Bombe fundet på kristen skole i Irak

Den 29. februar blev der fundet en bombe på en kristen skole i Arbil i det nordlige Irak, rapporterer Åbne Døre. Bomben blev uskadeliggjort af politiet, inden den nåede at gøre skade på nogen. Efter at skolen en uge forinden havde modtaget et trusselsbrev, blev eleverne sendt på „udflugt“ til et sikkert sted, fortæller skolens grundlægger Yousif Matty til Åbne Døre.
Brevet blev vurderet til at være så alvorligt, at man valgte at lave en alternativ undervisningsplan for børnene. „Hele ugen fik vi dem til at tage på forskellige lærerige ture,“ fortæller Matty. „Blandt andet var de på besøg på et hospital for at se, hvordan lægerne arbejder.“
Skolen er en ud af tre skoler, der blev grundlagt i 1990 i det nordlige Irak med hjælp fra amerikanske kristne. Skolen har en kristen læseplan, selv om 95 % af eleverne har muslimsk baggrund.