Årets musical på Rudehøj blev vist under åben himmel

I slutningen af skoleåret inviterede Rudehøj Efterskole til musicalen ’Den Anden Stjerne Til Højre’, som meget passende - titlen taget i betragtning - blev vist under åben himmel.

Musicalplanerne på Rudehøj Efterskole blev sat på standby i marts. Men i slutningen af skoleåret blev det til to forestillinger under åben himmel.

Fredag og lørdag i uge 25 kunne Rudehøj Efterskole endelig invitere til musicalforestililng. Den Peter Pan-inspirerede musical “Den Anden Stjerne Til Højre” blev fremført under åben himmel, efter at Covid-19 i foråret satte de oprindelige planer i bero.

På trods af at vejret viste sig fra sin grå side, var glæden over at fremføre musicalen under åben himmel stor på Rudehøj Efterskole.

Musicalen var resultatet af en hård arbejdsuge med drama, dans, musik, udarbejdelse af kulisser, video/logistik, PR og et caféteam, til at sørge for forplejning. Hele efterskolen var involveret.

Ved to forestillinger blev skolens grønsvær fyldt op med publikum, som blev placeret i forskellige zoner, for at overholde de nye afstandsregler. I løbet af arbejdsugen blev alle nødvendige godkendelser fra politi, kommune og andre instanser indhentet, og således kunne Rudehøj Efterskole byde på musical under åben himmel.

En gruppe elever har skrevet manuskriptet til den Peter Pan inspirerede musical.

Forestillingerne foregik på forskellige scener på pladsen og nede blandt publikum og blev samtidig filmet og vist live på en stor LED-skærm, så alle kunne følge med helt tæt på. Lyden fik publikum transmitteret via FM-signal.

En historisk forestilling på mange måder, lyder det fra Rudehøj Efterskole, som ikke slækkede på kvaliteten trods udsættelsen af musicalen.

En gruppe elever skrev manuskriptet tilbage i efteråret, og op til genåbningen af efterskolerne, havde man haft en masse detaljer klar, ventende til ‘hvis man nu kunne få lov til at komme tilbage’.

Så skuffelsen i marts blev erstattet med ekstase over at kunne gennemføre årets musical i rigtig gode rammer, i det omskiftelige danske sommervejr.