KFUM & KFUK børnelejr i Midtjylland
Hakuna matata – ta’ det roligt!

130 børn var på lejr i Blidstrup„Nu ved jeg, hvordan vasketøj må ha’ det!” udtrykte en af drengene, da der blev leget kluddermor på Distrikt Midtjyllands børnesommerlejr.

Glade piger fra børnesommerlejr. Foto: Kirsten Vindum

Lejren fandt sted på Blidstrup Ungdomsskole og samlede 130 børn.
Temaet var: “HAKUNA MATATA – ta’ det roligt!” Det blev især brugt i forkyndelsen, hvor børnene gennem tegneserie-figurerne Timon og Pumba, samt kloge ord fra Rafiki (han fandt en del af dem i Bibelen) stiftede bekendtskab med de tre undertemaer for lejren: “Venskab” – “Vær den du er!” – “Ta’ det roligt!”
Børnene var opdelt aldersmæssigt i hold med afrikanske dyrenavne, f.eks. Tembo (elefant), Simba (løve), Twiga (giraf) osv. Her oplevede børnene det nære sammenhold som en tryg modpol til det store fællesskab, når alle på lejren var samlet til for eksempel lejrbålsunderholdning om aftenen.
Bodybowling, hårfarvning, decoupage, værelsestjek, rytmekor, dagens pift, vandkamp, lejravis, venskabsarmbånd, sang, sjov og ballade var blot nogle af de andre ingredienser, der blev serveret for børnene på lejren. De blev alle kørt til Mors i busser, hvor lejren begyndte med et ”pølsehorns-orgie”.

Marked og lejrgudstjeneste

Lejren blev rundet af med besøg af forældre, søskende, bedsteforældre og andre interesserede, hvor der var marked med indsamling til projekt “Break the Silence”. Efter markedet var der en stor lejrgudstjeneste med fokus på temaet. Alle børn var på den ene eller anden måde involveret, for eksempel med hjemmebagt alterbrød, stort vævet kors som dannede et alterbillede, rytmekor, dramadans med mere. Sognepræst Jens Moesgård Nielsen fra Herning knyttede trådene sammen i sin prædiken.