Amnesty UK måtte tilbagekalde rapport, der sortlistede 117 velgørende grupper
Kristne og pro-life grupper blev af Amnesty beskyldt for at være imod menneskerettighederne. Nu protesterer flere mod generaliseringerne.

Amnesty International UK udgav i juli en rapport, der stemplede 117 grupper, heriblandt mange kristne, som værende imod menneskerettighederne. Senere blev rapporten trukket tilbage, men håndteringen af sagen har fået 11 kristne velgørenhedsorganisationer til at udfordre Amnestys påstande i brev til den uafhængige tilsynsmyndighed Charity Commission.
De 11 kristne organisationer har bedt Charity Commission om at bekræfte de trosbaserede organisationers ret til at deltage i den offentlige debat, efter at Amnesty International UK har udtalt, at de mange kristne og socialt konservative grupper er imod ”rettigheder”. Kontroversen begyndte, da Amnesty udgav en rapport om den såkaldte ”anti-rettigheds-bevægelse i Storbritannien” og sortlistede 117 grupper, hvoraf mange var kristne og modstandere af fri abort.
Amnesty trak senere rapporten tilbage og udtrykte ”beklagelse” over den anvendte formulering. Men i rapporten havde de – ud over kritik af grupperne – også opfordret kommissionen til at genoverveje organisationernes status som ”velgørende”.
Imod generaliseringer
Nu har administrerende direktører for CARE, Christian Concern, The Christian Institute, Christian Medical Fellowship og andre grupper, nævnt i rapporten, skrevet et åbent brev til Charity Commission. I brevet beskylder de Amnesty for at foretage ”en doven generalisering” ved at opremse grupper, som i mange tilfælde kun har meget lidt til fælles.
”I de fleste tilfælde deler disse organisationer kun uenighed med Amnesty International UK’s holdning til en håndfuld omstridte spørgsmål vedrørende værdien af ufødt menneskeliv, menneskelig seksualitet eller biologisk køn. Nogle tager ingen offentlig stilling til disse spørgsmål, mens andre kun adresserer et eller to af dem,” står der i brevet.
Diskrimination
Samtidig tog de 11 organisationer afstand fra påstanden om, at de nævnte grupper er ”anti-rettigheder”, og bemærkede, at mange ”eksisterer specifikt for at beskytte de grundlæggende friheder, der har dannet grundlaget for et demokratisk samfund i århundreder, har dybe rødder i kristen tankegang og er forankret i internationale menneskerettighedsrammer”. Selvom Amnesty nu har trukket den stødende rapport tilbage, er den afvisende holdning til de kristne grupper ”noget, der synes at afspejle en relativt konsekvent tilgang” hos Amnesty, hævder velgørenhedsorganisationerne.
I brevet argumenteres der for, at anbefalingerne i Amnestys rapport er ”en eksplicit opfordring til at diskriminere mod vores organisationer ved at fjerne de mekanismer og ressourcer, der gør det muligt for en stor del af vores arbejde at fortsætte”.
Trosbaserede ngo’er har ret til ytringsfrihed
Brevet afsluttes med en opfordring til Charity Commission om at bekræfte velgørenhedsorganisationers ret til at deltage i den offentlige debat uden at blive dæmoniseret af andre organisationer.
De 11 kristne organisationer ønsker også officiel anerkendelse af, at trosbaserede, pro-life og pro-familie organisationer ”yder et legitimt og værdifuldt bidrag til det offentlige liv i England og Wales”.
”Hvis det at kæmpe for religionsfrihed, kvinder
og ufødtes rettigheder placerer dig på Amnestys
liste over uartige personer, så er vi glade for
at være der.” Peter Lyness, direktør
for Evangelical Alliance i StorbritannienPeter Lyness, direktør for Evangelical Alliance i Storbritannien
Robert Clarke fra Alliance Defending Freedom, som også blev sortlistet af Amnesty, sagde: ”At være uenig med Amnesty i en håndfuld omstridte spørgsmål er ikke en trussel mod menneskerettighederne.” Også Peter Lynas, der er direktør for Evangelical Alliance i Storbritannien, har udtalt sig om sagen: ”Hvis det at kæmpe for religionsfrihed, kvinder og ufødtes rettigheder placerer dig på Amnestys liste over uartige personer, så er vi glade for at være der,” skriver ChristianToday.


