KFUM og KFUK samles om bøn i denne uge

Hvert år i uge 46 holder KFUM & KFUK bede- og fællesskabs-uge over hele verden. Også i Danmark, hvor der i denne uge opfordres til bøn og fokus på organisationernes internationale arbejde.I år er temaet „Hvem har værdi i Guds øjne?“ med udgangspunkt i den bibelske lignelse om arbejderne i vingården.
Lignelsen skal blandt andet bruges til refleksioner over, hvad Bibelen siger mennesker i dag om forholdet til de fattige og udstødte i verden. Og om hvordan KFUM og KFUK kan gå foran i kampen mod uretfærdighed, ulighed og diskrimination i verden.
– At bede sammen er noget af det, som vi kan være fælles med de fleste andre kristne i verden om. I næsten alle kristne kirker spiller Fadervor en helt central rolle, hvilket mange har mærket på rejser i udlandet eller på stævner og lejre i Danmark, hvor vi har haft besøg af KFUM og KFUK’ere fra andre lande. Det er en stærk oplevelse at bede sammen. Bønnen er med til at binde os sammen som kristne, siger KFUM og KFUK’s internationale konsulent Nicolaj Stubbe Hørlyck i et oplæg til årets bede- og fællesskabsuge.
– ole