Høje oliepriser lægger pres på missionsfly
Nytænkning er nødvendig for at fortsætte aktiviteterne i Mission Aviation FellowshipFlyvning er en vital livsline og en meget nødvendig service for mange missionærer. Hvis man arbejder i en stammelandsby, kan det være den eneste mulighed, man har, for at komme til og fra stedet.
Mange missionærer får også friske forsyninger transporteret via fly, ligesom de bevingede maskiner er uundværlige i mange krisesituationer.
Men de høje oliepriser, som dominerer i øjeblikket, sætter et voldsomt pres på missionsflyvningen.
– De fleste steder, hvor vi flyver, er brændstofprisen steget mellem 25 og 40 procent, oplyser Denny Hoekstra fra det luftbårne missionselskab Mission Aviation Fellowship (MAF).
Ifølge Hoekstra tvinger de høje oliepriser MAF til at genoverveje, hvordan de finansierer deres flyvninger. Enten er de nødt til at skrabe ekstra mange penge sammen, eller også er MAF nødt til at lave kommercielle flyvninger ved siden af missionsarbejdet.
Uanset hvad, så er man nødt til at få tilført noget ekstra kapital et eller andet sted fra.
– Men ved at gå ud og skaffe ekstra penge til brændstof henter vi midler, som ellers kunne have været brugt til andre missionsindsatser, erkender Hoekstra.
Et andet stort problem for MAF er, at flybrændstof er en mangelvare i mange af de områder, hvor selskabet arbejder.
– Nogle steder har vi været nødt til at lukke vores arbejde helt ned, fordi vi ikke længere kan skaffe brændstof til vores propelfly. Hvis vi brugte fly med jetmorer, ville det være noget helt andet, for jetbrændstof er det meget nemmere at få fat på. Derfor arbejder vi også på at udskifte vores flyflåde, så vi får flere og flere jetfly, siger Denny Hoekstra.
– jeli