infrarødt lys fra en helikopter. Men Katie følte sig ledt til at søge i en anden retning end alle andre.

Uanede kræfter

Katie Qualls havde på Facebook læst opslaget om, at en gammel mand med demens havde forvildet sig væk hjemmefra.

Tanken om den gamle mand, der opholdt sig udendørs i kulden var ikke til at bære.
– Jeg ville ikke kunne sove, indtil han var blevet fundet. Jeg tænkte på, at det kunne have været min bedstefar, fortalte Katie senere til i TV-studiet hos WLBT.

Katie, som kendte mandens børnebørn, tog varmt tøj på og gik ud i natten. Her var hele lokalbefolkningen allerede i gang med at lede efter den gamle. De andre søgte i et skovområde, men Katie gik direkte i retning mod et bestemt hus.

– Jeg gik lidt rundt og jeg havde følelsen af, at det var det rigtige. Så hørte jeg noget, og drejede til venstre, og så lå han der på jorden ind mod nogle buske. Han gik næsten i et med bladene, så man kunne slet ikke se ham, medmindre man gik helt ind i mellem buskene.

Manden var konfus og blev ved med at sige til Katie, at hun ikke måtte gøre ham fortræd. Men hun beroligede ham ved at tale med ham om hans søn og børnebørnene.

– Jeg sagde: Jeg er her for at hjælpe dig. Jeg kender din søn og jeg kender dine børnebørn, fortæller Katie, som fik uanede kræfter i situationen.

– Jeg ved ikke, hvordan jeg gjorde det, men jeg løftede ham helt op i mine arme og bar ham ud derfra, fortæller hun.

TV-kanalen WLBT bragte historien om den 17-årige Katie Qualls, som fandt den forsvundne demens-patient.
Gud viste mig vejen

Da Katie havde fået kontakt med beredskabet, kunne manden få varmen og komme til hægterne igen i en politibil. Katie blev hos ham hele tiden, indtil de kunne aflevere ham hjemme hos konen, der var dybt taknemlig for pigens indsats.

Katie selv kan ikke holde op med at tænke tilbage på hele forløbet. Og hun konkluderer, at Gud havde været med hele vejen.

– Jeg forstod, at Gud havde styret det hele. Han ledte mig der. Jeg tror virkelig, at der er en grund til, at det skete. Med alt det, der er sket i mit liv den sidste tid, føler jeg bare, at Gud har en plan med mig. Jeg ved ikke, hvad det er, men jeg ved, at det skal handle om at hjælpe andre mennesker, slutter Katie.

Den gamle mand har det godt, og Katie har planer om at besøge ham i nær fremtid.