– Jeg behøver ikke skjule min svaghed

Caroline er i gang med sit andet år på Mariager Efterskole. Hun har fået mod til at ’smide masken’ og være åben omkring det svære.

Caroline Zinkler Jakobsen er i gang med sit andet år på efterskole.

Da Caroline Zinkler Jakobsen startede på Mariager Efterskole i 9. klasse, havde hun inden da gået på fire andre skoler. Hun var blevet mobbet gennem flere år og havde efterhånden mistet troen på, at der var nogen, som gad hende.

Derfor var det en hård start at blive efterladt af mor og far og stå alene tilbage på en skole med over 160 andre elever. At Caroline netop har taget hul på sit andet år på Mariager Efterskole vidner om, at der er sket meget siden sidste år.

Første skoledag

Caroline mindes den hårde start for godt et år siden, da alt var nyt og ukendt:
– Jeg har altid haft en dårligt oplevelse med gå i skole. Så da jeg startede på efterskolen, havde jeg ikke noget håb om, at det ville være anderledes. Det var også en meget hård start. Jeg kæmper med angst, så det var svært at se mine forældre køre væk. Nu havde jeg ikke dem tæt på mere. Nu skulle jeg bo væk hjemmefra og kunne ikke få den ro, som jeg ville have brug for. Jeg havde følelsen af at blive efterladt alene tilbage og skulle klare livet selv. En ret ubehagelig følelse. Samtidig var det jo en god start, da jeg blev godt taget imod af lærerne. Der var flere, som tog sig ekstra godt af mig.

Caroline oplevede at blive mødt på en helt anden måde, end hun var vant til.
– Jeg forventede ikke, at der var nogen, som ville hjælpe mig. Men jeg blev mødt på så mange måder, og det har hjulpet mig i min udvikling, fortæller Caroline.

Hvordan har du udviklet dig?
– Jeg oplever at gå fra, at alt så meget mørkt ud, til at det er blevet lyst. Jeg er fagligt udviklet vanvittigt. Jeg er steget meget i gennemsnitkarakter. Nu kan jeg stå og give en fremlæggelse uden at gå helt ned og være nervøs. Jeg kan lide at være sammen med andre og opsøger også folk i dag.

– Der har været flere oplevelser, som var meget grænseoverskridende, såsom at fortælle sin livshistorie i familiegruppen. Men jeg kan se, når jeg kommer på den anden side, at jeg jo sagtens kan, og det giver mig en tro på mig selv.

– Jeg kan være mere mig selv, jeg har ikke masken på længere. Jeg skal ikke skjule min svaghed, men være præcis den, jeg er. Jeg har stadig flere ting, jeg arbejder med, og kan stadig opleve angst, når jeg bliver presset. Men jeg ved nu, at der er nogen, som står med mig og hjælper mig igennem.

– Jeg er mere tryg nu, i at være den jeg er. Jeg opsøger selv de sociale miljøer på skolen, hvor jeg tidligere mere gik rundt alene.

Forståelse for angsten

Caroline har også oplevet en accept fra de andre omkring det, at hun kæmper mentalt med angst.
– Flere spurgte ind til mig, når de kunne se, at jeg havde det dårligt. Jeg var ikke vant til, at folk gad at snakke med mig, slutter Caroline, som har valgt Akademiet for sit andet år på efterskolen.

Læs også:
Største hold hidtil for Akademiet på Mariager Efterskole
Daniels tro blev antændt på efterskolen