Relationen er afgørende

Når vi inviterer nye med i kristne ungdomsfællesskaber, er den personlige relation og invitation helt afgørende. Sådan lyder det fra en række unge medarbejdere på KFUM’s Soldaterhjem.

Simon Mejdahl mener, at KFUM’s Soldaterhjem giver optimale betingelse for at række evangeliet til soldaterne.

Evangeliet er for alle, og som kristne vil vi hjælpe mennesker til at få et liv i troen på Jesus Kristus. Ofte begynder det med personlige samtaler, hvor man deler tro og livsopfattelser.

KFUM’s Soldaterhjem er ét af de steder, hvor evangeliet deles med soldater. Et nyt samarbejde mellem LMU, IMU og KFUM’s Soldaterhjem har fokus på at invitere unge med i et kristent fællesskab for unge efter aftjent værnepligt.

Det er godt at have kendskab til, hvor man kan finde kristne ungdomsmøder, men det tyder på, at den personlige relation har mindst lige så stor betydning.

Hjemmebane

”For mit vedkommende vil det nok kræve en vis grad af relation, før jeg inviterer en soldat med ind i et kirkeligt fællesskab”.

Sådan lyder det fra Simon Mejdahl, som det seneste år har arbejdet på KFUM’s Soldaterhjem i Holstebro efter erhvervet studenterhue. Simon har baggrund i IMU og er fritidsforkynder i Indre Mission. For ham har soldaterhjemmet været det naturlige mødested for at tale om tro med soldater, fordi soldaterne her føler sig på hjemmebane.

Kathrine Refshauge Jakobsen tog det ikke som et nederlag, hvis soldater ikke ville med til IMU. Men for hende var det vigtigt at vise interesse ved at invitere soldaterne med.

Interesse

En anden ung soldaterhjemsmedarbejder, Kathrine Refshauge Jakobsen, fortæller om sine oplevelser:

”Jeg spurgte to soldater, om de ville med i IMU. Den ene kom med et par gange. Men at invitere soldater med var ikke noget, jeg havde mod på at gøre med hvem som helst. Gennem tid havde jeg opbygget en relation med nogle af soldaterne. Med disse soldater følte jeg, at vi havde nogle gode samtaler, og de havde en interesse i, hvad IMU egentlig er for noget”.

Kathrine har arbejdet på KFUM’s Soldaterhjem på Bornholm i et år, hvor nærheden måske er lidt mere intens på øen i Østersøen end det øvrige Danmark.

Bindeled

Maria Larsen peger på en vigtig opgave, når nye inviteres med i kristne ungdomsfællesskaber.
”Der skal være et bindeled”, mener Maria, der har arbejdet på flere soldaterhjem og selv gennemført Hærens Basisuddannelse.

At invitere soldater med kræver, at man har en personlig relation til dem, mener Maria Larsen, der har arbejdet på KFUMs Soldaterhjem i Skive, på Bornholm og været leder af KFUMs Soldaterhjem i Irak.

”Vi har en kristen soldat, der er med i IMU. Ind imellem kommer han med udtryk, som andre ikke lige fatter, for militæret er bare en verden for sig”.

Maria er i dag formand for IMU i Skive, og hun har oplevet, at den personlige relation er helt afgørende for at få nye med.

”Hvem skulle ellers invitere dem med i kristne ungdomsfællesskaber?” spørger Maria, der i dag er lærerstuderende.

”Det kræver en personlig relation, hvor man også kan snakke videre og være med til at forklare, hvad der sker”, mener hun og peger på soldaterhjemmenes unge medarbejdere som helt afgørende til at invitere soldater med i de kirkelige ungdomsfællesskaber.

”Det er også vigtigt, at vi holder IMU og andre kristne fællesskaber åbne for soldater”, lyder opfordringen fra IMU-formanden.

I Skive har IMU aftener på soldaterhjemmet, hvor de inviterer soldater med til at se en kristen film og taler om den bagefter. Debataftner er noget andet, som de planlægger at holde på soldaterhjemmet, hvor de vil inkludere soldater.

Maria peger dermed på, at man i de kirkelige ungdomsforeninger også må kigge indad og spørge sig selv, hvordan man er parat til at tage imod nye. Kathrine bekræfter, at blikket også bør rettes mod de kirkelige fællesskaber.

”Min største bekymring var, om IMU var gode til at tage imod nye folk. Det var ikke et problem på Bornholm, men jeg frygtede, at soldaterne ville opleve det som et lukket fællesskab. Men så kom jeg frem til, at jeg måtte stole på, at Gud havde styr på den del, mens det var min opgave at vise omsorg og interesse for soldaterne”.