Nederlagets mester

Kristian Fischer-Nielsens arbejde med en stor skriftelig opgave i 3.g blev til refleksioner over det at være menneske med tro, tvivl og behov for at blive mødt af en fuldkommen Gud.

Cohen i 1988, Wikipedia

Leonard Cohen er måske ikke et trosforbillede for mig i ortodoks forstand. Men alligevel adresserer han for mig nogle af det kristne livs dybeste kontraster. Kontrasterne i både at have synden og Jesus i mig.

I denne Coronatid har jeg isoleret mig med Leonard Cohen, og ifølge mig er det langt fra det værste selskab. Min undskyldning er, at jeg i forbindelse med gymnasiet skal skrive den frygtede SRP (studieretningsprojekt), som nogle måske kender.

I den henseende blev vi opfordret til at skrive om noget, som vi selv fandt interessant, for at undgå at vi kørte død i det. Min reaktion var, til mange især jævnaldrendes forbavselse, at jeg ville skrive om Leonard Cohen.

Mange spurgte mig i tiden op til opgaven, om jeg ikke troede, det ville blive deprimerende og tungt. Til det kan jeg nu svare, at det har været en langt større opmuntring – Tilmed også for min tro.

Alligevel siger jeg nok ikke for meget ved at påstå, at Leonard Cohen aldrig bliver udråbt som helgen. I lange perioder levede han en hedonistisk tilværelse som ”The Ladies’ man” fyldt med stof- og alkoholmisbrug.

I kontrast til dette nåede han også at leve en asketisk tilværelse som Zen munk i et buddhistisk kloster. Cohen var søgende efter sandhed og frelse fra sit depressive sind, og det førte ham mange forskellige steder hen. Men troen var altid nærværende i hans liv.

Han voksede op i en jødisk familie, med store forventninger om at han skulle være præst. Selvom han endte med at skuffe sine forældre ved at blive musiker, fortsatte fascinationen af Det Gamle Testamente, men også Jesus, som er en af de tydeligste referencer i hans tekster.

Kristian Fischer-Nielsens går i 3.g på Rosborg Gymnasium i Vejle og bliver student til sommer.

Det jeg synes er givende ved Leonard Cohen, er, at mange af hans sange formår at sætte ord på det at være menneske. Ikke bare det at være menneske, men det at være et umenneskeligt menneske, som kirkefaderen Augustin kalder det. Det at kunne relatere, når Paulus siger: ”Det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg”. Kort sagt det at være brudt.

Men i Cohens tekster er det brudte jeg altid i relation til et du. Duet repræsenter en kærlighed som ofte er personificeret som Gud. Denne relation mellem mennesket og Gud er altid beskrevet meget kontrastfyldt, og her syntes jeg, Cohen rammer noget centralt. Nemlig den splittelse man kan befinde sig i som kristen.

Hvor Jesus har taget bolig i ens liv, men ”synden, som bor i mig” stadig gør ting, jeg ikke vil (Rom 7:20). Han beskriver kontrasterne mellem det hellige og profane, som hele tiden kæmper i mit liv, og han giver plads til den fortvivlelse, der kan ramme en i den forbindelse, hvilket føles befriende.

Tro og tvivl er vævet sammen i Cohen’s sange, og kataloget rummer både lovsange og klagesange. Mange kender nok sangen ”Hallelujah”, hvor begge dele tydeligt kommer til udtryk. Her er jeg’et både oprørsk og overgivende på samme tid.

Sangen fortæller bl.a. om David, som inderligt ønsker at tjene Gud, men som gang på gang ser sig selv gøre det modsatte og falde i fristelse. Til slut mødes alle kontrasterne, når Cohen vrænger sin brudte natur ud med ordene: ”It’s a cold and it’s a broken hallelujah”. Ordenes ekko vibrerer i mit indre og minder mig om, at sangen ikke kun omhandler David, men også mig.

Og jeg er ikke den eneste, der har det sådan. Sangen er også en stor inspiration i bogen med den passende titel Et brudt halleluja af den svenske præst og forfatter Thomas Sjödin. I bogen bruges netop bønnen ”halleluja” som et symbol på vores alles brudte liv. Her beskriver han fx sit eget halleluja:

”Mit halleluja er også brudt. Det er ikke det samme, som at det er gået i stykker og dermed er blevet noget mindre. Det er snarere brudt i den betydning, at det har åbnet sig”.

Men hvori ligger opmuntringen i det brudte halleluja? spørger du måske så. Hvad er gevinsten ved at være bevidst om sin umenneskelige menneskelighed, og hvorfor har Leonard Cohen noget med det at gøre? Dette beskrives meget godt i sangen Anthem:

“Ring the bells, that still can ring
Forget your perfect offering
There is a crack in everything
That’s how the light gets in”

Linjerne beskriver, hvordan mørket må vige for lyset, når illusionen om det fuldkomne liv slår revner, og vi må åbne op for andet end os selv. I hvad der umiddelbart ligner et nederlag, finder Leonard Cohen den sande sejr.

Linjerne fortæller os i virkeligheden meget det samme, som Paulus fik at vide for omkring 2000 år siden: ”Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed”. Det at være brudt er faktisk ikke noget at skamme sig over. Nej, det brudte giver plads til, at Gud kan gøre ting i vores liv.

Derfor er det brudte halleluja det stærkeste. Fordi man henvender sig til Gud midt i modgangen og erkender, at man gang på gang har brug for ham til at oplyse mørket i sit liv. ”I magtesløshed er jeg stærkest”, som Paulus siger, og det minder Cohen mig om i disse dage.

Særligt med henblik på de turbulente tider Corona har skabt, er det min bøn, at vi midt i magtesløsheden må blive mindet om, hvor meget vi har brug for at modtage Guds enorme kærlighed.

Om Cohen endte med at blive kristen på dødselejet, forbliver uvist. Men for mig vil han altid sætte ord på nogle sandheder, når det kommer til det både at være menneske og kristen. For mit halleluja er også brudt. Men midt i det bliver jeg mødt af en Gud, som er fuldkommen.