Unge håndboldspilllere gav deres liv til Jesus

GRØNLAND: 30 grønlandske ungdomshåndboldspillere gav deres liv til Jesus,
da de mødte kristne, der var på vej til konference i IlulissatDet er dyrt og besværligt at rejse i Grønland. Derfor er det ikke så tit, de troende i Inuunerup Nutaap Oqaluffia møder hinanden, men til den årlige konference mødes man fra nord til syd, også selv om det er dyrt. En rejse fra bygden Kullorsuaq i Upernavik kommune i Nordgrønland koster over 9.000 kr., så der var kun én tilmeldt derfra til den årlige konference i Ilulissat i dagene 19.-23. maj. Folkene nordfra kom med fly, fordi der først senere på året kommer passagerskibe til de nordligere byer, mens folkene sydfra kom med passagerskibet. De første stod på i Nuuk, to dage før konferencen startede. Så lang tid tager det at komme frem. Efterhånden som skibet kom nord-på, kom flere fra menighederne om bord, og der var masser af lovsang, bøn og lovprisning om bord. Det går ikke stille af, når de kristne i Grønland er på vej til konference.

Fredag aften var der offentligt møde i forsamlingshuset og mange fra byen fyldte op i salen. Lovsangen var stærk, og der blev svinget med faner

Frelst på vej hjem fra GM i håndbold

Med om bord var også ungdomshåndboldspillere fra forskellige byer, der var på vej hjem fra GM i håndbold længere sydpå. Tabere og vindere hyggede sig med hinanden. Et af holdene fra Ilulissat havde vundet GM, og stemningen var høj. Men det var den også hos de kristne. Efterhånden kom flere af håndboldspillerne og stillede spørgsmål. Hvorfor synger I? Hvorfor beder I? Hvad er det for et sprog, nogle af dem bruger, når de beder? Der blev spurgt og besvaret – og der var god tid om bord. Inden skibet lagde til i Ilulissat, hvor menigheden stod på kajen og tog imod, havde 30 unge håndboldspillere taget imod Jesus som deres frelser, og en stor del af gruppen var med til det offentlige møde i forsamlingshuset fredag aften.

Undervisning, lovsang og forhandlinger

Hele konferencen var præget af lovsang og lovprisning. Under lovsangen blev der klappet, svinget med flag og danset. Begejstringen for Jesus er stor, og når møderne sluttede om aftenen, fortsatte lovsangen til langt ud på natten i kirken og i de små hjem, mens midnatssolen skinnede. Det var på mange måder svært at komme i seng.
Gudstjenesterne var præget af temaet: „En ny befaling giver jeg jer, at I skal elske hverandre.” Der var spændende budskaber om tro, „giv os mere tro”, „hvis I havde tro som et sennepskorn”, og enhed mellem menigheder og kirker, og der blev bedt for større enhed mellem frikirken og den lutherske kirke i Grønland.

Missionsforstander
Leo Hansen fra Missionsforbundet var en af gæstetalerne på konferencen

Undervisningen var især præget af to seminarer om ældstetjeneste og det at være børneleder, men også om tilgivelse og om Guds ord. Blandt gæstetalere og -undervisere var missionsforstander Leo Hansen fra Missionsforbundet og børnekonsulent Ivan Zimmermann fra Baptisterne.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Vigtige beslutninger for fremtiden

På forhandlingsmødet blev der taget vigtige beslutninger for fremtiden i Inuunerup Nutaap Oqaluffia om fælles hjemmeside, godkendelse af vedtægtsændringer, der skal bane vej for en godkendelse i kirkeministeriet som trossamfund, og om Noah Forlagets kommende udgivelser, herunder en børnebibel på grønlandsk.
Fredag aften var der offentligt møde i forsamlingshuset, og mange fra byen fyldte op i salen. Lovsangen var stærk, og der blev svinget med faner – også missionsforstander Leo Hansen blev grebet af stemningen, greb en fane og dansede rundt som en del af lovprisningen. Ved eftermødet gik mange frem til forbøn, og nogle af dem deltog i resten af konferencens møder.
Ved mødet i forsamlingshuset blev der rettet en tak til min kone og mig for 13 år i Grønland, og der blev klappet taktfast. Det var et stort øjeblik for os, og vi oplevede det som byens farvel til os. Det var så stærkt, at det helt ”slog benene væk under mig”.
Lørdag eftermiddag blev der tid til en vielse, og brudeparret fik mange tilrejsende med til deres bryllup.
Søndag formiddag og eftermiddag var der afslutningsgudstjeneste og afslutningsmøde, hvor der blev bedt for alle lederne i de forskellige kirker, og om aftenen var der stor afsked på havnen, da deltagerne drog af sted på 1-2 dages sejlads mod deres hjemby.
Endnu en konference er forbi, og der er meget at glæde sig over: vækkelse og flere og flere grønlandske ledere i menigheden. Gud velsigner i Grønland i disse år.